Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Westhovius og Aquilonius

Oprindelige forfattere KS-P og PZee

En række markante latindigtere skrev i første halvdel af 1600-tallet. Den ældste af dem, Willichius Westhovius (Willich Westhoff, 1577-ca. 1647), tog i flere henseender tråden op fra den tidligere generation. Han stammede fra hertugdømmet Holsten, men endte med at slå sig ned i kongeriget, hvor han først var rektor ved Herlufsholm Skole 1604-08 og siden helligede sig sin omfattende litterære virksomhed. Samtidig lykkedes det ham at blive adlet som pfalzgreve af den tyske kejser i 1613 som belønning for en samling emblemer. I kraft af denne æresbevisning fik han også adelige rettigheder i Danmark.

Fra Herlufsholm-tiden stammer en lille digtsamling, Poematum pars prima (Digte, første del) trykt i Leipzig 1607, bestående af udpræget klassicerende genrer, nemlig hyrdedigte, oder, elegier samt en stribe digte skrevet i det lette metrum hendecasyllabere, der især kendes fra Catuls digtning. Mange af digtene er versbreve, henvendt til bestemte personer, danske akademikere, adelige – bl.a. en del medlemmer af rigsrådet – og endda kongelige. Hele værket er dediceret til Christian 4.

Samlingen som helhed kan – som Sadolins og Frandsens ungdomssamlinger fra 1550'erne – læses som Westhovius' forsøg på at præsentere sig selv gennem sine relationer til både venner og højerestående. Og ligesom Sadolin og Frandsen sørger Westhovius også for, at der blandt alle de navngivne mandlige adressater optræder en enkelt kvindelig, digterens elskede, Charimela.

Annonce

Westhovius, den indvandrede holstener, så sin digtning i traditionen fra den ældre generation af danske latindigtere. Han præsenterer sine digte som versificeret historieskrivning med udtrykkelig henvisning til forgængeren Erasmus Lætus. Og når han minder Christian 4. om, at Lætus var blevet overordentligt godt betalt som hofdigter, er meningen også umisforståelig.

I 1640 udsendte han en revideret udgave af sine Emblemata, denne gang dediceret til Christian 4. Emblemet er en udpræget renæssancegenre, som ikke har noget direkte forlæg hos de klassiske digtere. Det bestod af tre dele: et motto, et billede og et epigram, der tilsammen udtrykte en abstrakt regel, ofte af moralsk og religiøs art. „Af sten henter menneskene visdom“, er således mottoet for et lille digt om to tragiske kvindeskæbner, den antikke sagnfigur Niobe, som guderne lod forvandle til en sten som straf for hendes hovmod, og Lots hustru, som i Det Gamle Testamente blev til en saltstøtte, da hun ikke kunne lade være med at trodse Guds befaling og så tilbage mod Sodoma og Gomorra. Westhovius drager denne morale: „Således lærer nu salt og klipper på jorden os men'sker /at vise gudernes flok ære med reneste sind.“

Det lille digt illustrerer den ubesværede forening af hedensk og bibelsk lærdom, der præger tidens latinlitteratur, og som godt kan overraske en moderne læser: Niobe og Lots hustru gjorde sig skyldige i samme synd og modtog samme guddommelige straf. Og de antikke guder indtager deres plads i en kristen sammenhæng.

Westhovius' elev fra Herlufsholm og senere gode ven, præsten Bertel Knudsen Aquilonius (1588-1650), var en anden af periodens flittige latinskribenter. Et hovedværk er Q. Horatii Manes (Horats' sjæl, 1615), en samling 'parodier' på alle Horats' fire bøger med oder. For hvert digt af Horats skriver Aquilonius et eller flere nye, der sprogligt er nøje kalkeret over originalen, men med nyt indhold. Ofte flytter han bare Horats til Danmark og gør Latium til Sjælland og Augustus til Christian 4. Men ikke sjældent bliver Aquilonius' versioner til moddigte, der svarer på Horats eller direkte vender ham på hovedet, som når den skinsyge ode 1.13 bliver til en lykkelig kærlighedserklæring til den elskede Lilia med elfenbensfingrene og de snehvide arme. I visse tilfælde vendes en tanke flere gange i flere på hinanden følgende parodier. Metoden er ikke ulig, hvad vi kender fra den dansksprogede digtning, hvor Hans Christensen Sthen bygger sine kristne sange over samtidens kærlighedsviser.

Blandt Aquilonius' kendteste prosaværker er den cicerorianske dialog Ad poeticam Danicam Deductio (Indføring i den danske poesi, 1641), hvori han argumenterer for en ny dansk metrik efter antikkens regler. Karakteristisk for tiden er også hans brevsamling, Epistolarum selectarum centuriæ qvinque (Fem hundrede udvalgte breve, 1623). Trykte samlinger af breve, skrevet af samme forfatter, var en populær genre i denne periode – enten det nu var forfatteren selv, der besørgede udgivelsen, som i Aquilonius' tilfælde, eller elever og venner stod for det efter forfatterens død.

Stilen var et hovedanliggende for Aquilonius, og her tilhører han avantgarden. Han lægger sig op ad den samtidige nederlandske humanist Justus Lipsius' stramme og fyndige skrivemåde, fuld af prægnante formuleringer. Samlingen indledes med et essay 'De stilo' (om stilen), og ledsages af to småskrifter, hvor udvalgte, markant formulerede passager fra brevene er samlet, som man gjorde det med oldtidens store forfattere – et ambitionsniveau, der givetvis har passet Aquilonius godt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Skovgaard-Petersen, Peter Zeeberg: Westhovius og Aquilonius i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476534