Mindst fornyende blandt Vinter-Partens salmer er epistelsalmerne, der lægger menigheden epistlens formaning i munden. Evangeliesalmerne derimod spejler en ny religiøs oplevelsesform. Reformationstiden fastholdt i sine salmer Det Nye Testamentes brug af præteritum ud fra en luthersk opfattelse af, at frelsesværket allerede er fuldbragt med Jesus og blot skal fastholdes i troen. Med bodskristendommen bliver det derimod vigtigt, at den angrende i boden for sit indre øje reaktiverer frelserens lidelse. Det medfører teknisk, at evangelietekstens episke præteritum i salmen forskydes til dramatisk nutid. Denne forvandling kulminerer med sindsoprivende intensitet i de 17 passionssalmer, Kingo skrev til kirkens andagter fra faste og frem til påske. I gendigtningen af denne begivenhedsrække kulminerer Kingos billeddannelse.

Mens evangeliernes episoder generelt er vanskelige at forbinde til en sammenhængende handling, danner den sidste uge i Jesu liv ét højdramatisk og vildt accelererende forløb. Stoffet, som Kingo arbejdede med, forelå allerede fortættet i de såkaldte passionsharmonier, der ved at sammenskrive de fire evangelier flyttede fokus fra skriftens ord til virkeligheden bag. Peder Palladius havde i 1556 oversat Johann Bugenhagens arbejde i denne genre. Op gennem 1600-tallet udviklede interessen for passionen sig i retning af større fysisk konkretion og psykologisk inderlighed. Fra disse år stammer Søren Terkelsens oversættelse af Johann Rists Passionsviser (1661), og fra 1673 er overleveret et tryk af en Johannespassion, der har været sunget i Roskilde Domkirke frem til 1736. Stadig udbredt er islændingen Hallgrímur Péturssons (1614-74) Passionssalmer.

I Kingos passionsdigtning er oplevelsen af samtidighed ikke blot knyttet til den meditative medleven, der flytter de bibelhistoriske hændelser ind i vore sanser. Gennem en typologisk bibeltolkning, der læser Det Gamle Testamentes begivenheder som modbilleder til og profetier om, hvad der virkeliggøres i Det Nye Testamente, kan han i sine billeder afdække lag på lag af betydning, så hele frelseshistorien bliver simultant nærværende i passionen. Salmerækken åbner således med i første sang at lade Jesus synge en gammeltestamentlig salme, hvorved jødernes udfrielse af det ægyptiske fangenskab tydes som en profeti om den frelsergerning, han selv nu går ind til, og billedet uddybes med tolkningen af den syngende forsoner som modbillede til den grædende synder:

Adam gik aff Paradiis,Græd for HErrens Vredes Riis, Du igien med Sang oplukker Himlens Dør, og Slangen sukker.

Således foregår det meditative møde med frelseren i et øjeblik, der samler himmel og jords skæbne i al fortid og fremtid. Det er et nu af en betydningsfylde, som salmerækken nærmer sig ved at drive alle sanser ud over deres vanlige formåen. Ved gentagne manende opfordringer, „se“, „hør“, „merck“, „tænk“, ledes den mediterende til i et bombardement af nærbilleder at forestille sig detaljer, der ikke kendes fra evangeliernes summariske fremstilling:

See, hvor striblet er hans Hud!See, hvor usel seer hand ud! See hvor Torne-Kronen stikker! Hvor hans Mund sit blod inddrikker.

Den subjektive indbildningskraft udvikles herved – som middelalderens „objektive“ (dvs. af Gud inspirerede) visioner – til en kilde til religiøs erkendelse.

Evnen til i et forestillingsbillede empatisk at leve med i frelserens lidelse er imidlertid kun den ene side af passionsandagtens metode, som anvendes i den initierende fase i salmens første del. Den anden side træder frem i salmens slutning i den fase, der kaldes applikationen, hvor det mediterende subjekt vurderer sit eget liv i lyset fra Jesu offerdød. Hvor den reportageagtige udpensling af passionens gru rejser en storm af forargelse over bødler og plageånder, som jeget fordømmer i de stærkeste vendinger, fører applikationen frem til en samvittigheds-ransagelse, der får jeget til at erkende sin egen skyld. Ikke kun Peter og Judas har svigtet Jesus, og ikke kun romere og jøder har ubarmhjertigt ladet ham lide og dø; også jeget selv er med sine utallige synder skyldig:

Mine synder Dommen skrev,Og Dig hen til Døden rev!Hvor Jeg seer din Dom og Vunder,Seer Jeg alt mit Segl der under.

Passionsandagten åbner således et rum i bevidstheden, hvor de forestillingsbilleder, den fremmaner, giver jeget mulighed for at spejle sig som både synder og frelst. Det må som bøddel både skyldbevidst vedkende sig sit ansvar for Jesu lidelser og empatisk med-lide offerets smerte. Hvor disse psykiske processer forenes, forvandler passionen som imaginativ bodshandling syndserkendelse til frelsevished:

Er jeg end saa fuul [ond] og slem, Som dend verste Morder-Lem,O Jeg seer at Gud hand kasterHen paa JEsum mine Laster.

Passionsrækken afsluttes med den store påskesalme „Som dend Gyldne Sool frembryder“, måske Kingos mest kendte, skrevet efter samme metriske skabelon som passionssalmerne, men til en anden melodi, der synes at sammenfatte, hvad han stilistisk har evnet af storladne naturbilleder, fyrstebarokkens patos og religiøs vision.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Storladne naturbilleder og religiøs vision - passionssalmerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig