Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ægteskab eller studier - Sophie Brahe og Birgitte Thott

Oprindelig forfatter VAPed

I det omfang, man kan påvise, i hvilken del af deres liv kvinderne har været intellektuelt aktive, ser det ud til, at enketiden er særlig vigtig. Fx skriver Margrete Bredal 1703 i et brev: „Under den ro, der var i enkestanden, genoptog jeg mine studier, som havde været temmelig trægt tilgodeset under mit lovformelige ægteskab“. Flere af kvinderne har også efterladt sig korte optegnelser om deres liv, som giver et mere nuanceret billede af dem end ligprædikenernes ofte noget stereotype fremstillinger.

Studeringer kunne – som i dag – både bestå af personlig tilegnelse af viden og af udgivelses- eller oversættelsesarbejde. Når kvinder udgav, var det delvis nødtvungent, for det harmonerede ikke med en vigtig kvindedyd, tilbageholdenhed. Oversættelsesvirksomhed lyder umiddelbart ikke af meget, men den er vigtig, navnlig i en periode, hvor modersmålslitteraturen kun var i sin vorden. Både i middelalderen og i renæssancen var oversættelser normdannende, især med hensyn til syntaks (ordstilling) og udvidelser i ordforrådet med oversættelseslån. Store dele af den europæiske nationallitteratur er således opstået i vekselvirkning med oversættelser både fra klassikken og fra nabolandenes samtidige litteratur. Men sådanne oversættelser er afhængige af kvalificerede oversættere, og blandt dem figurerer en række kvinder i 1600-tallet.

 Tycho Brahes højt begavede lillesøster Sophie havde siddet enke i mange år efter Otte Thott (d. 1588), inden hun endelig 1602 kunne ægte sin elskede Erik Lange, der havde ødslet hele sin formue på alkymistisk søgen efter at fremstille guld. Sophie var både en habil kemiker og astronom, men hendes kemi handlede ikke om guld. Her er hun fremstillet med enkelin og en lille hund, der sædvanligvis symboliserer trofasthed.

Tycho Brahes højt begavede lillesøster Sophie havde siddet enke i mange år efter Otte Thott (d. 1588), inden hun endelig 1602 kunne ægte sin elskede Erik Lange, der havde ødslet hele sin formue på alkymistisk søgen efter at fremstille guld. Sophie var både en habil kemiker og astronom, men hendes kemi handlede ikke om guld. Her er hun fremstillet med enkelin og en lille hund, der sædvanligvis symboliserer trofasthed.

En anden side af kvindernes mere luksusprægede arbejde med papir, pen og blæk gav sig udslag i de såkaldte slægtebøger, hvori de optegnede stamtavler for deres og deres ægtefællers slægter. Det er karakteristisk, at i flere af de kredse, hvor kvinderne kan fremmede sprog og oversætter, interesserer de sig også for folkeviser og slægtebøger. Det udenlandske, både det klassiske og det moderne, går således hånd i hånd med det hjemlige nære som slægtsforskning og med det nationale.

Annonce

En del af „lærdommen“ er knyttet til biblioteker eller bogsamlinger. Og det ser ud til, at disse samlinger i nogen grad er blevet testamenteret fra enke eller ugift til ugifte kvinder i slægten – måske i et forsøg på at bevare viden i slægten på spindesiden eller i erkendelse af, at kun en kvinde uden mand ville kunne varetage arven fornuftigt.

Tycho Brahe havde flere søskende, men til lillesøsteren Sophie (ca. 1556-1643) havde han et helt specielt og inderligt forhold, måske fordi han i hende havde fundet en åndsfrænde, der kunne stå ham bi i både kemien og astronomien. Han havde selv oplært hende og satte så stor pris på hendes videnskabelige, især astronomiske og kemiske optegnelser, at han planlagde at offentliggøre breve eller arbejdsjournaler fra hende sammen med breve fra Europas betydeligste videnskabsmænd. I den utrykte indledning til en brevudgave gjorde han nøje rede for hendes videnskabelige kapaciteter.

