Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hyrdedigtning og lejlighedsdigtning

Oprindelig forfatter BjSa

I 1600-tallets midte dukker der i den dansksprogede litteratur et nyt tema frem, som europæisk digtning siden renæssancen havde forvaltet i en række genrer. Her tales om hyrdedigtningen, som vi allerede har mødt i den hjemlige latindigtning små 100 år tidligere. Men hvor hyrdedigtet i latindigtningen beskæftigede sig med politiske og filosofiske, ofte aktuelle emner, er den dansksprogede hyrdedigtning en slags verdslig andagtslitteratur, som gør erotisk kærlighed til genstand for meditativ betragtning og dermed gør hyrdedigtningen til en erotisk genre. Fra antikken kendes genren i sin ældste „naive“ form fra den alexandrinske periode o. 200 f.Kr., hvor grækeren Theokrit på Sicilien skrev sine såkaldte idyller, varme hverdagsrealistiske skildringer af hyrders enkle liv i naturen. Senere fik det en klassisk stilisering i Vergils Bucolica (o. 40 f.Kr.), der iscenesatte hyrdelivet som en nostalgisk drøm om en arkadisk lyksalighed for civilisationstrætte mennesker.

Som renæssancen i overordnet forstand reflekterede antikkens kultur, lod den i konkret forstand hyrdedigtenes motivverden reflektere i genrer som drama og roman, hvorved digtenes lyriske inderverden blev udfoldet i episke og dramatiske forløb. Her blev det kvantespring taget, der i et århundrede gjorde den pastorale poesi til den mest populære form for fiktionsdigtning i europæisk litteratur. De træk fra et naturligt hyrdeliv hos Theokrit, der af Vergil blev psykologisk stiliseret, blev i renæssancen forvandlet til en skabelon, der sammensmelter naturbegrebets to facetter, en ydre landskabelig natur og en indre følelsesverden. Inden for denne dobbelte ramme færdes hyrder og hyrdinder ad kærlighedens veje og vildveje blandt mytologiske væsner i et univers på grænsen mellem drøm og virkelighed. Denne verden kender et moderne publikum vel bedst fra Shakespeares En skærsommernatsdrøm. Renæssancens kunstneriske greb gjorde det muligt for genren at neutralisere de sociale faktorer, der i det virkelige liv regulerede ægteskabsstiftelser.

Renæssancens hyrdedigtning blev i Italien udviklet i en eventyrlig og fabulerende form og spredtes herfra ud over Europa. Med franskmanden Honoré d'Urfés roman L'Astrée gik den ind i en mere analytisk fase. I dette omfangsrige værk på omkring 5000 sider, hvis udgivelse spændte fra 1607 til 1624, er det fra episode til episode muligt at følge lidenskabens udviklingsfaser, fra dens frygtsomme, spæde fødsel over hengivelse, jalousi, rænkespil og hævn, mens handlingen sideløbende kommenteres i åndfulde samtaler om kærlighedens væsen. Romanen, der vandt en uhyre udbredelse, blev læst som håndbog i erotisk etikette og kom til at fungere som manual for selskabelige rollespil. Hyrdeuniverset blev forståelsesramme og norm for såvel følelses- som selskabslivet.

Annonce

I dansk litteratur møder vi første gang hyrdetemaet i metrikeren Peder Jensen Roskildes oversættelse af Vergils Bucolica (1639). Bording tager (som senere omtalt) genren op i dens nye form. Kingo bruger formen i et par personlige kærlighedsdigte. I senbarokken dyrkes genren af Willum Worm. Så sent som hos Tullin møder man en pastoral iscenesættelse af naturskildringer og ømme betroelser i lyrisk form. Mere end nogen anden er genren dog i Danmark knyttet til Søren Terkelsens navn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Sandstrøm: Hyrdedigtning og lejlighedsdigtning i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476510