Det var den danske reformations store held, at der til den vigtige stilling som Sjællands første biskop – eller superintendent, som man sagde for at lægge afstand til katolsk tid – stod en mand som Peder Palladius klar.

Peder Palladius (1503-60) var en borgersøn fra Ribe, der i 1531 som præceptor eller hovmester for borgmestersønnen fra Odense, Knud Mikkelsen, rejste med til Wittenberg, hvor han mødte lutherdommen i skikkelse af så prominente personer som Martin Luther selv og hans nære medarbejder Philipp Melanchthon. I 1537 forlod han byen som dr. theol. på en afhandling om nødvendigheden af gode gerninger.

1537 var også det år, hvor han – muligvis ved Bugenhagens medvirken – både blev udnævnt til superintendent over Sjælland og til professor i teologi ved Københavns Universitet. Kongen, Christian 3., havde finansieret Palladius' sidste studietid i Wittenberg. Samtidig begyndte Palladius sin omfattende udgivervirksomhed med en oversættelse af Luthers Lille Katekismus: Dend lidle Danske Catechismus, hwilcken alle Sogne-degne skulle lære oc undervjse unge Folck, som ere i deris Sogne, paa dend tiid oc sted, som Sognepræsten en huer tilsigendis vorder (1537), et af Reformationens vigtigste folkelige skrifter.

Modersmålet var af stor vigtighed for den nye lære. Den rette tro skulle prædikes rent og purt på et sprog, alle kunne forstå, ikke fremtræde som noget mystisk og uforståeligt 'hokus pokus'. Udtrykket er en forvanskning af nadverindstiftelsens for almindelige mennesker uforståelige latin: hoc est corpus (dette er (Jesu Kristi) legeme).

Mest kendt er Palladius dog for et værk, der slet ikke blev udgivet i samtiden, nemlig hans såkaldte Visitatz Bog. Visitats var (og er) en embedspligt. Superintendenten skulle besøge alle sognekirker i sit område og dér fortælle, hvad den rette tro nu gik ud på, og bistå med at udrydde de gamle, indgroede katolske skikke. I årene 1538-43 gennemrejste Palladius Sjællands Stift og holdt visitats i samtlige 390 kirker.

Visitatsbogen er en form for embedsprotokol, der samtidig har fungeret som brugsbog for ham selv og andre superintendenter. Heri gennemgår Palladius på jævnt, folkeligt dansk, hvordan en række emner, der er vigtige for troslivet, skal forstås, og hvad befolkningen selv kan og skal gøre. Det pædagogiske grundprincip går ud på at forklare det åndelige ved det synlige, det høje ved det lave. Palladius gennemgår kirkegården, kirkehuset og inventaret: prædikestol, døbefont, alter. For hver konkret ting udlægger han tingenes symbolske betydning, idet fx døbefont og alter forbindes med de to protestantiske sakramenter, dåb og nadver. Han betoner menighedens fem gerninger: bede, høre Guds ord, modtage sakramente, love og takke Gud (salmesang) samt give til de fattige. For de unge gælder det om at kunne tre ting: Fadervor, Troen (dvs. Trosbekendelsen) og De Ti Bud. Disse tre skal samtidig erstatte den katolske rosenkransbøn. Derudover har menigheden pligt til at give tiende og offer ved påske, pinse og jul og i forbindelse med mere personlige (præste)tjenester som dåb, bryllup og begravelse. At hjælpe de fattige og syge skulle være den nye form for pilgrimsrejse i stedet for rejser til hellige kilder, byer eller bygninger. Dette sidste var især vigtigt, da klostrene var nedlagt, og der derfor ikke længere var nogen til at tage sig af de syge.

Når Palladius talte til bønderne, brugte han et sprog, der gik lige ind med ordsprog og gængse vendinger, gerne med henvisninger til steder eller personer, som tilhørerne kunne genkende. Det er tydeligt, at visitatsbogen ikke forelå i færdig udgave fra Palladius' hånd. Dertil er der netop for mange lokalhenvisninger. Man skal heller ikke forestille sig, at hele bogen blev læst op i hver en sognekirke – det ville tage omkring tolv timer!

Visitatsbogen er et stykke virkelighed, der er digtet videre på. Når den i og for sig klare disposition forekommer at sno sig ud og ind, er det ofte, fordi Palladius har skullet indføje en historie 'fra det virkelige liv'. Han taler fx om en gammel, syg og fattig præst på Hagestedegnen (ved Holbæk) eller om en ung mand fra Merløse Herred. Og hver gang har Palladius en morale at uddrage: at menigheden skal besøge den gamle præst i stedet for at udøve de gamle valfartsritualer, eller at den unge mand ikke var kommet så galt af sted, hvis hans forældre havde lært ham gudfrygtighed, for han:

skød sin egen naturlige kødelige moder ihjel, skød hendes hjerne ud i hendes hoved, og hans fattige fader løb ind til, og ville drage pilen ud igen, træet fik han ud, og jernet blev i hendes hoved, det kom hun til grave med; en smuk galgebarn [dvs. en, der bliver hængt] skød sin egen moder ihjel (…)

Udtrykket galgebarn er et godt eksempel på Palladius' evne til at konkretisere. Man ser tydeligt forbryderen for sig, den søn, der blev hængt, fordi han havde skudt sin mor. Også scenen efter drabet med pilen, der knækker i kraniet, anskueliggør Palladius, så det står levende for tilhøreren i al sin gru. Men også med udtryk, der nærmer sig det slangagtige, har Palladius kunnet møde sit ulærde publikum. „Det løber i dem som bred smør“ lader ikke noget tilbage for 1970'ernes 'bred ymer'. Reformationen talte både til forstand og følelser, men Palladius lod forstanden være fremherskende; inderlighed og dybde var ikke hans stil.

Visitatsbogen blev afsluttet ca. 1543-44, men i dag er den kun bevaret helt i håndskrift fra begyndelsen af 1600-tallet. Dertil kommer en mindre udskrift fra 1540'erne af superintendenten over Fyn, Jørgen Sadolin. Formålet med visitatsbogen var at indprente og begrunde det lutherske system. Også provsterne, der hvert år skulle besøge alle kirkerne i deres provsti, kunne have glæde af den. Provsterne havde i det hele taget Palladius' bevågenhed, da det var dem, der skulle sørge for, at den nye lære blev prædiket ret rundt om i sognekirkerne. Ved landemodet i Roskilde 1553 havde Palladius sendt dem En Tractat om de Stycker mestendelen, som Gudz salige Ord skal holdis ved mact met. Først 1555 blev hans latinske instruks om provstevisitationerne fra 1543 trykt under titlen Formvla visitationis provincialis.

Men den praksisorienterede Palladius udgav også Søndagers oc hellige dagers Epistler oc Euangelia met Collecter oc anet at bruge udi Christi Nadvere effter Ordinantzens lydelse fra 1555, ofte bare kaldet Alterbogen. Her giver biskoppen præsterne en håndbog til kirketjenesten med læsestykker, evangelietekster og kollekter. Bibelteksterne følger Christian 3.s Bibel. Førend den nye lære er blevet rigtig grundfæstet, har det været godt at have letforståelige håndbøger at holde sig til.

Samtidig med at Palladius rejste Sjælland tyndt, holdt møder med præster og provster og passede sit embede som professor, fik han udgivet en mængde titler, mest på latin, og en række vigtige protestantiske programskrifter og bibeltolkninger i oversættelse. Ca. 80 værker kender man i hans navn, og hvis man tager breve og utrykte tekster med, kommer tallet op på omkring 130. I de latinske værker møder man den overbeviste, men ikke særlig originale reformator. Desuden medvirkede Palladius ved bibeloversættelsen 1550, der senere blev kendt som Christian 3.s Bibel; det er formentlig ham, der har skrevet indledningen.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Reformationen møder folket - Peder Palladius.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig