Den humanistiske reformering af uddannelsessystemet

Et element i kirkeordinansen var som nævnt bestemmelser om skolesystemet. Reelt var der tale om en nyordning af hele undervisningssystemet. For effektivt at kunne uddanne en ny præstestand, der kunne varetage den nye religion, blev det bestemt, at der skulle være en latinskole i hver eneste købstad i landet, og at universitetet i København skulle genåbnes, først og fremmest som præsteskole. Det var en særdeles ambitiøs udvidelse af uddannelsessystemet, der betød, at selv byer som Sæby, Stubbekøbing og Nexø kunne levere de grundlæggende elementer i en højere uddannelse. Og indholdet blev gennemført humanistisk. Kirkeordinansen giver detaljerede anvisninger helt ned til, hvad der skal læses i hver klasse. De middelalderlige grundbøger erstattes af nye, primært importeret fra Wittenberg, og et skønsomt udvalg af klassiske tekster med et forbilledligt sprog: Vergil, Ovid, Cicero osv.

Det nye danske undervisningssystem blev tilsyneladende efterhånden ganske effektivt. Men de højeste niveauer rakte det ikke til. En fuld uddannelse omfattede nogle afsluttende år ved et universitet i udlandet. I den tidligste periode kom man dårligt uden om Luthers og Melanchthons eget Wittenberg. Ganske få nåede videre ud, til Italien fx, eller til medicinstudier i Frankrig. Senere, især i 1600-tallet, blev Nederlandene det foretrukne mål. Den slags rejser var naturligvis økonomisk krævende, men en mulighed for en mindre velbeslået borgerlig var at blive præceptor for en adelssøn på dannelsesrejse.

Resultatet af denne satsning ses ganske tydeligt i den latinsprogede litteratur. Så snart den første generation efter Reformationen har været gennem systemet og kommer ud i den store verden, springer de ud som humanistiske digtere. De første danske humanistiske digtsamlinger bliver trykt i Wittenberg i begyndelsen af 1550'erne. Ti år efter fortsætter tendensen hjemme i Danmark, og fra ca. 1570 er der tale om et regulært boom.