Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adelsdamernes poesibøger - de lyriske viser

Oprindelig forfatter VAPed

Et mindre lærd, men litteraturhistorisk umådelig betydningsfuldt indsamlingsarbejde – også her med adelsdamer i front – var så småt begyndt allerede i slutningen af 1400-tallet for at nå et højdepunkt i sidste halvdel 1500-tallet, nemlig indsamlingen og nedskrivningen af både folkeviser og lyriske viser. Side om side med folkeviserne finder man nemlig i de fleste folkevisehåndskrifter lyriske viser, hyppigt med kærlighed som emne. Flere af håndskrifterne vidner om, at de lyriske viser har været populære brugstekster, for de gamle visebøger er ofte mere slidte og plettede ved de lyriske viser end ved det øvrige stof.

Mange af de lyriske viser findes også som skillingstryk; og teksterne i disse skillingstryk kan være skrevet til melodier, der enten optræder med noder eller blot som angivelser af melodi. Der er således meget, der tyder på, at netop de danske og tyske lyriske viser i det sene 1500-tal og navnlig i det tidlige 1600-tal har været sunget – og ikke bare læst. Viserne er samlet og udgivet i nyere tid af H. Grüner-Nielsen i Danske Viser fra Adelsvisebøger og Flyveblade, I-VII (1912-31), sædvanligvis forkortet DV. I modsætning til folkeviserne kan de i håndskrifterne have overskriften „en ny wiise“, så nedskriverne har formentlig opfattet dem som moderne. Nogle af de danske viser er også direkte oversættelser fra tysk, hvilket viser, at der har eksisteret et kulturelt fællesskab på tværs af landegrænserne. Der er ingen tvivl om, at de tyske viser forholdsvis hurtigt har været at finde i Danmark, så på det punkt er adelen helt med på den nordeuropæiske lyriske og musikalske mode. Til disse kortere strofiske tekster kan der anvendes mange forskellige versemål; mange af digtene er skrevet til ældre, kendte melodier.

Forskningen har skilt de lyriske viser og folkeviserne ad og opfattet dem som væsensforskellige i både indhold, stil og affattelsestidspunkt. Men for de fleste af 1500- og 1600-tallets samlere har der tilsyneladende været god mening i at lade viserne optræde side om side – også ud fra det synspunkt, at de fleste af viserne på forskellig vis behandlede det altid aktuelle emne: kærligheden og dens trængsler.

Annonce

En del af viserne udmærker sig ved deres brug af akrostikon, dvs. at første bogstav i hver strofe eller hver verslinje tilsammen danner et eller flere navne eller en lille sætning eller hilsen. Selv om viserne oftest er anonyme, dvs. uden forfatterangivelser, kan eftertiden – ligesom samtiden sikkert kunne det – hermed afsløre noget om, hvem viserne oprindelig er digtet til. Det er dog ikke altid lige nemt. Men selve vanskeligheden ved at afsløre modtageren kan have været en del af selve genren, for hemmelighedsfuldheden er også karakteristisk for mange af viserne. Ingen må vide, hvem der elsker hinanden, for det kan kun ødelægge forholdet.

Det er kun sjældent, at man i forbindelse med disse viser kan tale om stor kunst. Den senere kunstdigtnings udpenslede billedsprog med elegante og overraskende metaforer eller metonymier er stort set fraværende. En enkelt allegori med den elskede som en velbefæstet borg kan det i ny og næ blive til eller en sammenligning af den elskede med en falk eller en blomst som rosen. Digterne presser fraser om kærlighed, længsel, jalousi og savn sammen til strofer, og handlingstråden er spinkel eller nærmest ikke-eksisterende, ligesom strofernes rækkefølge ofte synes vilkårlig. Der er så lidt udvikling fra begyndelse til ende, at man – næsten – lige så godt kunne læse viserne bagfra. Selv billedet af den elskede er det svært at se for sig. Gult hår og sorte øjne er det nærmeste, disse viser kommer noget konkret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Adelsdamernes poesibøger - de lyriske viser i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476491