Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

At forme sproget sirligen

Oprindelig forfatter VAPed

Trods deres titler rummede Judichærs værker mere end en blot og bar prosodi. Ikke blot var rytmiske formkrav vigtige, også sammensætningen af ord betød overordentlig meget. Judichær, som var en stor fortaler for brugen af danske udtryk, advarede mod råt at overtage græske eller latinske fraser og metaforer. De skulle bearbejdes til dansk mentalitet og sprogbrug, inden de kunne overføres. Som eksempel nævner han udtrykket „Revocare aliquid in memoriam“. En ord-til-ord oversættelse ville lyde „At tilbagekalde noget til Ihukommelsen“. Men det var latterligt, mente Judichær. Den „rette Danske Phrasis (…) er dendne: At ihukomme noget: Eller, At erindre sig om noget: Eller, noget at rinde udi Hue, &c.“

Den næsten overdrevne ordglæde, som karakteriserer stort set alle det sene 1600-tals digtere, fik frit løb allerede i 1650, da Judichær som eksempler på epiteter (pyntelige ord) til bjerg anfører næsten en halv side, heraf en del sammensatte, fx: suur-seende, himmel-stødende, skyholdende, buctefulde, Iißgraa.

Han giver også digterne valget mellem sytten betegnelser for nordenvinden: Skydriver, Klippestormer, Havtumler osv. Poeten skal derudover bruge:

Annonce

ocsaa skiønne og siirlige epitheta eller tillægs eigentskabs ord [tilføjede ord om egenskaber], som kand enten dend materia [emne], eller de Ord, ligesom beskriffve, oc forklare (…) end som i deris [poeternes] almindelige Tale ellers indfalder. Thi naar saadanne epitheta blifve rættelig brugte, da giffve de Vers, eller Riim, en synderlig Siirat [prydelse], oc ere ligesom en Ædelsteen i en Ring.

Judichær søgte altså efter bedste evne at bibringe digterne redskaber, som de kunne anvende til at forskønne deres digterværker med.

Hvis man skal bestemme, hvilket stilleje en tekst er skrevet i, kan man gå til præsten og digteren Laurids Olufsen Koks introduktion for udlændinge, Introductio ad lingvam Danicam (Introduktion til det danske sprog), der stammer fra o. 1660. Laurids Koks sidste kapitel om interjektionerne (udråbsordene), er ganske interessant.

Her optræder følgende kategorier: admirantis (beundrende), approbantis (bifaldende), comminantis (truende), dolentis (lidende), metuentis (frygtsomt), indignantis (indigneret, forarget), gavdentis (glad), irridentis (spottende), lacrimantis (tårepersende), blandientis (smigrende), exclamantis (udråbende), vocantis diversimodè (diverse), fastidiendis (afskyende), silentii (tyssende). En oversigt som denne er i øvrigt også standard i tidens parlørtradition.

De danske ord, der anføres under de enkelte kategorier som eksempler, lader ikke taleboblerne i moderne tegneserier noget efter. Fx angives under irridentis: „Hii, Titit, Ho Ho, Pipip, Ha Ha, Err, Tridtz, Hitz“ eller under lacrimantis: „Hu Hu, Hy Hy Hy, Hei, oho, ovak, Iodut“. Nogle af disse udtryk har en lang tradition bag sig. I sin visitatsbog fra 1540'erne refererer Peder Palladius, hvad en beligget pige kan finde på at sige, når hun vil have sin kæreste tilbage, selv om han skal giftes med en anden: „alt haffuer du loffuet at du schalt end lenger bole med mig, ty hy hye, saa tuder hun, oc vil forhindre ecteskab den skarns hud“ [du har endda lovet, at du vil blive ved med at bole med mig, ty hy hye, og så tuder hun og vil forhindre ægteskab, den skarnshud].

Selv om man ikke kan tale om en litterær offentlighed i 1600-tallet, er det alligevel forbløffende, så lidt teoretikerne både metrisk og grammatisk udnytter hinandens erfaringer, og hvor lidt de 'store' digtere forholder sig reflekterende til teoretikerne. Lige så påfaldende er det, at de mange sjællandske præster og provster, som udgjorde grundstammen i teoretikernes kreds, tilsyneladende ikke fandt sammen for mundtligt at diskutere deres ideer.

Et par af teoretikerne kendte dog hinanden og udvekslede breve, hvoraf en del er gået tabt. Hans Mikkelsen Ravn og Peder Syv var formentlig gode venner, skrev lidt sammen og havde i alt fald fælles bekendte, idet de begge nød godt af adelsdamen Anne Gøyes omfattende privatbibliotek.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: At forme sproget sirligen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476503