• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Reformationen

Oprindelig forfatter VAPed

Den katolske kirke blev i senmiddelalderen udsat for et stadig større pres. Der var ikke tale om en enkelt faktor, men om et kompleks spændende fra fyrsters og samfundsgruppers modstand mod kirkens økonomiske og retslige privilegier over kritik af kirkens verdslighed og korrumpering til dens manglende evne til at imødekomme trosmæssige behov. Nødvendigheden af reformer blev erkendt af mange, herunder den humanistiske bevægelse, hvis hovedskikkelse i begyndelsen af 1500-tallet som nævnt var Erasmus af Rotterdam. Men selv om han og andre humanister – i Danmark Poul Helgesen – med deres kritik og reformkrav udgjorde en væsentlig forudsætning for den omvæltning, som den tyske augustinermunk Martin Luther (1483-1546) satte i gang i 1517, så kunne de ikke følge Luther i hans fornægtelse af pavedømmets guddommelige indstiftelse og det brud med kirken som institution, der blev følgen.

Luthers egen, dybt personlige vej til opgøret med den katolske kirke gik over et studium af Bibelen (især Davidssalmerne og Paulus), der var helt i pagt med tidens humanisme og ønsket om at nå ind bag alle de omgivende menneskeskabte fortolkninger og traditioner til grundteksterne. Dette tekststudium var afgørende for det teologiske standpunkt, Luther kæmpede sig frem til, og som kan sammenfattes i det slagordsagtige: sola fide, sola gratia, sola scriptura (ved troen alene, ved nåden alene, ved skriften alene). For Luther formår mennesket intet uden i kraft af Guds nåde, menneskets egen vilje er med hans udtryk: trælbundet. Mennesket kan således ikke frelse sig selv ved gode gerninger. End ikke troen er menneskets egen præstation, men Guds værk i kraft af hans ord, sådan som det er overleveret i den hellige skrift. Derfor er den eneste autoritet i trosspørgsmål Bibelen.

I sit skrift om det kristne menneskes frihed, Von der Freiheit eines Christenmenschen fra 1520, fremsatte Luther to tilsyneladende modstridende påstande: at et kristent menneske er „fri herre over alle ting og ingen undergivet“ og dog „i alle ting en træl undergivet og enhver undergivet“. Som åndeligt menneske er den kristne ikke underlagt nogen jordisk autoritet, men samtidig ubetinget forpligtet på sin næste. Hermed bliver gudsforholdet personligt og direkte, der er ikke længere skudt en formidlende instans: kirken eller præsten mellem den troende og Gud. Luther hævder derfor i sin lære om det almindelige præstedømme, at alle (mænd) er „tjenere, trælle, forvaltere, som skal prædike Kristus, tro og kristelig frihed for andre“. I jordiske anliggender er mennesket derimod underlagt den verdslige magt.

Annonce

 Dåb og nadver var de eneste sakramenter, som protestanterne beholdt. På denne alterbordsforside, som nu tilhører Nationalmuseet, men stammer fra Torslunde Kirke ved Ishøj, er alle lutherdommens hovedelementer skildret: Nadveren i „begge skikkelser“ (dvs. både brød og vin) til menigheden, barnedåb og prædiken (på modersmålet). Præsten er nu kun af praktiske grunde hævet over menigheden, der på sin side også er kommet næsten helt op til alteret. Over det hele troner – i al sin enkelhed – den korsfæstede frelser. Helgenbilleder og sidealtre er forsvundet.

Dåb og nadver var de eneste sakramenter, som protestanterne beholdt. På denne alterbordsforside, som nu tilhører Nationalmuseet, men stammer fra Torslunde Kirke ved Ishøj, er alle lutherdommens hovedelementer skildret: Nadveren i „begge skikkelser“ (dvs. både brød og vin) til menigheden, barnedåb og prædiken (på modersmålet). Præsten er nu kun af praktiske grunde hævet over menigheden, der på sin side også er kommet næsten helt op til alteret. Over det hele troner – i al sin enkelhed – den korsfæstede frelser. Helgenbilleder og sidealtre er forsvundet.