En skæmtevise fra 1586, „Brylluppet paa Stjernholm“ omtaler hendes medicinske evner i et laboratorium: „Fru Sophi Brahe sagde: „Var ieg i min disteleer vraae, [laboratorium], ieg schulde vel fly [give] bruden goede raad““ (Danske Skæmteviser nr. LXXXVII; visen stammer fra Dorothea Thotts håndskrift). Sophie Brahe havde et betydeligt kendskab til den klassiske oldtids mytologi og historie og dyrkede ud over astronomi og kemi også slægtsforskning. Via sit andet ægteskab blev Sophie Brahe svigerinde til Margrethe Lange, der formentlig grundlagde det folkevisehåndskrift, som går under navnet Karen Brahes folio.

 Birgitte Thott. Kobberstik af Albert Haelwegh efter maleri af Abr. Wuchters. At det kendte portræt af Birgitte Thott viser hende med enkelin understreger, at det først var som enke, at Birgitte Thott som 31-årig tog fat på at lære latin – og endnu flere sprog, end hun kunne i forvejen. På rekordtid beherskede hun latin så godt, at hun kunne udtrykke sig fuldstændig ubesværet på det. Dermed havde hun fået adgang til den lærde verdens fællessprog og kunne således korrespondere med hele det lærde Europa.

Birgitte Thott. Kobberstik af Albert Haelwegh efter maleri af Abr. Wuchters. At det kendte portræt af Birgitte Thott viser hende med enkelin understreger, at det først var som enke, at Birgitte Thott som 31-årig tog fat på at lære latin – og endnu flere sprog, end hun kunne i forvejen. På rekordtid beherskede hun latin så godt, at hun kunne udtrykke sig fuldstændig ubesværet på det. Dermed havde hun fået adgang til den lærde verdens fællessprog og kunne således korrespondere med hele det lærde Europa.

Birgitte Thott (1610-62) er nok den mest lærde af de lærde kvinder, der kendes fra 1600- og 1700-tallet. Allerede i sit barndomshjem hos Sophie Below og Christen Thott blev hun både gennem moderen og mosteren, Marie Below, som begge tilhørte gruppen af lærde kvinder, præget af den holdning, at kvinder kunne beskæftige sig med andet og mere end husholding og hofsladder. Indirekte kom Birgitte ved sin oversættervirksomhed til at sætte nye normer for kvindens stilling i samfundet.

Birgitte Thott blev i 1632 gift med Otto Gøye (d. 1642), som var opdraget hos den lærde Holger Rosenkrantz til Rosenholm. Hun begyndte dog først at lære latin, græsk og hebraisk, da hun som 31-årig blev enke. Før den tid havde hun 'kun' lært tysk, fransk, engelsk og spansk, fordi faderen havde opdaget hendes gode sproglige evner og ikke mente, at det kunne skade hende at kunne flere sprog. I samtiden gik hun for også at kunne hollandsk og italiensk.

Ægteparrets nære tilknytning til Holger Rosenkrantz ses også af, at Birgitte Thott oversatte hans Fürstenspiegel (1636) fra tysk. Det blev dog aldrig udgivet, måske fordi Otto var syg, og Birgitte anvendte sine kræfter på at pleje ham. Da hun døde efter 20 års enkestand, holdt Holger Rosenkrantz' søn Jørgen Rosenkrantz ligprædiken over hende – på latin! Heri omtaler han bl.a. den omhu og de omkostninger, som hendes forældre lagde i hendes uddannelse.

 Birgitte Thott er på én gang beskeden og selvbevidst på titelkobberet i barokstil til sin største litterære bedrift: oversættelsen af Senecas skrifter til dansk, trykt i Sorø. Hendes navn figurerer ikke direkte, men den hjelmklædte kvinde øverst forestiller Birgitte i Minervas skikkelse. Hun sidder på en mængde bøger, mens hun griber om skjoldet med Thott'ernes våbenmærke. På soklerne står gudinderne Constantia, Justitia, Sapientia og Temperantia (bestandighed, retfærdighed, visdom og selvbeherskelse eller mådehold). Inde i bogen peger de mange æres- og gratulationsdigte til oversætteren på latin, tysk og dansk entydigt på Birgitte Thott.

Birgitte Thott er på én gang beskeden og selvbevidst på titelkobberet i barokstil til sin største litterære bedrift: oversættelsen af Senecas skrifter til dansk, trykt i Sorø. Hendes navn figurerer ikke direkte, men den hjelmklædte kvinde øverst forestiller Birgitte i Minervas skikkelse. Hun sidder på en mængde bøger, mens hun griber om skjoldet med Thott'ernes våbenmærke. På soklerne står gudinderne Constantia, Justitia, Sapientia og Temperantia (bestandighed, retfærdighed, visdom og selvbeherskelse eller mådehold). Inde i bogen peger de mange æres- og gratulationsdigte til oversætteren på latin, tysk og dansk entydigt på Birgitte Thott.

