De ambitiøse hyrdedigte fra 1560 havde skaffet Erasmus Lætus en position som Frederik 2.s foretrukne hofdigter. I hans efterfølgende, omfattende produktion kommer tidens stærke nationalhistoriske interesser klart til udtryk i forening med et gudfrygtigt, protestantisk samfundssyn. Blandt hovedværkerne er ikke mindre end to store danmarkshistoriske eposer på latin, Margaretica (1573) og Res Danicæ (1574), begge udgivet i Frankfurt am Main i forbindelse med en stor udlandsrejse i årene 1572-74. Et nationalt epos var en genre med høj status, der ligesom andre former for national historieskrivning var med til at definere en nation som nation. Den store episke model var den romerske digter Vergils epos Æneiden (skrevet 30-20 f.Kr.) om helten Æneas, der under flugten fra det brændende Troja efterhånden erfarer, at gudernes vilje er, at han skal lægge grunden til et stort rige, nemlig Romerriget. Vergil skrev sit epos, da kejser Augustus, der påberåbte sig at nedstamme fra Æneas, havde fået enemagten i Rom.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Historieskrivning i kongemagtens tjeneste - fra Lætus til Bering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig