Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Barokkens kulmination - Thomas Kingo

Oprindelig forfatter BjSa

Med Kingo fuldendes den stiludvikling, som begyndte i renæssancen, i en sammensmeltning af ideologi og form. Det er nærliggende at se denne kunstneriske kulmination i sammenhæng med det dramatiske politiske nybrud, der finder sted omkring Kingos kunstneriske gennembrud.

Efter Christian 4.s død i 1648 accelererede den krise, Danmark både inden- og udenrigspolitisk havde befundet sig i. Spændingen mellem kongemagt og adelsvælde skærpedes, og Danmarks europæiske position var truet af svensk ekspansionspolitik. Problematikken fandt sin løsning, da den udenrigske krise med de to Karl Gustav-kriges katastrofale ydmygelser fremprovokerede en nyordning af de indenrigske forfatningsmæssige forhold. Den første krig (1657-58) førte til tabet af Skåne, Halland og Blekinge plus dele af Norge. Den anden (1658-60) truede endegyldigt rigets selvstændighed. Det nationale passionsdrama førte imidlertid til, at Frederik 3., som ved Københavns belejring havde erklæret at „ville dø i sin rede“, efter krigen fik mulighed for at genopstå som enevældig arvekonge, da krigene havde nedbrudt adelens kraft. Det betød ikke, at riget udadtil genvandt sit format, men indadtil stivede det sig af ved en ny identitet som teokratisk kongevilje. Denne politiske udvikling fandt i Thomas Kingo en lidenskabelig ideologisk fortaler, ligesom styret gjorde brug af hans kunstneriske og administrative formåen ved at tildele ham høje embeder.

Thomas Kingos farfar og far var indvandret fra Skotland som vævere. Tredje generation, Thomas, født her i landet af en dansk mor, blev sat i latinskole, først i fødebyen Slangerup, siden i det nærliggende Frederiksborg. Det førte ham til et teologisk studium ved Københavns Universitet og siden et embede som sognepræst i Slangerup 1668. Karrieren sluttede ikke her, men steg stejlt til biskop over Fyn 1677, optagelse i adelsstanden 1679, medlem af kirkelige kommissioner og eneredaktør af den autoriserede salmebog.

Annonce

Digtningen havde Kingo kastet sig over i venteårene mellem teologisk eksamen 1658 og præsteembede, hvor han fungerede som huslærer og kapellan. Fra denne periode stammer en håndfuld lejlighedsdigte, som han underholdt bekendtskabskredsen med. Debutarbejdet, „Sæbye-gaards KoeKlage“ (1665), tager afsæt i, at en af Kingos venner havde mistet sin tyr, hvilket gav Kingo ideen til at digte de efterladte køers klagesang, hvori de skildrer den store inkubators bedrifter frem til den dag, hvor den efter tabet af sin manddomskraft drukner sig. Kingo leger her parodisk med en genre, som han senere skulle forvalte patetisk.

 Portræt af Thomas Kingo fra ca. 1670, dvs. fra tiden i Slangerup, kort før han som digter træder frem for en større offentlighed.

Portræt af Thomas Kingo fra ca. 1670, dvs. fra tiden i Slangerup, kort før han som digter træder frem for en større offentlighed.

I forhold til tidens øvrige lejlighedsdigtning demonstrerer Kingos ungdomsdigtning en udpræget formsans. Til denne private digtning føjer sig to smukke kærlighedsdigte, skrevet med så stor tidsafstand som 1668 og 1694, hvor den henholdsvis unge præst og gamle biskop gik på frierfødder til sin første og tredje kone, som han besang under hyrdindenavnene Chrysillis og Candida.

For en større offentlighed trådte Kingo først frem som digter omkring 1670 ved Christian 5.s tronbestigelse. Sammenfaldet mellem denne tilsynekomst og den politiske situation var ikke tilfældig. I det moment, hvor Danmark fik et regime, der baserede sin verdslige magt på et religiøst fundament, åbnede der sig for Kingo et offentligt rum, der gav ham mulighed for digterisk at placere sig midt i tidens strøm og som fortolker samle politisk og gejstlig livsbetragtning i et fælles religiøst perspektiv. Fra dette tidspunkt lagde han ungdomsårenes muntre, men retningsløse penneprøver og verdslige sujetter bag sig, ligesom han lod sin digtning klinge i en ny toneart. Han opgav bordingstrofens vittigt causerende parlando, som er gennemgående i ungdomsværkerne, til fordel for aleksandrinerens patos og placerede sin offentlige digtning i et pompøst retorisk stilleje og en arkitektonisk komposition, som skulle blive barokstilens kulmination i dansk litteratur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Sandstrøm: Barokkens kulmination - Thomas Kingo i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476515