Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den første moderne selvbiografi - Leonora Christina

Oprindelig forfatter VAPed

1600-tallets mest berømte danske forfatterinde, Leonora Christina Ulfeldt (1621-98), opfattede slet ikke sig selv som forfatter. Det havde hun på sin vis god grund til, for hun var datter af ingen ringere end Christian 4. og den danske adelsdame Kirsten Munk. Kirsten var god nok til at varme kongens seng og føde ham en række børn, men officiel dronning blev hun aldrig, selv om hendes mor, den magtfulde Ellen Marsvin, nok havde regnet med det, da hun overlod sin dengang purunge datter til kongen. Kirstens syv børn med kongen blev derfor heller ikke officielt regnet for helt så meget som de tre dronningefødte: den udvalgte prins Christian, den senere Frederik 3. og hertug Ulrik. Leonora Christina hævder imidlertid flere steder, at hun er kongens yndlingsbarn; og hun bærer da også hans navn i sit.

Femten år gammel blev hun 1636 gift med den dobbelt så gamle rigsråd, den senere rigshofmester Corfitz Ulfeldt. De havde været forlovet, siden hun var ni år. I hendes øjne var han, trods sin halten, den fuldendte verdensmand og den fuldendte adelsmand, og hun omfattede ham livet igennem med en enestående ømhed og trofasthed. Leonora Christina fødte i årene 1637-51 mindst ti børn, hvoraf de syv overlevede barnealderen. Samtidige vurderinger af Ulfeldt viser en mand med udpræget politisk tæft, som dog indimellem slog over i noget, der nærmede sig vanvid. I de første år af ægteskabet fik parret stadig mere politisk og kulturel indflydelse. 1643 blev Ulfeldt rigshofmester, dvs. en slags kombineret stats- og finansminister med meget udstrakte beføjelser. Selv om deres parti var arrangeret – som langt de fleste på den tid – så tog Leonora ægteskabet og den medfølgende skæbne på sig langt ud over, hvad man i dag ville forvente. Resten af sit liv var hun rede til at forsvare ægtemanden trods anklager for at have taget af kassen og for landsforræderi. Denne troskab skulle blive hendes skæbne.

 Leonora Christina, datter af Christian 4. og Kirsten Munk, bærer som tegn på sin værdighed en fiks lille sort fløjlshat, som hun fortalte, at kun kongens døtre havde ret til. Maleri fra 1647 af Gerrit van Honthorst.

Leonora Christina, datter af Christian 4. og Kirsten Munk, bærer som tegn på sin værdighed en fiks lille sort fløjlshat, som hun fortalte, at kun kongens døtre havde ret til. Maleri fra 1647 af Gerrit van Honthorst.

Leonora Christina var vokset op hos mormoderen Ellen Marsvin på Dalum Kloster, hos kongens niece Sophie Hedvig i Friesland og på Frederiksborg Slot. Hun modtog en bred uddannelse inden for tegning, maling, broderi, musik og sprog og påstod siden selv, at hun var overordentlig lærenem og fx kunne lære en salme udenad, samtidig med at hun læste en anden tekst eller sad og broderede eller fulgte med i en samtale, gerne på et fremmedsprog.

Annonce

Da halvbroderen Frederik 3. blev konge efter Christian 4.s død i 1648, opstod et magtpolitisk tomrum, dels på grund af adelens taktiske manøvrer, dels fordi Frederik kun havde haft et års tid til at forberede sig til kongegerningen. Hans ældre bror Christian, 'den udvalgte prins Christian', der var udset til at blive konge, var nemlig død i 1647. Med Ulfeldt i spidsen tvang adelen Frederik 3. til at underskrive den strengeste håndfæstning, der hidtil var set. Man talte ligefrem om 'svogerpartiet', som bestod af de adelsmænd, der var gift med Christian 4.s mere eller mindre ægtefødte døtre, og som var klar over, hvem de skyldte deres høje placering.

I 1651 måtte ægteparret Ulfeldt flygte til Sverige fra deres store københavnske gård på Gråbrødretorv, da Frederik 3. ville have undersøgt rigshofmesterens regnskaber. I 1650'erne kunne man derfor ganske risikofrit spøge med Ulfeldternes tidligere magt. Fra 1655 stammer en anonym, ondskabsfuld og meget morsom satire over Ulfeldtkredsen, „Fru Kirsten Munks Ballet“. Balletten har helvede som scene. Ellen Marsvin optræder ledsaget af to djævle, som holder hende ved armen, „saa det vaar at agte, at hun havde temmelig respekt i Helvede“. Om Kirsten Munk hed det, at hun dansede ud efter en herligt skinnende guldkrone. Men hver gang hun ville træde på kronen, blev hun stukket mellem benene af en lille djævel. 'Leonora' var en udklædt narrekonge i spraglet kjortel. Den plettede dragt symboliserede i 1600-tallet ligpletter, et udtryk for, at det onde kom indefra. Corfitz Ulfeldt blev fremstillet som månekejser, den onde negation af den guddommelige (sol)kon-ge.

Efter en proces i Sverige i 1659, der endte med, at Ulfeldt blev dømt til døden, men ikke fik forkyndt dommen, fordi han var alvorligt syg, flygtede parret tilbage til Danmark, blev pågrebet og indsat som statsfanger på Hammershus på Bornholm i 1660. Herfra forsøgte de forgæves at flygte, og 1661 løskøbte de sig på hårde betingelser, bl.a. skulle de leve under noget, der mindede om husarrest, på Leonoras mormoders, Ellen Marsvins, gods Ellensborg (nu Holckenhavn) på Fyn. 1662 fik de tilladelse til at foretage en kurrejse til Holland. De benyttede sig af lejligheden til reelt at flygte, og det hed sig, at Ulfeldt skulle have tilbudt kurfyrsten af Brandenburg den danske krone. Da Leonora 1663 rejste til England for at få en stor sum penge tilbage, som den engelske konge Charles 2. skyldte dem, blev hun arresteret i Dover og ført som fange til København og indsat i Blåtårn, hvor hun sad i toogtyve år. Den landflygtige Ulfeldt døde 1664 i en båd på Rhinen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Den første moderne selvbiografi - Leonora Christina i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476527