Blandt enevældens tiltag for at skabe administrativ enhed og orden i riget hører ikke mindst dens bestemmelser for at regulere kirkens liv. Rigets religiøse tilstand var fundament for dets eksistens overhovedet, og det blev anset for en betingelse for national stabilitet, at kun én religion rådede i landet. Det var således ikke kun i mål og vægt, at fælles regler skulle gennemtrumfes, men også i gudstjenestens ritualer. Det er derfor forståeligt, at afsnittet om „Religionen og gejstligheden“ er det længste overhovedet i Danske Lov (1683). Samtidigt med, at udarbejdelsen af dette lovkompleks nærmede sig sin afslutning, nedsatte kongen i 1682 en kommission til at udforme en ny ritualbog og i dens kølvand en alter- og en salmebog. Kingo blev medlem af ritualbogskommissionen, og i 1683 fik han ene mand lagt udformningen af en ny salmebog i sine hænder.

Kommissoriet peger på, at der dels skulle ryddes op blandt de foreliggende salmebøger, dels skabes en bog, der var organiseret efter et nyt princip. Den danske Psalmebog fra 1569 var fortsat den eneste autoriserede, men det havde ikke afholdt vindskibelige bogtrykkere fra at oversvømme markedet med, hvad de kaldte mere „fuldkomne“ udgaver; „fuldkomne“ i den forstand, at der var føjet flere salmer til. Det havde resulteret i, at salmeoverleveringen var blevet vilkårlig, og at kirkegængerne derfor ikke sang efter samme bog. Kommissoriet lagde dog op til en moderat reform. De gamle salmer skulle så vidt muligt „blive uforandrede, uden hvor det med et ord, her og der, endelig kunne gøres fornøden“. Det var afgørende, at menigheden følte sig hjemme i den ny salmebog. Af mere principiel karakter var kravet om, at den nye salmebog ikke som Thomesens var ordnet efter troens principper, men tilpasset gudstjenesten ved at følge evangelie- og epistelteksterne til kirkeårets søn- og festdage. På dette punkt slog det eksisterende udvalg af salmer imidlertid ikke til. Det lå derfor i opdraget, at Kingo ikke blot skulle redigere de gamle salmer, men selv digte nye.

Opgaven var krævende, men også hæderfuld, og Kingo kastede sig med ildhu over den. Seks år efter, i efteråret 1689, kunne han forelægge kongen Vinter-Parten, dvs. den del af salmebogen, som dækker perioden fra advent til og med påske. Godkendelsen kom ikke til at vente. I januar 1690 forkyndte en kongelig forordning, at Kingo „til Voris største Fornøyelse“ havde forfærdiget „dend Første Part af en Psalmebog, som vi allernaadigst ville, at skal bruges i Kirckerne udi Vore Riger“, og som løn herfor lovedes Kingo og hans arvinger retten til i 20 år at trykke og forhandle bogen, som skulle være den eneste autoriserede. Fire uger efter blev godkendelsen imidlertid – uden begrundelse – trukket tilbage.

Årsagen til tilbagekaldelsen ligger i det dunkle, og der har sikkert også været flere, men alt tyder på, at de udsprang af Kingos kolossale ambition. At vælge tidens suverænt største digter til opgaven har oprindeligt forekommet indlysende, men skulle vise sig problematisk. Almuens ønske om salmer, den var fortrolig med, mente man ikke kunne forliges med Kingos kunstneriske krav. For mange af traditionens salmer var blevet kasseret til fordel for Kingos egne. Af udkastets 263 salmer havde Kingo skrevet de 133, hvortil kom 30 af andre samtidige digtere. Dette forhold blev stillet i relief af, at de gamle salmer typografisk var sat som prosa, mens de nye var opstillet som vers – og Kingos egne med en større sats! Til disse symptomer på digterforfængelighed føjedes sagens økonomiske aspekt. Kingos udkast lagde op til en meget omfangsrig bog, der måtte blive bekostelig, og fjender kan have set skævt til de summer, der ville tilflyde Kingo fra koncessionen på rigets mest solgte bog.

Sagen forviklede sig, da opgaven blev givet til en anden gejstlig, som barslede med et udkast, der helt udelukkede Kingos salmer, hvilket heller ikke var acceptabelt. Til sidst blev det overladt en kommission at finde et kompromis. Det endelige resultat, Dend Forordnede Ny Kirke-Psalme-Bog, forelå i 1699 og omfatter 297 salmer, hvoraf de 85 er af Kingo, der bevarede sin koncession til tryk og salg, men fik den beskåret til 10 år.

Salmebogsstriden blev et hårdt slag for Kingo; både hans økonomi og æresfølelse var sat under pres, men han var ikke slået. Mens striden om Vinter-Parten stod på, digtede han – energisk og håbefuldt – videre på salmer til Sommer-Parten. Gennem korrespondance med et kommissionsmedlem, Hans Wandal, holdt han sig orienteret om situationen og kommenterede bidsk de fordomme, hans digtning blev mødt med. „Den Grandiloquentia [høje stil], som nogle støde sig paa, er dog danske, og kand ret vel af danske Folk forstaaes, endogsaa gemeene, der tidt haver meere Fattelse, end somme lærde tager sig vare for“. Specielt brændte han for sine passionssalmer, så da han hørte, at de trods kommissionens oprindelige plan alligevel kom med, udløstes lettelsen i selvironi: „At mine Passions Sange finder nogen Sted [får plads] blandt de andre, der betager mig noget af de Passioner, hvormed ieg en Tid lang har været betrykt.“

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Striden om Vinter-Parten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig