Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

I Kingos kølvand - Elias Naur

Oprindelig forfatter BjSa

I sporet efter Kingos passionssalmer i Vinter-Parten (1699) finder man en række salmer i samme genre, skrevet af Kingos ven og bysbarn, rektor ved Odense Gymnasium Elias Naur. Da Kingos salmebogsforslag blev forkastet, røg Naurs bidrag med; ingen af hans salmer blev optaget i den endelige udgave. Senere salmebogsudgivelser viste ham ikke fornyet opmærksomhed. Kun i to af mange udgivelser blev han repræsenteret med en enkelt salme. Således blev et flittigt og omfattende forfatterskab skrevet i glemmebogen allerede inden forfatterens død.

Elias Naur (1650-1728) var søn af en præst, som døde, da sønnen var 17 år, hvorpå gode mænd i byen skillingede sammen til, at han kunne blive holdt til bogen. For denne velgerning kvitterede den 17-årige fluks med et Ære- og Takke-Digt til sin gamle Skole-by Holszbroe i Jydland, for beviiste Velgierninger, et digt i den topografiske genre og det eneste fra Naurs hånd med verdsligt emne. 1669 blev han af en slægtning flyttet til Odense Gymnasium, hvortil han var knyttet resten af sit liv. Efter at være blevet student 1672 fungerede han fra 1674 som hører ved skolen. I 1684 udnævntes han til prorektor for at overtage rektoratet tre år senere. Fra 1691 kunne han smykke sig med titlen professor i græsk og i 1711 tilføje professor i hebraisk og lector theologiæ. Denne stilling beklædte han til sin død.

Gennem årene skrev han et omfattende forfatterskab af opbyggelsesskrifter. Vigtigst inden for salmedigtningen er Zions Sange og Sucke i Verdens Babylon eller Gudelige Psalmer, uddragne af Jesu Pines og Døds Historie, saa vel som Poenitentze-, Jule-, Paaske-, Himmelfarts og Pindse-Psalmer fra 1688. Året efter fulgte hans digteriske hovedværk, Golgotha paa Parnasso. Endvidere skal nævnes Ny Strenge paa Davids Harpe (1692), en gendigtning af Davids salmer, og Christendoms Gienvey (1693), en troslære for ungdommen, til hvilken i 1700 blev knyttet Aandelig Tids-For-drif med versificerede bønner for enhver stand og stilling.

Annonce

 Elias Naur, teolog og skolemand i Odense, hvis hovedværk, passionsdigtet Golgotha paa Parnasso, ikke blot beskriver et offer, men lader læseren selv deltage i bodshandlingen: „Mit Hofved Brønden er, min' Øyne Vande-strømme, / Dem Jeg og ydmygst vil til Jesu Tørst udtømme“.

Elias Naur, teolog og skolemand i Odense, hvis hovedværk, passionsdigtet Golgotha paa Parnasso, ikke blot beskriver et offer, men lader læseren selv deltage i bodshandlingen: „Mit Hofved Brønden er, min' Øyne Vande-strømme, / Dem Jeg og ydmygst vil til Jesu Tørst udtømme“.

De mange genoptryk, bøgerne fik, vidner om, at samtiden tog dem til sig. Sjællands biskop, Hans Wandal, kaldte et af Naurs skrifter en „englevogn, hvor udi hans egen sjæl har opløftet sig langt over jordens forfængeligheder til den himmelske herligheds betragtelse“. Eftertiden har derimod gennemgående set ham som eksempel på barokkens mest skræmmende udskejelser. Naur gav højbarokken dens fuldeste udfoldelse og var det første offer, da et smagsskifte satte ind, der betragtede denne stilretning som et vildspor. Litteraturforskeren Peter Brask har i sin udgivelse af Golgotha paa Parnasso fra 1973 argumenteret for en mere retfærdig vurdering ved at placere værket i traditionen fra de tidligste litterære passionsskildringer til de store musikalske passioner, som vi kender fra bl.a. Johann Sebastian Bachs Johannes- og Matthæuspassion fra 1720'erne.

I Naurs forfatterskab møder man barokkens to hovedkarakteristika, dens vilje til formel stilisering og dens kompromisløse realisme. Og specielt en intim forening af de to. En sammenligning af Naurs passionssalmer med Kingos viser klart, at Naur hverken besidder Kingos evne til at udfolde den bibelske beretning i anskuelige dramatiske situationer eller skildre lidelsen i billeder, som vækker vor umiddelbare empati. Naur placerer sig stedse mellem sit emne og sin læser for at formidle og forklare. Det er ikke manglende smag og kunstnerisk formåen, men hans fokus på applikationen som den religiøse digtnings centralfelt, der former hans udtryk. Applikation vil her sige mødet mellem den bibelske situation og den andagtsøgendes, så det hellige fremstår som forpligtende forbillede og dermed også som præmis for den moralske dom, der fældes over den andagtsøgende. Hos Naur sker overførelsen ikke ved, at han løfter det jordiske til „den himmelske herligheds betragtelse“, som Wandal formulerede det, men tværtimod ved at han skildrer det guddommelige udleveret til verdens lavhed; de to verdener er smertefuldt flettet sammen.

