Lærdom og lyst - Hieronimus Justesen Ranch

I Hieronimus Justesen Ranchs (1539-1607) komedie Karrig Niding er der indlagt forskellige former for lokalkolorit, fx siger drengen Tocki om sin herre Jep Skald: „Hand fick det Naffn aff Viborgs Skald, / Effter det Øll er hand opkald.“ Det lokale bryg placerer historien i lokalsamfundet. Og da gnieren Niding vender hjem fra sin mislykkede rejse, foretaget for at spare på maden derhjemme, giver det ham tryghed at gense byens domkirketårne og rådhus. Tilskuerne på torvet har ved at løfte blikket kunnet opleve, hvordan deres hjemby har dannet kulisse for komedien – den forunderlige historie om Niding er forankret i den lokale virkelighed.

De lokale henvisninger er ikke tilfældige, for hele Ranchs virke kom til at ligge i Viborg. Han er født i Vinkel sogn sydøst for Viborg i 1539. Af de sparsomme oplysninger, vi har om hans liv, fremgår det, at han i 1563 blev immatrikuleret i Wittenberg, hvor han tog magistergraden. I 1572 blev han sognepræst ved Gråbrødre kirke i Viborg, hvor han siden giftede sig med sin forgængers enke, hvis far var latinskolens tidligere rektor.

Ranchs navn er knyttet til de tre skolekomedier Kong Salomons Hylding, 1584, Samsons Fængsel og Karrig Niding fra sidste halvdel af 1590'erne. Desuden er han forfatter til „Fuglevisen“: „En Ny Vjse, Om nogle Fuglis Natur oc Sang: Hvor udi straffis mange Laster oc Prisis

mange Dyder, Lystig at Siunge Componerit aff M.H.J.“, som det hedder i et tryk fra 1669. Visen fortæller om den smukke lærke, den lystige stær, tranen med sine lange ben osv., og til hvert lille snapshot af de forskellige fugle er der knyttet en længere moraliseren. Fx hedder det om storken:

Vor Storck er dulig om sin FødeOc legger saa meget ukrud øde,At føde sine Vnger med flid;Sin Ecteskab hand holder reen,Det skal vi giøre hver oc eenOc vare paa vor Tid.

Og i den følgende strofe udlægges vor tid som „Guds Naadis Tid“, som vi ofte glemmer at skønne på. Vi ved ikke nøjagtigt, hvornår visen er skrevet, men den er interessant, fordi den i koncentreret form viser Ranchs evne til at se den livgivende detalje, som gør sceneriet anskueligt, selv om digtets vigtigste funktion er dets kristeligt-moralske belæring. Denne dobbelthed går på forskellig måde igen i det dramatiske forfatterskab.

„Historien følger hand som en snor“, skriver Peder Olufsen i sit ære-digt, trykt foran Ranchs Kong Salomons Hylding, der blev opført i juni 1584 som festspil ved den syvårige prins Christians (4.) hylding som tronfølger i Viborg. Stykket blev overværet af kongen, Frederik 2. og dronning Sophie i spidsen for den kongelige familie samt rigets ypperste mænd. Overleveringen siger, at opførelsen vakte kongens fulde bifald. Medvirkende hertil har været ikke blot Ranchs blanding af „skempt oc aluaar“ [alvor], „lærdom oc lyst“, men også hans allusioner til den festlige anledning – fremhævelsen af kong Davids fredelige regimente og beskrivelsen af den lærenemme Salomons rette opdragelse har uden videre kunnet overføres på den kongelige familie.

Men Kong Salomons Hylding er samtidig et flot udstyrsstykke med omkring tres medvirkende. David optræder med krone, scepter og harpe, Salomon er smukt „stafferit“, og soldaterne optræder med sværd og i smukke rustninger. Afslutningstableauet, „Engle og Planeter Chor“ – en kongemagtens apoteose – har været et imponerende skue med Mars i fuld bevæbning, solen med krans om håret etc. og Salomon som universets midtpunkt, omgivet af tolv engle i den yderste kreds og syv planeter derunder. Imponerende anskuelsesundervisning, hvor kongemagt, bibelhistorie og romersk mytologi går op i en højere enhed. Ranch skal selv have spillet Narren Krage, som i Kong Salomons Hylding har udviklet sig fra middelalderens og de tidlige reformationsspils frit improviserende kommentator til en egentlig dramafigur, der indgår i dialogen med faste replikker.

Året efter, altså i 1585, kom Kong Salomons Hylding i bogform med fortale, æresdigte, „summarier“ foran de enkelte scener, sceneanvisninger og randnoter. De talrige bibel- og klassikersteder vidner om det protestantisk-humanistiske lærdomsideal, der er fællesnævneren for skolekomedierne.

I Ranchs andet bibeldrama, Samsons Fængsel, er syndserkendelsen stykkets omdrejningspunkt. Samson erkender mod slutningen, at han i sit overmod har glemt Gud og stolet for meget på sig selv; det er derfor naturligt og retfærdigt, at Gud har ladet sin vrede gå ud over ham. Med denne indsigt kan han atter vende sin tro og sit håb til Gud. Stykket følger således – med sit gammeltestamentlige emne og sin kristeligt moralske hensigt – mønstret fra de andre komedier.

Mindre fromt er Karrig Niding, hvor Ranch forlader det bibelske drama. Vi ved fra udgivelsen af Kong Salomons Hylding, at Ranch var særdeles belæst i den klassiske litteratur, og denne belæsthed har givetvis været en drivkraft i arbejdet med Karrig Niding. Allerede indledningsordene i prologen peger i den retning: „Her kommer Niding, en Dansk Mand, / Den anden hafd hiem i Græcken Land.“ Referencen sigter formentlig til den antikke romerske forfatter Plautus' komedie Aulularia (Skatten, ca. 195 f.Kr.), og vi ved, at de to stykker har været spillet efter hinanden i Randers. Aulularia handler om en gammel gnier Euclio, der pludselig får en skat og nu plages af angst for at miste den. Først da han giver den som medgift til sin datter, finder han fred. Ranch kopierer således ikke sit romerske forbillede, men skaber et dansk sidestykTitelpersonens navn er kendt fra den danske folkevise „Nyding kom fra tingen hiem“, der fortæller historien om, hvorledes Nyding eller Niding må lide døden pga. sin gerrighed – og overlade konen til en anden. Ranch flytter om på visens elementer for at skabe dramatisk spænding, men han bibeholder visens karakteristik af Niding, som ikke tør ligge med sin kone – „Hand nente hende icke at klappe“ – af frygt for at få flere børn at forsørge.

Som en anden Don Quijote, der kæmper mod indbildt fattigdom, drager Ranchs Niding hjemmefra med sin tro væbner Maufferkaal (Magerkål), medbringende nøglerne til husets forrådskammer, så hans overflod kan være intakt, når han vender tilbage. Gerrigheden er den galskab, den brist i Nidings karakter, der styrer alle hans ord og handlinger: Han mistænker sine tjenestefolk, forbander sine børn og mister blikket for konen Juttas skønhed. Naboen, den kloge ræsonnør Eubulus, forklarer Niding, at „I hafve en deiglig oc dydig Qvinde, / Hvis lige neppe er at finde“. Men Niding er blind for hendes skønhed: „En bleeg, tynd Qvinde, small som Rør / Er langt smucker end bugit Søer“. Den altid sultne Jutta ser det helt modsat: „Thi den rette Aarsag til Deylighed / Er Æde oc Dricke, som hver vel veed.“

Jutta er således et let offer for den omvandrende Jep Skald, som kommer til stedet. Og da han forstår situationen i Nidings gård, kaster han tiggerstav og stodderkappe og deler ud af sin „helbredspose“, så alle får nok at spise og drikke, og til sidst går Jutta og Jep Skald – som det hedder i en indlagt vise – „til Senge og soff tilsammen“. I 3. akt smedes den intrige, der skal sikre, at husets rigdomme gives fri: Jep Skald skal som husets ejermand iføres Nidings stadsklæder, nye nøgler skal smedes, så Niding ved hjemkomsten overbevises om, at han er kommet til et forkert hus og derfor kan vises bort. Eubulus maner til besindighed, men overbevises om rimeligheden i intrigen. I 4. akt haster Niding tilbage, for han har i en ond drøm fået et varsel om tingenes tilstand i hjemmet. De første, han møder, er tjenestefolkene, og de nægter at kendes ved ham – de tjener deres herre, Jep Skald. Den hårdnakkede afvisning bringer Niding i tvivl: „Jeg kand icke hitte min egen Dør, / Alligevel jeg har boed her før.“

I 5. akt følger konfrontationen med kone og børn, som også benægter ethvert kendskab til ham. Men de beværter Niding, den fattige stodder, godt – med hans egen mad! „Jeg aad ey saa vel i femten Aar“, konstaterer Niding, og mæthedsfornemmelsen gør ham helt opstemt, og han kan ikke holde øjnene fra den dejlige Jutta – som han dog anerkender er Jep Skalds kone. Niding indser sin fejl, men der følger ikke – som i de bibelske dramaer – nogen syndsforladelse med denne erkendelse:

I Jep Skalds stodderkåbe må han drage bort fra sit hus for at lede efter sin Jutta, som han frygter er sultet ihjel under hans fravær.

Man har diskuteret, om Karrig Niding er en farce, en skolekomedie eller en karakterkomedie. Stykket rummer elementer af alle tre genrer. Overdrivelsen i karaktertegningen og de enkelte sceners komik giver stykket farceagtige træk. Moralen peger derimod mod skolekomedien. Stykket udlægges i epilogen som moralsk belærende på kristent grundlag – „O Menniske, derfor betract / Din Salighed, haff den i act“ – og maner til mådehold. Vi skal finde den gyldne middelvej, vi skal både gemme som Niding og give som Jep Skald: „Rundhed [rundhåndethed] er værd Loff oc Roeß, / Naar Sparsomhed [sparsommelighed] er der hos“. Stykket passer ikke helt til denne morale: Ranch lader jo bedragerne sejre og Niding drage videre i sin udsigtsløse søgen. Men måske har Ranch følt sig forpligtet til at sætte de løsslupne løjer ind i en moraliserende kontekst.

Karrig Niding er med sin stramme opbygning og sparsomme personkreds det eneste af Ranchs stykker, der har kunnet spilles på en Terentsscene. Stedets enhed er – som også tidens og handlingens – overholdt: hele komedien foregår i Nidings hjem. En teateraften med en latinsk komedie af Plautus og en dansk komedie af Ranch har haft appel til et bredere publikum end det snævert akademiske. Hermed peger Karrig Niding fremad mod komediens rige blomstringstid i 1700-tallet med borgerskabet som publikum.