Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Centralisering og censur

Oprindelige forfattere KS-P og PZee

 Christian 3.s Bibel, trykt i 1550 af den til lejligheden indkaldte tyske bogtrykker Ludwig Dietz, er den første danske oversættelse af hele Bibelen. Træsnittene og titelbladet var genbrug fra en udgave af Luthers tyske bibeludgave fra 1534. På hver side af det store træ i midten ses parallelle scener fra hhv. Det Gamle og Det Nye Testamente. Centralt står kundskabens træ og korset – synden og frelsen.

Christian 3.s Bibel, trykt i 1550 af den til lejligheden indkaldte tyske bogtrykker Ludwig Dietz, er den første danske oversættelse af hele Bibelen. Træsnittene og titelbladet var genbrug fra en udgave af Luthers tyske bibeludgave fra 1534. På hver side af det store træ i midten ses parallelle scener fra hhv. Det Gamle og Det Nye Testamente. Centralt står kundskabens træ og korset – synden og frelsen.

Reformationen medførte en stærk centralisering på mange områder af samfundslivet. Det gjaldt også i forhold til det trykte medium. I Kirkeordinansen fra 1539 blev der indført en omfattende forhåndscensur, som betød, at ingen bøger måtte udgives i Danmark, uden at de havde fået trykketilladelse, imprimatur, af universitetets teologiske professorer og biskopperne.

Formålet med censuren var at forhindre, at befolkningen blev påvirket i forkert – og det vil især sige ikke-lutheransk – retning. Statsmagten tog imidlertid også andre bogpolitiske midler i brug for at kontrollere udbuddet af trykte bøger. Det blev indskærpet, at der skulle føres nøje opsyn med dansksprogede bøger, der blev trykt i udlandet og importeret til Danmark. Man frygtede, at de skulle forårsage 'vildfarelse hos almuen', fordi sådanne bøger ofte bibragte deres læsere 'falsk lærdom i religionen'. Kontrollen med de indenlandske udgivelser var lettere at gennemføre, da der i 1500-tallet stort set kun blev trykt bøger i København.

Også ad mere positiv vej søgte man fra centralmagtens side at øve indflydelse på befolkningens adgang til bøger. I Kirkeordinansen var der anført syv bøger, som sognepræsterne skulle sørge for at have adgang til – bl.a. Bibelen, Luthers postil og Melanchthons Loci communes. Tilsvarende sørgede regeringen i årene efter Reformationen for, at Bibelen blev oversat til dansk og udgivet på tryk. Resultatet blev den første trykte oversættelse til dansk af hele Bibelen, Christian 3.s Bibel (1550). Kongen bestemte, at et eksemplar af den skulle ligge i hver eneste danske sognekirke, og den blev derfor trykt i et usædvanlig højt oplag på 3000 eksemplarer. Salmebogen fra 1569 var på samme måde led i den ensrettende politik på det kirkelige område: Også den skulle være at finde i alle kirker – andre salmebøger var ikke tilladt.

Annonce

Set fra den protestantiske statsmagts side var det af afgørende betydning, at befolkningen kendte til de centrale lutheranske grundbøger, først og fremmest Luthers Lille Katekismus. Det var imidlertid ikke kun den rent opbyggelige litteratur, der var at få på det dansksprogede bogmarked. Også fx almanakker og nyhedsbreve blev udgivet i stort tal, og dertil kom underholdningslitteraturen i form af de populære folkebøger. Men netop den slags bøger ansås fra officielt hold for potentielt skadelige.

Det var primært hensynet til religionen og befolkningens moral, der styrede den statslige bogpolitik i 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tal-let. Men censuren havde også til opgave at sikre, at der ikke udkom noget, der kunne udgøre en politisk trussel, eller, som der stod i Kirkeordinansen, censorerne skulle være opmærksomme på det, „der hører til Lands eller Steders Regimente“.

Med enevældens indførelse i 1660 skete der en yderligere centralisering. På det bogpolitiske område betød det, at censurlovgivningen blev strammet, og den politiske side af censuren fik betydelig større vægt. Censorerne var som hidtil universitetets professorer. I 1667 blev det påbudt, at censors godkendelse skulle trykkes foran i bogen. Nogle år senere, i 1681, fik bogtrykkerne besked om, at de skulle lade alle udgivelser censurere. I Danske Lov, der kom i 1683, indførtes desuden en bestemmelse om, at politiske udgivelser skulle behandles af særligt udpegede censorer, og det blev gjort klart, at personer, der udgav skrifter mod 'Kongens Højhed', skulle straffes hårdt, og skrifterne selv skulle brændes. Men mængden af bogudgivelser voksede voldsomt i løbet af 1600-tallet, og selv om det enevældige styre demonstrerede en stærk vilje til at håndhæve den skrappe censurlovgivning i praksis, har det givetvis været vanskeligt at leve op til bestemmelsen om, at alting skulle kontrolleres inden trykning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Skovgaard-Petersen, Peter Zeeberg: Centralisering og censur i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 13. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476457