I det selvbiografiske digt „Takkeskrivelse til Jesus, med poetens levned“, hvormed hovedværket Golgotha paa Parnasso indledes, forklarer han alle begivenheder i sit liv som var de alene udvirkede af Gud uden menneskelig indgriben. Derfor handler digtet ikke kun om Jesus, men er dediceret til ham („mon Jeg icke Dig tør og min Bog tilskrive?“) og frembæres som et personligt bodsoffer:

Du er mit Vidnissbiurd, at, mens Jeg det har skrevet,
Mit Hierte været har, for din skyld, sønderrevet;
Saa Taare-strømme tit har væded mit Papiir;
Thi har og Bogen ey hos Verden megen ziir.
Saa sandt Jeg agter Dig i Ærestand at skue,
Og, aff din Vellyst-strøm, dit Himmel-Nectar sue;
Da har din Pine mig tit været som en Brand,
Som slucktes icke, før mit øye øste Vand.

I Aandelig Tids-Fordrif når konkretiseringen i form af individualisering og specialisering sit yderste i Naurs mere end 200 bønner, suk og tanker, alfabetisk ordnet til brug for alle slags folk i så at sige enhver stand og bestilling, fx admiralen, ammen, bagvaskeren, bispen, bonden, dansemesteren, drankeren, greven, horkarlen, krybskytten, skarpretteren, spidvenderen, troldkvinden, trompetblæseren og øltapperen. For Naur er det guddommelige altid konkret til stede i det verdslige selv – eller specielt – i de jævneste forhold.

Det er denne type møder mellem synderens hverdagserfaring og den guddommelige frelsesplan, der gennemsyrer hovedværket, det 5628 aleksandrinere lange digt Golgotha paa Parnasso, skrevet (som en fortale meddeler) på Kingos tilskyndelse. Titlen angiver digtets ambition. Det er hensigten at placere den kristne forløsnings bjerg på toppen af antikkens inspirations bjerg og dermed realisere renæssancens drøm at føje den kristne tradition til den antikke.

I stedet for musen påkaldes Helligånden som inspirationskilde: „Hielp, hellig Aand, i Dag, til denne hellig Gierning!“:

Alt! lad din Finger dog min skriver-Pen omdrive,
Og tage om min Haand! saa vil Jeg kort beskrive
Din Pine, Dom og Død, her for Pilati Ræt,
Og det affmale paa mit ringe skriver-Bræt.

Beretningen er opdelt i, hvad Naur kalder fem akter (uden dog med den betegnelse at angive en dramatisk komposition). Kompositionen følger den bibelske beretnings episke fremadskriden. Hver akt er henlagt til sin lokalitet. Første akt foregår på Oliebjerget, anden akt ved den gejstlige ret, tredje akt ved den verdslige ret, og fjerde og femte på Golgata. Hver akt er igen opdelt i afsnit, hvilket giver Naur mulighed for at indskrive en betydningsstruktur i udviklingsgangen. Digtet opererer med en række polariteter: Peter, der fornægter Jesus, men frelses ved anger og tro, modstilles Judas, der forråder frelseren og ender i fortvivlelse og fortabelse. Den gejstlige ret stilles over for den verdslige. De to røvere på korset kontrasteres.

Beretningen skifter mellem forskellige fremstillingsniveauer fra genfortælling af den bibelske tekst til uddybende beskrivelse over fortolkning og moralske betragtninger. Enkelte steder får de agerende lov at træde frem i dramatisk første person, hvor de kan give luft for deres følelser. Til teksten har Naur endvidere føjet et lærd noteapparat, der placerer værket i sin teologiske tradition.

Teksten er opdelt i to typografisk adskilte lag, som det forklares i fortalen „til JEsu-Christi Passion-Elskende Læsere“: „Du finder Textens Ord [dvs. referater af evangelierne] med større Bogstav-stiil,/ End det som glattes ved min egen Penne-fiil.“ Dette giver Naur mulighed for i sin passionsberetning at bevæge sig inden for den såkaldt firedobbelte skriftfortolkning, der, som der har været tradition for fra middelalderen, ved siden af den bogstavelige læsning („sensus litteralis“) udfolder tekstens åndelige betydning („sensus spiritualis“), dels typologisk (dvs. at en situation i Det Gamle Testamente tydes som modbillede til en tilsvarende i Det Nye), dels moralsk som vejledning i, hvad Guds vilje er, og endelig eskatologisk som udsagn om de sidste tider. Ifølge typologisk læsning er Jesus den nye Adam, der på korsets træ soner, hvad den gamle Adam forbrød ved kundskabens træ. Ud fra denne model tolkes passionsberetningens mangfoldighed af situationer. Da Jesus ved digtets indledning overskrider Kedrons bæk, der tidligere er brugt til at bortskylle ødelagte afgudsbilleder og slagteaffald, forklares handlingens frelseshistoriske perspektiv derved, at den vil „skylle bort ald Verdens blodige Synd“ af „dend Blood-rige Beck, som aff hans [Jesu] Side flod“. Hvor Jesus på korset tvinges til at drikke eddike, udlægges det som modbillede til, at Adam i Paradis nyder den søde æblesaft. Blodet fra Jesu vunder svarer til de fire floder, der flød fra Edens Have. Vandet og blodet, der strømmede af hans side, da stridsmanden gennemstak ham med sin lanse, korresponderer med sakramenterne, dåbens vand og nadverens blod.

 Illustration fra førsteudgaven af Golgotha paa Parnasso, eller Jesu Pines og Begravelses Historie (1689).

Illustration fra førsteudgaven af Golgotha paa Parnasso, eller Jesu Pines og Begravelses Historie (1689).

Gennem denne typologiske eller – som den også kaldes – figurale bibeltolkning gennemlyser Naur Guds skjulte plan bag frelsesværket, og det er denne – og ikke passionshistoriens episke disposition – som er dynamoen i digtets udvikling. Modsat allegorien, der lader en konkret ting symbolisere noget abstrakt, forbinder typologien to hændelser, der hver for sig betragtes som virkelige, men først får deres dybere betydning ved at mødes. Det åbner mulighed for ikke kun at vise den evangeliske beretning som en fuldbyrdelse af Det Gamle Testamentes profetiske historie, men også medlidende at lægge lidelsens gru på den andagtsøgendes skuldre samt forvandle denne moralske indsigt til en forjættelse om en fremtidig (eskatologisk) forløsning. Billederne bliver derved ikke blot en gengivelse af noget hverken historisk eller aktuelt, ydre eller indre, tilbagelagt eller kommende, men afsæt for en religiøs refleksions og erfarings tilblivelse. I fortalen svarer Naur på ikonoklastiske argumenter, at han har ladet værket illustrere med kobberstik. Hans synspunkt er, at man hverken skal sætte billeder for højt eller for lavt; de er hverken ophøjede eller ligegyldige, men de rører hjertet og åbner for en åndelig indsigt: „Naar mand dem grant anseer, saa mand ret Aandelig/ Begrunde kand, hvad de begriber udi sig.“ Hvad der her siges om de visuelle billeder, gælder også for de digteriske. De er ikke konkrete, men transcenderer sig selv og åbner – ofte gennem en række metamorfoser – for ny åndelig indsigt. Når Jesus som narrekonge i stedet for et scepter bespottende får et rør stukket i hånden, får billedet lov at forvandle sig fra rør til palmegren og denne vending yngle med en række udtryk for frelsens under:

Hans Scepter-Rør, som hand til skendsel motte bære,
Skal udi vores Haand en Seyer-Palme være,
Ja for det skamfuld Rør Gud os dend Naade giør,
At hand ey knuse vil vort svage Siæle-Rør.
Om da end Satan vil i Helved-Rør os slide,
Saa vil Gud Fader ey for JEsu Rør det lide;
Hans Rør jo recker os Guds Naades gylden spiir,
Hans Torne-Krantz og er vor Krone, Seyr og ziir.

Den poetiske billedtænkning, som det typologiske analogiprincip stiller til rådighed, folder sig friest og smukkest ud, hvor den mediterende fantaserer om en eskatologisk forløsende forvandling. Her åbner den et spor, der videreudfoldes i pietismens salmedigtning, som forvandler frelseshistorien til psykodrama. Metoden forekommer os derimod i dag vilkårlig og spidsfindig, når det ikke er frelsen, men dommen, der behandles. Hvor der gives frit løb for moraliseren, mister analogiprincippet sin smidige forvandlingsevne og stivner i dogmatisk påståelig nidkærhed, fx når den frembrydende parykmode sidestilles med Jesu tornekransning:

Naar vi aff overmood vort eget Haar affrager,
Og tit en Tyve-busk og Hore-Haar gientager;
Da tryckes Tornen jo i JEsu Hoved ind,
Igiennem Kiød og Been; igiennem Hud og Skind.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Sandstrøm: I Kingos kølvand - Elias Naur i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 24. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476523