Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Historie og evighed

Oprindelig forfatter BjSa

Kingos strøm af lejlighedsdigte til samfundets honoratiores og til kongehuset flød gennem alle hans produktionsår. Så at sige hvert år opvartede han kongehuset med digte i krig og fred. Specielt Den Skånske Krig (1675-79) fulgte han nøje i Daniel Paullis avis Extraordinaires Maanedlige Relationer og omsatte referaterne her til poetisk tekst.

Størst opmærksomhed viste han „Gullands [Gotlands] Indtagelse“. I dette digt på omkring 1000 aleksandrinere handler dog kun en tiendedel om krigen. Resten er en sagnhistorisk beretning, bygget på Saxo, Niels Pedersen og Lyschander, der fører Danmarks historie tilbage til Syndfloden. Det var den mere end 100 år gamle kontrovers mellem svensk og dansk historieskrivning, som Kingo reaktualiserede for at vise, at den danske kongestamme var ældst, og Sverige oprindeligt befolket fra Danmark. Dermed var Gotland nemlig ikke blot vundet, men tilbagevundet, og sejren legitimeret: „Til Lykke, CHRISTIAN, nu har Du faat og fundet / Dit Lam som borte vaar, og Gulland det er vundet“.

Da krigslykken vendte, lod Kingo emnet falde. Krigen, som i begge parters øjne skulle demonstrere deres verdenshistoriske mission, svækkede dem i en grad, så de end ikke var i stand til selv at skrive fredstraktaten. Den blev udformet af England og Holland. Norden var koblet af verdenshistorien, og den heroiske tid uigenkaldeligt forbi.

Annonce

 „Som i Himlen så og på Jorden“. Titelkobberet til Kingos digt „Gullands [Gotlands] Indtagelse“ (1676) giver den militære sejr religiøs legitimitet ved at kombinere visualisering på forskellige niveauer: reportage fra en militær søoperation, kartografisk information om krigens strategiske mål og en symbolsk tolkning af begivenhedens på engang metafysiske og politiske betydning. Den himmelske røst gentager en central linje i digtet: „Til Lykke, CHRISTIAN, nu har Du faat og fundet / Dit Lam som borte vaar, og Gulland det er vundet“.

„Som i Himlen så og på Jorden“. Titelkobberet til Kingos digt „Gullands [Gotlands] Indtagelse“ (1676) giver den militære sejr religiøs legitimitet ved at kombinere visualisering på forskellige niveauer: reportage fra en militær søoperation, kartografisk information om krigens strategiske mål og en symbolsk tolkning af begivenhedens på engang metafysiske og politiske betydning. Den himmelske røst gentager en central linje i digtet: „Til Lykke, CHRISTIAN, nu har Du faat og fundet / Dit Lam som borte vaar, og Gulland det er vundet“.

I sin digtning til kongehuset benyttede Kingo også genrer som topografisk digtning og festspil. I 1672 udkom Den vidtberømte Danmarks Hoved-Fæstnings Kroneborgs korte Beskrifvelse, og i 1675 fulgte Samsøes korte Beskrivelse, efter at øen var kommet i Griffenfelds besiddelse. Som festspil skrev Kingo libretto til en opera-ballet, der blev opført ved Christian 5.s fødselsdag 1683. Trods genreforskellen adskiller disse arbejder sig ikke væsentligt fra digtene, da de hverken rummer episk progression eller dramatiske omslag. Selv om Kronborgs beskrivelse begynder ved verdens skabelse, er det ikke hensigten at opridse et historisk forløb, men tværtimod at overvinde tiden ved løftet om, at slottet vil stå „indtil den sidste Draabe / Er tørt af Øresund“.

Denne heroiske stræben mod statuarisk uforanderlighed billedliggør sig i stilen. Barokkens stilideal er majestætisk arkitektonisk. Dens digtning præsenterer sig som tekstmonument. På inskriptioner og bøgers titelblade placeres skriften spatialt i en magtfuld typografisk opsætning, hvor brugen af mange skriftgrader behørigt hierarkiserer udsagnets led. Idealtypisk konfronterer Kingos digt over Niels Juel beskuerens egen flygtigthed med mindetavlens evighed: „Staa VandringsMand, og skue en Søe-Helt an i Steen“. Således placerer den officielle digtning magt og ære i et statisk rum.

Hvor stejlt enhver forestilling om tid og forvandling fortrænges, ses, hvor et digt sporadisk inddrager dele af virkeligheden, der falder uden for denne høje sfære og beskriver fald og forgængelighed. Et eksempel er en passage i digtet Christian den Femtes første Ledings-Tog (1676), der i sin skildring af slaget – med et fem gange gentaget „Lad“ – fejer soldaternes ofre til side for alene at hæfte sig ved deres selvforglemmende heroiske tro på at være udødelige, selv om det pointeres, at den beror på en illusion:

Lad hagle Jern og Bly! Lad her fem blodig Fingre
Afhuggis fra sin Haand! Lad der en Arm omslingre
Bort fra sit Lenke-ledd! Lad her et afskudt Been
Høy-rosen-farve dend nestlagde Kampesteen!
Lad der et Hoved hen ad Jorden hastig trilde
Og Blodet dansendis i Saanden om sig spilde!
Hver hierte-fuld Soldat hand tænkte dog ved sig,
At hand blandt andris Død vaar selv udødelig!

Hvor synsretningen imidlertid vendes, og Kingo ikke lader den royale glans skinne for verden, men bringer bud om verden til den ophøjede majestæt, bliver den fortrængte forkrænkelighed i al sin gru påtrængende. Det sker, hvor Kingo med supplikken „De Fattige udj Odensee Hospital allerinderligste og underdanigste Suk og Søgning hos vor allernaadigste Herre og Konge“ (1683 eller -84) som talsmand for de nødstedte anråber kongen om hjælp. Digtet udmaler detaljeret den hjerteskærende elendighed, der rådede blandt alumnerne på hospitalet, som ikke blot husede fattige, men efter tidens praksis sammenstuvede sindssyge, åndssvage, vanskabninger, epileptikere og syge og gamle mellem hverandre:

Her falder een, som af sin Hals som Hanen galer
Een anden som et Sviin udgrynter sine Qvaler
En Hvidsler, Hujer, slaaer, som Kalven brøler een
Og skummer, banker sig til Jord, til Træe og Steen
I Vandet falder een, og kand sig intet vare
Een anden velter sig i Luens grumme fare
Hist kipper Hiertet; Een vil give Aanden op,
Fordi hand langsom har spyt Lungen af sin Krop.

I denne situation er staklernes eneste håb, som det siges, „at Gud har selv luckt op de milde Kongehierter“. Formuleringen løfter sagen til et anliggende mellem himlens og jordens hersker alene, men pålægger dermed også kongen et ikke tidligere omtalt ansvar, da Kingo i sidste linje minder ham om hjælpens religiøse perspektiv: „betænk, hvad Hielp de faar / At det er Plaster af din Haand til J e s u Saar.“

Hvor Kingo i sin officielle lejlighedsdigtning apoteotisk løfter kongemagten til guddommelig højde og tilsiger den og dens tjenere og institutioner evigheden, kender han således også en grænse for denne evige tid, hvor der engang skal fældes dom. Denne dom og denne anden absolutte evighed handler hans gejstlige digtning om.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Sandstrøm: Historie og evighed i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476518