En af Luthers nærmeste medarbejdere var den lærde magisterkollega i Wittenberg Philipp Melanchthon (1497-1560), professor i græsk og senere teologi. Melanchthon forfattede i 1520'erne lærebøger for de præster og andre, som skulle undervise i og forkynde den nye lære, og fik dermed en nøglerolle i formidlingen af de lutherske tanker, også i Danmark. Han havde et klart blik for de konsekvenser, som Luthers lære om viljens trælbundethed og afvisning af alle former for gernings-fromhed kunne få for menneskers adfærd i dagligdagen. Uden at tage afstand fra Luther hævdede Melanchthon, at den kristne evnede og var pligtig at handle moralsk og arbejde med på sin egen frelse. Samtidig var Melanchthon den store organisator og systematiker, der fik sammenfattet den nye lære i klare læresætninger i Loci communes (teologiens grundbegreber, 1521). Hans forstandsmæssigt prægede dogmatik bærer præg af Aristoteles' begrebsapparat, og han blev ophav til den udforming af Luthers lære, som under navnet filippisme blev videreført på dansk grund af Niels Hemmingsen (1513-1600), den mest betydningsfulde hjemlige teolog i anden halvdel af 1500-tallet.

Den katolske kirke opregner syv sakramenter: dåb, nadver, bod, konfirmation, vielse, (præste)ordination, den sidste olie. De var – og er – alle „synlige tegn på usynlig nådegave“. Efter Reformationen var der kun dåb og nadver tilbage, begge indstiftet af Jesus selv. Ikke engang nadveren kunne der blive enighed om. Luther mente, at alle skulle modtage nadveren „i begge skikkelser“, dvs. både som brød og vin, hvorimod katolikkerne holdt fast ved, at kun præsten har lov til at indtage vinen (blodet).

Efter Reformationen blev de „fem evangeliske hovedstykker“ de mest centrale bekendelsestekster: Fadervor, Troen (dvs. trosbekendelsen) og De Ti Bud samt teksterne om dåben og nadveren. Det var tekster, som alle skulle kunne udenad, og som ungdommen skulle undervises i i kirkerne. De tre første skulle samtidig erstatte rosenkransbønner, kildevalfarter og andet „papisteri“. Luthers „lille katekismus“ fra 1525 (børnekatekismen) og „den store“ fra 1529 (voksenkatekismen) er bearbejdelser og udlægninger af de fem evangeliske hovedstykker, og de er stadig praktiske vejledninger til oplæringen i luthersk kristendom.

Den lutherske bevægelse kom allerede i første halvdel af 1520'erne til Danmark. Det beroede ikke mindst på, at en stor del af de danskere, der studerede i Tyskland, var indskrevet ved universitetet i Wittenberg, hvor de personligt kunne høre Reformationens store navne: Luther, Melanchthon og Johannes Bugenhagen (1485-1558). Den nye tro vandt gradvis indpas lokalt. I Jylland: Haderslev, Randers, Grenå og Viborg, hvor Hans Tausen (1494-1561) prædikede fra 1525, og på Fyn især Assens. I Malmø blev der holdt messe udelukkende på dansk fra 1528, og der blev oprettet en protestantisk præsteskole 1529. Samme år kaldede Frederik 1. Hans Tausen til København.

I praksis var der i Danmark to kirker efter herredagen i Odense 1527: en evangelisk frikirke og en katolsk landskirke. På herredagen led de katolske biskopper et afgørende nederlag, da kongen afviste et forbud mod den nye lære. Bisperne kunne således ikke længere skride ind over for prædikanter, der påberåbte sig Skriften. Denne holdning fik sit konfessionelle grundlag ved herredagen i København 1530 med den københavnske trosbekendelse Confessio Hafniensis. I dens 33 artikler slås det fast, at præsterne kun skal prædike og forvalte sakramenter, og at kun Bibelen anerkendes.