Først og fremmest er Birgitte Thott kendt og agtet for at have oversat den filosofiske del af den stoiske forfatter, romeren Senecas (ca. 4 f.Kr.65 e.Kr.) værker, Lucii Annæi Senecæ Skrifter (1658), omkring 1000 sider i alt. Udgivelsen var i pragtudstyr: stort format med kobberstik, fortaler og ærevers; det var lidt af et problem at forene den vigtigste kvindelige dyd, beskedenhed, med en offentlig fremtræden som oversætter af et stort og vigtigt værk fra antikken. Derfor angiver fortaler og ærevers, at Birgitte først har undslået sig opgaven, derefter alligevel har udført den. Beskedenheden forbyder hende dernæst at lade oversættelsen udgive, hvorefter Jørgen Rosenkrantz alligevel gør det „mod hendes ønske“. Der er megen litterær manér i disse spilfægterier. For selv om titelbladet kun med et par bogstaver røber forfatterens navn – „ofversat af, den sin Næste at tiene, Begærer Trolig“ – så lader æreversene og det kobberstukne portræt af hende, der er indsat over for titelbladet, dog ingen tvivl tilbage.

Ud over at Seneca betød meget for hende personligt, var det især for at gøre hans tanker kendte også for kvinder, at hun påtog sig dette store arbejde. Den ene fortale er direkte stilet til kvinderne, og heri gør hun opmærksom på den forskel, der er på mænds og kvinders uddannelse. Set ud fra et kvindesynspunkt er det bemærkelsesværdigt, at Birgitte Thott formår at 'gemme' sig bag Seneca, når hun skal argumentere for, at også kvinder kan have nytte af lærdom, for Seneca er ellers ikke kendt for at have talt specielt for kvinders uddannelse.

Seneca-oversættelsen hæver sig omfangsmæssigt og mentalitetshistorisk op på niveau med Christiern Pedersens bibeloversættelse fra 1550 og Vedels Saxo-oversættelse fra 1575. Med disse tre værker blev Danmark beriget på renæssancebevægelsens tre hovedområder: beskæftigelsen med antikkens store tænkere, formidlingen af de kristne grundtekster på modersmålet og dyrkelsen af den nationale fortid.

Selv forfattede Birgitte Thott i 1650'erne Om et Lyksaligt Liv (De vita beata), der er en original sammensmeltning af stoisk visdom og kristelig moral. Titlen, der til gengæld ikke er spor original, trækker på en lang europæisk tradition om, hvordan man lever det religiøst og moralsk rette og dermed lykkelige liv. Værket består af 50 kapitler med overskrifter og en fortale til læserne. Et par sigende overskrifter lyder: „Om fromhed, oc der af flydende Mildhed oc sactmodighed; Om ondskab, Vrede, och grumhed; Om visdom oc dens Herlige frucht; Om kundskab; At studeringer efter deris maade ret brugte, och er quinde Kiønnet nyttige och ingen lunde skadelige.“

Mod slutningen bliver værket nærmest til Birgitte Thotts private programskrift. Hun plæderer for den videnskabelige forsknings indvirkning på muligheden for at blive lykkelig – også for kvinder – og er helt bevidst om dermed at gå imod den herskende mening. Hendes argumenter, der ganske følger klassisk argumentationstradition, er klare: ved studier kan man lære mere om det sande gode (i etisk forstand) i tilværelsen. Når man således har erkendt, hvad det sande gode er, så er ens muligheder for at handle meget bedre. Følgelig er ens muligheder for at blive lykkelig også forbedrede.

Værket findes i to afskrifter, men er aldrig blevet udgivet. Havde det lyksalige liv været affattet og trykt på latin, kunne det ellers nok have påkaldt sig europæisk opmærksomhed ved sine gennemtænkte synteser af kristen og antik tankegang. For Birgitte Thott omskrev den hedenske Seneca til kristen moralfilosof og overtog på den måde en væsentlig del af hans tanker.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Ægteskab eller studier - Sophie Brahe og Birgitte Thott i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476490