Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mellem middelalder og moderne tid

Oprindelige forfattere KS-P og PZee

1500- og 1600-tallet kan betragtes som én sammenhængende periode, der udgør den lange overgang mellem middelalder og moderne tid. For det, som man i gængs tale kalder renæssancen, er ikke et radikalt brud, men en langstrakt forandringsproces. Når det i mange henseender uskarpe skel her ikke drages ved Reformationens indførelse i 1536, men ved det neutrale 1500, beror det på flere forhold. Reformationen må i mangt og meget ses i sammenhæng med den langt bredere humanistiske bevægelse, der udvikledes i Italien i 1400-tallet, og som gør sig gældende på dansk grund allerede før Reformationen, om end kun sporadisk. Dertil kommer, at bogtrykkerkunsten og dermed den trykte bog – som spiller en afgørende rolle for humanismen og senere for reformatorerne – vinder indpas i Danmark omkring 1500.

Litterært set er tidsrummet som helhed tosproget, men sådan, at latinen er dominerende i 1500-tallet, mens den dansksprogede litteratur i 1600-tallet får stadigt større udbredelse og betydning, til dels på bekostning af latinen. Valget af sprog afhang af emne og publikum. Men det er væsentligt at slå fast, at det højere uddannelsessystem gennem hele perioden var latinsproget, og at latin inden for det lærde miljø var det primære skriftsprog. De højtuddannede var skolede i at formulere sig på et nuanceret og stilsikkert latin på et niveau, som dansk først efterhånden nåede.

Geografisk omfattede Danmark – i betydningen den danske konges riger – et stort område, der indbefattede Skånelandene (indtil 1658), Norge, Island, Slesvig-Holsten osv. Når fremstillingen i det følgende kun omfatter litteraturen i det nuværende Danmark og Skånelandene, er det således en bevidst begrænsning af stoffet: Fx orienterede det frodige litterære miljø i Oslo i slutningen af 1500-tallet – de såkaldte Oslohumanister – sig i lige så høj grad mod København som de samtidige digtere og historikere i Ribe. Men kun de sidste vil blive behandlet her.

Annonce

 Et bogtrykkeri; kobberstik fra 1619. I baggrunden bliver teksten skrevet, kontrolleret og sat. De løse typer bliver spændt op i rammer, som i mellemgrunden bliver brugt til selve trykningen i store presser. I forgrunden ligger de færdige ark i store bunker – som en illustration af den egentlige revolution i trykkekunsten: Hermed blev en tekst tilgængelig i store oplag af principielt ens eksemplarer.

Et bogtrykkeri; kobberstik fra 1619. I baggrunden bliver teksten skrevet, kontrolleret og sat. De løse typer bliver spændt op i rammer, som i mellemgrunden bliver brugt til selve trykningen i store presser. I forgrunden ligger de færdige ark i store bunker – som en illustration af den egentlige revolution i trykkekunsten: Hermed blev en tekst tilgængelig i store oplag af principielt ens eksemplarer.

Behandlinger af middelalderens litteratur omfatter naturligt hele skriftkulturen. Men fra 1500-tallet og frem – i kølvandet på trykkekunstens gennembrud – vokser materialet så voldsomt, at det bliver nødvendigt at indskrænke litteraturbegrebet. Ikke alene bliver der produceret mere, det skrevne er også i større omfang bevaret. I det følgende vil fremstillingen derfor ikke behandle videnskabelige tekster. Til gengæld medtages stadig såkaldt kunstprosa som fx historieskrivning og essayistik.

Uden for den latinsprogede akademiske verden var der i hele perioden et marked for både opbyggelige skrifter og folkelige fortællinger på dansk. Det gælder især i byerne, hvor købmænd, embedsmænd og andre havde brug for at læse og skrive modersmålet (og ofte tysk) i deres arbejde. Men med Reformationen og dens krav om, at alle skulle have adgang til det hellige ord, voksede en egentlig læseundervisning for den brede befolkning frem. I begyndelsen var læsning i vores forstand ikke det centrale, det var udenadslære af katekismen, det handlede om, men gradvis udviklede det sig til egentlig læseundervisning.

Hvor mange der fik undervisning, og hvor mange af dem, der faktisk lærte at læse, er det ikke muligt at afgøre. Men i 1600-tallet var det selv på landet ikke kun præsten og degnen, der kunne læse. Og bare én i en husstand kunne det, så havde adskilligt flere adgang til bøgernes verden gennem højtlæsning, genfortælling osv. I byerne nåede man formodentlig inden 1700 op på, at et flertal af den mandlige befolkning kunne læse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Skovgaard-Petersen, Peter Zeeberg: Mellem middelalder og moderne tid i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476459