Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den tidlige bogtrykkerkunst

Oprindelige forfattere KS-P og PZee

Den versificerede beretning om Christian 2. knytter i sprog og stil an til Rimkrøniken, som i 1400-tallets sidste halvdel havde cirkuleret i håndskrifter, indtil den i 1495 blev trykt som den første bog på dansk. Trykkeren var den hollandskfødte Gotfred af Ghemen. Han slog sig som den første bogtrykker fast ned i København omkring 1490, og her udgav han adskillige bøger – nogle på bestilling af universitetet, andre tilsyneladende på eget initiativ. I dag kendes 25 udgivelser fra hans tid i Danmark, og de spænder emnemæssigt vidt – ud over Rimkrøniken og førsteudgaven af Peder Laales ordsprog kan nævnes Sjællandske Lov og en række af de såkaldte folkebøger, dvs. dansksproget fiktionslitteratur oversat fra andre europæiske sprog, bl.a. kærlighedshistorien om Flores og Blanzeflor. Hans produktion viser, at der i København har været et læsedygtigt publikum allerede omkring 1500.

I 1480'erne havde flere omrejsende tyske bogtrykkere virket i Danmark. De blev kaldt til landet for at trykke store bøger på latin til brug ved messen, og ved siden af disse kirkelige bestillingsopgaver udgav de ofte også mere folkelige bøger. Den første bogtrykker, der kom til Danmark, Johan Snell fra Lübeck, var indkaldt af biskoppen Carl Rønnow i Odense for at trykke et breviarium (en bønnebog) og et missale (en messebog) til brug i Odense. Mens han var i Odense, sørgede Snell også for at udgive en beretning om tyrkernes belejring af Rhodos i 1480, og den regnes som den første bog trykt i Danmark (1482).

Fra perioden før 1537 er der bevaret lidt over 200 forskellige danske bøger, ofte kun i ganske få eksemplarer. Heri er også medregnet bøger trykt i udlandet, som fx Christiern Pedersens Paris- og Antwerpentryk. Formodentlig er meget gået helt tabt. Det gælder især de mere ydmyge genrer, der tilsyneladende har været uhyre populære, men ikke er blevet anset for værd at gemme. Det er derfor næppe muligt at give et dækkende billede af den danske bogproduktion inden Reformationen. Hertil kommer, at det danske bogmarked ikke blot bestod af bøger produceret i Danmark. Dels blev der, som vi har set, trykt danske bøger i udlandet, dels sørgede tilrejsende boghandlere, 'bogførere', for at tilbyde salg af udenlandske bøger rundt om i Danmark.

Annonce

Hovedparten af de bevarede danske tryk fra 1500-tallet er på latin. I reformationsperioden fra sidste halvdel af 1520'erne til første halvdel af 1530'erne overgår antallet af dansksprogede tryk imidlertid langt de latinsprogede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Skovgaard-Petersen, Peter Zeeberg: Den tidlige bogtrykkerkunst i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476454