Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skrevet på længsler - klafferviser og skilsmisseviser

Oprindelig forfatter VAPed

I denne mængde af kærlighedsviser, der stammer fra adelsvisehåndskrifterne, er det den ulykkelige kærlighed, der dominerer. De handler om den, man har mistet, ikke får eller drømmer om. I den franske høviske digtning, som adelsviserne kan betragtes som en udløber af, udgør mændene flertallet af afsendere; i den danske viseskat er kvinderne langt bedre repræsenterede som lyrisk jeg. Det hænger måske sammen med, at størstedelen af de visebøger, vi har overleveret, har haft kvindelige ejere.

Den kærlighed, som viserne skildrer, er ofte truet af en tredjepart. Ikke en person, der selv vil have den ene part, men et væsen, der drives af endnu mindre ædle motiver. For ødelæggeren par excellence er den såkaldte klaffer, dvs. bagtaleren, der går og bagtaler de elskende for hinanden, når de på grund af ydre forhold ikke kan være sammen:

De rakte hver anden deres hvide hånd,
de lovet hver anden da så,
at ville der nogen vaske og føre [snakke, sladre og berette eller anklage],
den ville de ingenledes tro („Bejleren“, DV 79)

En anden karakteristisk gruppe af viser kunne man kalde skilsmisseviser. Ikke skilsmisse i moderne forstand, hvor skilsmissen er noget, der indtræffer efter års ægteskab, men skilsmisse i betydningen de elskendes adskillelse. „Skilsmis, du est en wnderlig gest“ begynder en af viserne ligefrem (DV 218). Disse viser kredser om fraværet af den elskede og frygten for at miste hende eller ham. Men er adskillelsen smertefuld, så er smerten ved den samtidig ofte nydelsesfuld.

Annonce

Når der ikke er tale om originalitet eller psykologisk dybde, hvad er det så, der har gjort viserne så populære, at mange af dem findes i flere versioner, ofte med fri udskiftning af mandligt med kvindeligt 'jeg'? Det kan faktisk være deres evindelige kredsen om den uopnåelige elskede, som det er så svært at få mulighed for at være sammen med. Nogle af digtene har tilsyneladende netop været (hemmelige) kærligheds-gaver til den elskede, et pant på selve kærligheden og dens umulighed. I det håndskrift, der kaldes Langebeks kvart (1560-96), og som har været ejet af Karen Gyldenstjerne (1544-1613), kan vi se, at der har været digtet viser til netop hende, så det har ikke altid været hemmelighedsfuldheden, der har været det afgørende. Det samme gælder de skillingstryk, der både på forsiden og ved akrostikon henviser til bestemte kvinder.

 Så grum kan 'klafferen' eller bagtaleren fremstå billedligt. Læg især mærke til hendes to tunger (at være tvetunget er heller ikke i dag efterstræbelsesværdigt) og de mange tunger på hendes dragt. Men sine store ører kan hun opfatte de mindste sladderhistorier, og med sine vinger kan hun hurtigt komme vidt omkring og udbrede det onde rygte (fata malum). Klaffersken er her afbildet til mellemspillet, „Calumnia“, i Hegelunds Susanna.

Så grum kan 'klafferen' eller bagtaleren fremstå billedligt. Læg især mærke til hendes to tunger (at være tvetunget er heller ikke i dag efterstræbelsesværdigt) og de mange tunger på hendes dragt. Men sine store ører kan hun opfatte de mindste sladderhistorier, og med sine vinger kan hun hurtigt komme vidt omkring og udbrede det onde rygte (fata malum). Klaffersken er her afbildet til mellemspillet, „Calumnia“, i Hegelunds Susanna.

En anden mulighed er, at viserne har været brugsviser i en anden forstand. Mange af viserne rummer lange dialoger mellem to personer af forskelligt køn, der udgyder deres følelser for hinanden, og hvor der måske kommer en form for pointe mod slutningen. Viserne kan således have været fremført som en art selskabslege. Den såkaldte „Jupitervise“, som i Langebeks kvart står både i en dansk og i en tysk version, kan være et eksempel herpå. Heri afslår en kvinde et frieri, som hun gennemskuer kun er på skrømt.

Endelig rummer håndskrifterne en del viser, der direkte kan henføres til historiske begivenheder, fx krige med svenskerne. Krønikeviser er de blevet kaldt. Ofte optræder navngivne personer, der også kendes fra den almindelige historie. Måske er disse viser (også) skrevet for at hædre disse danske helte og lade deres navne leve videre til gavn for slægternes ry.

Når det således i flere af de såkaldte 'folkevisehåndskrifter', fx Hjertebogen (1550'erne), Langebeks kvart eller Vibeke Bilds kvart (1630-40'erne), faktisk ikke er folkeviserne, men de lyriske (kærligheds)viser, der dominerer, må man tro, at samlerne eller læserne har værdsat begge slags.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Skrevet på længsler - klafferviser og skilsmisseviser i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476492