Reformationens indførelse i Danmark var nok et trosskifte med en vis folkelig støtte, men den var også og ikke mindst led i et omfattende spil om magten i riget. Den nye tro blev formelt indført i Danmark ved statskuppet den 11.-12. august 1536 af sejrherren i borgerkrigen Grevens Fejde, Christian 3. Rigsdagsrecessen af 30. oktober 1536 fastslog, at riget har et verdsligt regimente og lægger dermed kirkens styre under den kristne konge. Denne omvæltning fik mindst lige så stor betydning som den trosmæssige og betød, at den verdslige magt ikke blot fik rådighed over kirkens ejendom, men også kunne bruge kirken i disciplinerende øjemed. I den henseende blev Luthers radikale ophævelse af en midlerinstans mellem Gud og den enkelte selv ophævet og erstattet af en ny instans, som kunne afgøre, om man nu også besad den rette tro.

En af Luthers nærmeste medarbejdere, Johannes Bugenhagen, kom til Danmark i 1537 for at bistå med at udforme de forskellige kirkeordninger m.m. Han kronede kongen, Christian 3., og indviede syv nye 'superintendenter' til erstatning for de gamle biskopper og brød derved den apostolske succession i Danmark – i modsætning til Sverige, hvor nogle af de katolske biskopper gik over til lutherdommen og dermed sikrede successionen, et faktum, som svenske højkirkelige stadig fremhæver. Med sig havde Bugenhagen den unge Peder Palladius, der blev Sjællands første superintendent og den nye kirkes vigtigste repræsentant.

Med Kirkeordinansen 1537 blev hele ånds- og kulturlivet samlet under kirken. Kirkeordinansen, som er en slags kirkens grundlov, omhandler følgende seks punkter: 1. lærdom (evangeliet), 2. ceremonier (dvs. gudstjenester), 3. skolerne, 4. forsørgelse af ordets tjenere (dvs. præsterne) og de fattige, 5. superintendenten (i stedet for biskoppen), 6. bøger. Hvad myndighed angår, følger den Luthers lære om de to sværd, dvs. den kirkelige øvrighed og den verdslige. Her sikres kirken en vis autonomi i forhold til sit formelle overhoved: Ikke engang kongen kan ændre kirkens indre forhold: prædiken, gudstjeneste, andre kirkelige handlinger. I praksis kommer det dog til at virke sådan, at bisperne udtaler sig og stiller forslag om kirkelige anliggender, mens konge og rigsråd træffer beslutningerne.

Efter Reformationens omtumlede år falder der mere ro over tingene, men kirken føler til stadighed, at der er behov for at hævde den rene lære – både mod katolicisme og mod den mere reformerte retning, som den franske Jean Calvin (1509-1564) stod for. For eksempel forbydes kryptocalvinisme i slutningen af 1500- og begyndelsen af 1600-tallet, og professor Niels Hemmingsen bliver afskediget (med pension) fra Københavns Universitet 1579 på grund af sin symbolske opfattelse af nadveren. Gradvis udkrystalliseres en luthersk ortodoksi, støttet af 1600-tallets stærke bodsbevægelse, der lægger særlig vægt på konkret bodspraksis og kirketugt. Hovedkræfterne er biskop Hans Poulsen Resen (d. 1638) og hans efterfølger Jesper Brochmand (d. 1652). Det bliver et omdrejningspunkt for troen, at den enkelte erkender sig som en synder og handler derefter. Syndsbevidstheden stiger helt op på kollektivt niveau, så det under 1600-tallets krige er folkets syndighed, og ikke kongens og rigsrådets beslutninger, der udlægges som årsag til krigens plager.

Denne proces ledsagedes af en tendens til centralisering af kirkens styre, der for alvor blev udmøntet efter enevældens indførelse 1660. I Kongeloven af 1665 fastslår den første paragraf: „Den første ting, som vi derfor frem for alt vil have alvorligt befalet i denne kongelov er, at vore efterkommere, børn og børnebørn i tusind led (…) skal ære, tjene og dyrke den rette og sande Gud“. Og den, som skal sikre det, er ene og alene den konge, som er hævet over alle menneskelige love og kun står til ansvar for Gud den almægtige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Reformationen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 26. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476455