Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hæltinners Pryd - et gynæceum

Oprindelig forfatter VAPed

Da Leonora Christinas fængselsophold i 1671 blev lettet, og hun kunne købe bøger, samlede og skrev hun som nævnt Hæltinners Pryd (1671-84), samtidig med at en af hendes trofaste venner og beundrere, Otto Sperling d. yngre (1634-1715), også var i gang med at skrive et stort værk om kvinder. I fængslet besøgte han både sin fader, lægen Otto Sperling d. ældre, og Leonora, som han forsynede med kilder til værket.

Sådanne kvindeskildringer tilhører en særlig genre, de såkaldte gynæceer. Egentlig betyder gynæceum kvindekammer, men i renæssancen bliver betegnelsen brugt om kataloger over kvinder, der har gjort sig specielt bemærkede intellektuelt eller kunstnerisk, fx ved at skrive bøger. De første gynæceer er skrevet på latin, bl.a. havde Dekamerons forfatter Boccaccio (1313-75) skrevet De virtutibus et vitiis feminarum (Om kvinders dyder og laster). Efterhånden kom de også på folkesprogene. I dag er de vigtige kilder til kvinders bedrifter og værker, der ellers er gået i glemmebogen. Også i Norden, især i Danmark, opstod der gynæceer af forskellig slags. Digteren Anders Bording skrev kort før 1650 Scutum Gynæcosophias eller lærde Kvinders Forsvar, der dog holder sig mere på det generelle end det biografiske plan.

Otto Sperlings gynæceum handler om 1.399 lærde kvinder og er altså langt mere omfattende. Til gengæld er hans biografier, delvis på grund af deres korthed, mere kedelige end Leonoras. To store, håndskrevne bind fylder de. Det kan være, at Sperlings værk blandt andet blev så omfangsrigt, fordi han mente, at kendskab til græsk og/eller latin ikke var det eneste kriterium, man kunne anlægge for at bestemme, om en kvinde var lærd. Det kunne fx være nok, at hun havde skrevet et godt digt på sit modersmål. Den opblødning af begrebet kan meget vel ses som et led i samtidens forsøg på at højne digtning på det danske sprog på bekostning af kendskab til de 'døde' sprog, græsk og latin.

Annonce

Trods det historiske indhold var Leonora Christinas heltindehistorier langt mere en litterær end en historisk bedrift, idet hun ud fra få kilder og med et suverænt forhold til historiske kendsgerninger fik beskrevet en lang række mere eller mindre historiske kvindeskikkelser, sammenlignet to og to, en metode, hun måske har ladet sig inspirere til af den græske filosof og polyhistor Plutarch (ca. 45-120 e.Kr.), der skrev levnedsbeskrivelser, hvor han parvis sammenlignede en græker og en romer. Leonora henter sine kvinder fra Bibelen, oldtidshistorien og samtidshistorien og skriver fx om Margrete 1. af Danmark-Norge-Sverige, Elisabeth 1. af England og Semiramis af Assyrien.

Egentlig ville Leonora have skrevet „om alleslags Roosværdige Quindis Personer“, men hun begrænsede sig og skrev om de stridbare eller tapre, de trofaste og kyske og de udholdende. I dag har vi kun bevaret biografierne, eller snarere fortællingerne, om de stridbare, lidt over en snes stykker. Fælles for kvinderne er, at de i vid udstrækning deler egenskaber med det selvbillede, som deres forfatter gerne vil give i Jammers Minde: de er stolte, kloge, modige, fattede og ofte også ganske velformulerede.

Igennem hele værket argumenterer hun for kvinders ligeværd med mændene, men priser samtidig deres loyalitet mod deres (ægte)mænd, også hvis andre hensyn derved tilsidesættes. Leonora Christinas syn på kvinder er således på én gang meget moderne og meget gammeldags. Hun mener, at en kvinde kan tænke og handle lige så godt som – eller endog bedre end – en mand. Det er ikke det ydre køn, men de indre egenskaber, der tæller:

Gud haffuer endoc Pryded det Quindelige Kiøn med Keckmodigheds oc Dapperheds Smycke; haffuer endoc begaffuet en part med Legemets, saa wel som med Siælens styrcke; oc icke mindre sin rundhed i ded fald imod dennem beteet som i mod Beesterne [dyrene]: (…) Mangen Quinde haffuer større styrcke end som mangen Mand, Mangen Quinde haffuer oc wel saa Keckt ed mod som Mangen Mand; (…) men offte suare Quinder til Helters Naffn i Gierningen, oc bere dog ickun Quinders Naffn: Houroffte seer man quindactige Hierter i Mands Legemer, oc der imod igien mandelige Kræffter i suage Karr: Ded er Vbilligt [urimeligt], att man maaler Gierningen effter Persohnen, oc skatter icke Persohnen effter Gierningen. (fortalen).

Et inspirationsværk kan have været Madeleine de Scudérys Les Femmes Illustres, ou Les Harangues Héroiques (Berømte kvinder eller heroiske taler, udgivet 1662-64) og Pierre le Moynes La Gallerie des Femmes Fortes (Dygtige kvinders (portræt)galleri, 1647). Det er altså forholdsvis nye værker, Leonora Christina har haft mulighed for at benytte, et vidnesbyrd om hendes iver efter både at tilegne sig nye kundskaber og få tiden i fængslet til at gå med noget nyttigt og interessant. Hendes heltindehistorier er dog ikke så spændende læsning som hendes selvbiografier, tynget som heltindehistorierne er af ofte meget bastante vurderinger. Hendes sprog er langt friere, når hun skildrer hverdagsbegivenheder i fængslet. Og når Leonora skriver om sig selv, overlader hendes bevidste beskedenhed meget mere til læserens egne vurderinger og tænkeevne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Hæltinners Pryd - et gynæceum i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476529