Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Astree Sjunge-Chor - Søren Terkelsen

Oprindelig forfatter BjSa

Søren Terkelsen (d. 1661) var ikke selv digter, men oversætter og litterær agent – og den første, som prøvede at gøre disse hverv til et levebrød, bl.a. arbejdede han på en større salmebogsudgivelse. Hans liv var omskifteligt. Han begyndte som skriver; avancerede til sekretær for Christian 4. og siden til toldembedsmand i Glückstadt. Da Elbtolden i 1645 blev nedlagt, forsøgte han sig med litteraturen.

Fra tiden i Holsten havde Terkelsen kontakter til tyske litterære kredse, og her har han sandsynligvis fået impulsen til at oversætte d'Urfés roman. Projektet strandede dog allerede efter udsendelsen af 1. bind (der 1645-48 kom i 12 hæfter) på grund af dårligt salg. Terkelsen prøvede så i stedet at udgive en samling hyrdeviser af den type, der indgik i d'Urfés tekst. Han havde oprindeligt ikke kunnet tilvejebringe de franske melodier og måttet klare sig med tilsvarende tyske. I viseudgaven valgte han at bruge de tyske tekster, der oprindeligt hørte til melodierne, men fortsat at antyde en tilknytning til d'Urfé ved at markedsføre samlingen under titlen Astree Sjunge-Chor. Denne udgivelse blev en så stor succes, at den blev fulgt op af nye udvalg; i alt blev det til tre samlinger med tilsammen 60 viser (1648-54). Hovedparten er oversættelser af to tyske digtere, Johann Rist og Gabriel Voigtländer. Som de tidlige hyrderomaners persongalleri spændte fra dydige hyrder til lystne satyrer, repræsenterer disse to digtere hver sin pol i erotikkens spektrum.

Johann Rist (1607-67), der var præst, digtede ved siden af hyrdedigte også salmer. Han var en central figur i tidens digtning, medlem af litterære akademier og forbillede for flere danske digtere. Gabriel Voigtländer (ca. 1596-1643) var en synftig og folkelig skikkelse, som kun udsendte én visesamling, Allerhand Oden vnnd Lieder (1642). Han var musiker og tjente i en periode som trompeter ved prins Christians hof, der havde ry for at være groft og depraveret.

Annonce

 Illustration til første bog i Søren Terkelsens Astree Sjungechoor. En pastoral scene i et arkadisk landskab, hvor en knibsk hyrdinde afviser sin ydmygt knælende tilbeder. De elegante dragter og baggrundens fornemme slotsarkitektur angiver hyrdedigtningens samhørighed med et aristokratisk miljø.

Illustration til første bog i Søren Terkelsens Astree Sjungechoor. En pastoral scene i et arkadisk landskab, hvor en knibsk hyrdinde afviser sin ydmygt knælende tilbeder. De elegante dragter og baggrundens fornemme slotsarkitektur angiver hyrdedigtningens samhørighed med et aristokratisk miljø.

Rist digter i en smægtende platonisk stil, hvor den forsmåede elsker fremstiller dyden som en fælde, der holder ham fast i en på én gang pinefuld og henrykkende vellyst. I Terkelsens oversættelse lyder det sådan:

Troe mig, O min søde Mund,
Hvad din Hyrde sværer [sværger]:
Dyden er hans Elskoffs Grund [årsag],
At hand dig begierer:
Dyden, som giør ædel dig,
Har j dette Aag ført mig,
At jeg udi Liffve
Din vil stedse bliffve.

For Voigtländer derimod er dyden blot et skalkeskjul, som en forfører straks gennemskuer og overvinder. I visen „Det er faerligt, naar Piger ere for Næsevise“ beretter han skælmsk om hyrden Koridon, der med sit fløjtespil distraherer den forbisejlende hyrdinde Fillis, så hun støder på grund og dermed bringer sig i mandens vold. Fremstillingens force er dens intimiderende tvetydighed, der hos læseren kalder på et indforstået smørret grin. Hvor Koridon fx går ud i vandet for at redde Fillis, skildres situationen således:

 Bryllupslyrikken hos Søren Terkelsen, Anders Bording m.fl. har et akkompagnement i samtidens tyske og danske medaljekunst. Midt i 1600-tallet skabte flere kunstnere såkaldte bryllupsmedaljer med allegoriske fremstillinger. Denne variant er særlig livfuld i sit barokke billedsprog: forsidens kærlige leg, hvor den udkårne har taget sin kavallers hat på hovedet, og bagsidens slagsmål, hvor hund og kat slås på bordet. På latin står hhv.: „Vi holdes oppe af enighed“ og „Vi går under i uenighed“. Den tyske medaljør Sebastian Dadler arbejdede for forskellige fyrster, bl.a. Frederik 3. af Danmark.

Bryllupslyrikken hos Søren Terkelsen, Anders Bording m.fl. har et akkompagnement i samtidens tyske og danske medaljekunst. Midt i 1600-tallet skabte flere kunstnere såkaldte bryllupsmedaljer med allegoriske fremstillinger. Denne variant er særlig livfuld i sit barokke billedsprog: forsidens kærlige leg, hvor den udkårne har taget sin kavallers hat på hovedet, og bagsidens slagsmål, hvor hund og kat slås på bordet. På latin står hhv.: „Vi holdes oppe af enighed“ og „Vi går under i uenighed“. Den tyske medaljør Sebastian Dadler arbejdede for forskellige fyrster, bl.a. Frederik 3. af Danmark.

Koridon, vild' icke komme,
før hand stack sin Pib' [fløjte] i Lumme;
da opskiørtede [opkiltede] hand sig:
Giennem Vandet hand saa trængte,
men at Piben ude hængte,
det vaar vel it artigt Svig.

Fillis sagde: Denne Fløyte volder,
at ieg och min Skøyte [lille båd]
ere komme udi Vaand [nød].

Fillis' modstand er hurtigt brudt. Efter en beskrivelse af, hvordan båden vugger op og ned, og hvordan Koridon støder sin stav i dybet og konstaterer, at bunden er blød, kapitulerer hun på nåde og unåde. Digtet munder på skrømt ud i en morale, som advarer piger mod at danse efter mænds fløjte. Denne moralske indpakning lægger med sit gennemsigtige maskespil op til en drillende tvetydighed, der var med til at skaffe Astree Sjunge-Chor stor popularitet. Ikke mindst sangenes melodier vandt stor yndest, og de blev igen og igen anvendt til både verdslige og åndelige sange.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Sandstrøm: Astree Sjunge-Chor - Søren Terkelsen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 7. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476511