Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Versets fornyer - Anders Christensen Arrebo

Oprindelig forfatter BjSa

I den gamle kirke havde Davids salmer i århundreder været kernen i den religiøse sang. I klostrenes tidesang var Bibelens 150 davidssalmer det ugentlige pensum. Traditionen forsvandt ikke med den lutherske kirke, der videreførte den i gudstjenesten, men den blev i bevægelsens første tid sat i skyggen af den nye menighedssalme. Den tidligste danske salmebog indeholdt kun seks davidssalmer, alle på prosa. I takt med, at den protestantiske gudstjenestes form nøjere udformedes, vandt Davids salmer imidlertid gradvis frem. I Tausens salmebog kom der i tidesangen flere til både på prosa og vers, og hos Thomesen kommer man op på 41 davidssalmer, her alle i versificeret oversættelse.

Mens den lutherske kirke var optaget af at udvikle en menighedssalme, der med sin strøm af nyskrevne tekster åbnede for en stadig fornyet personlig indlevelse i troen, holdt den calvinske kirke sig alene til Davids salmer ud fra det synspunkt, at kun Bibelens ord skulle have adgang til gudstjenesten. Til gengæld undergik salmen i den reformerte kirke en kunstnerisk fornyelse gennem en forfinelse af den metriske og musikalske form. I 1541-43 fremlagde de franske digtere Clément Marot og Theodore de Beze en metrisk oversættelse af Davids salmer, som i komponisten Claude Goudimels firstemmige arrangement vandt stor udbredelse, også i protestantiske lande. Det inspirerede den lutherske hofretsassessor Ambrosius Lobwasser til i 1573 at oversætte den franske tekst til tysk. For at få sin tekst til at stemme med Goudimels melodier fulgte Lobwasser forlæggets faste stavelsestælling, hvad der kom til at bidrage til den senere reform af metrikken.

 Portræt af Anders Arrebo til hans sognekirke i Vordingborg fra 1633, den periode, da han i sit 'exil' holdt modet op ved at arbejde på Hexaëmeron, som han kaldte „Min bog, min søde Sorg, min lystig Hofved-bryder“.

Portræt af Anders Arrebo til hans sognekirke i Vordingborg fra 1633, den periode, da han i sit 'exil' holdt modet op ved at arbejde på Hexaëmeron, som han kaldte „Min bog, min søde Sorg, min lystig Hofved-bryder“.

Det er således næppe tilfældigt, at det første værk, der fornyer den danske metrik, netop er en oversættelse af Davids salmer, foretaget af Anders Arrebo. Anders Christensen Arrebo (1587-1637) var født på Ærø, hvis navn han efter tidens skik optog i sit. Om hans baggrund og opvækst ved man kun, at han var søn af en præst og studerede i København. Efter sin eksamen gjorde han gejstlig lynkarriere. I 1608 blev han slotspræst ved Københavns Slot, 1613 ved Frederiksborg Slot, 1616 fik han kald som sognepræst ved Nikolaj Kirke i København, og 1618, kun 31 år gammel, udnævntes han til biskop i Trondhjem. Et par lejlighedsdigte til kongehuset fra hans hånd kan have fremmet befordringen, hvilket ville være helt i deres ånd. De er litteraturhistorisk perspektivrige ved at skildre et historisk-religiøst verdensbillede, hvor tro, kongemagt og rigets og folkets skæbne fremtræder som sider af samme sag.

Annonce

Reformationen havde betydet en styrkelse af kongemagten, der dog i sit forhold til kirken ikke blev opfattet som dens verdslige herre, men som dens beskytter med pligt til at lade sig vejlede af kirkens råd. Således sendte Christian 3. den nye ordinans (lov) for den danske kirke til godkendelse hos Luther, inden den i 1537 officielt blev proklameret. Autoritetsforholdet mellem kirke- og kongemagt forskød sig imidlertid gradvist i kongemagtens favør. Ved religionsfreden i Augsburg i 1555 blev det som overordnet princip for afgørelser af religiøse tvistigheder fastslået, at fyrstens religion skulle være hans undersåtters tro. Det ændrede i den protestantiske zone ikke ved forholdet mellem det åndelige og det verdslige regimente, men det gjorde kongen til det overordnede tegn for den samlede helhed. I Hieronimus Justesen Ranchs Kong Salomons Hylding (1584), der priser kongemagtens guddommelige velsignelse, finder man de første spor af en ny kongeideologi, der støttede sig på Det Gamle Testamentes beretninger om kongeprofeterne David og Salomon. I Arrebos lejlighedsdigte trækkes denne linje op ved at fortolke kongemagtens lykke og rigets jordiske velfærd som synlige tegn på Guds hensigt og vilje.

I anledning af Christian 4.s erobring af byen Kalmar 1611 i Kalmarkrigen, en krig, som kongen havde gennemtvunget mod rigsrådets vilje, skrev Arrebo et digt, som skildrer sejren som udtryk for Guds velsignelse af monarken. I 1613 fulgte et sørgedigt i anledning af dronning Anna Catharines død, der i et udsøgt heraldisk billedsprog („Jeg saa to deilig Roser staa/ Paa Førstelige rode,/ Aff Konglig stam som Lillen blaa,/ Bær Rosen sød' oc mode“) forklarer den elskede dronnings død som Guds straf over Danmark.

Denne tydning af verdens gang som jærtegn (varsler), hvorigennem Gud åbenbarer velbehag eller vrede over menneskenes børn, videreføres i to digte fra Arrebos tid som biskop i Norge. Det første, „En ny Dict Om de Tegen, som Gud allermæctigste lader dagligen skinne oc aabenbaris for Mennisken, huilcke der kand vel regnis blant de Tegen, som skal fremgaa for Menniskens Søns tilkommelsis Dag“, udlægger fødslen af et misfoster i Jena som udtryk for Herrens vrede over kvindemodens udskejelser. Det andet, bedesalmen „Pest-Pulver“, belærer om, hvorledes man ved bøn afvender og fordriver enhver pestilens, der måtte ramme en selv og riget.

At usædelig vandel kunne nedkalde en moralsk straf, kom Arrebo selv til at opleve, da hans stejle karrierespring blev vendt til et katastrofalt fald. Sagen udsprang sandsynligvis af kompetencestridigheder mellem Arrebo og lokale øvrighedspersoner, der ikke tøvede med at slå til, da der viste sig en anledning. Som gæst ved et par bondebryllupper skulle den unge og livsglade biskop have ført sig vel frimodigt frem uden at bekymre sig om sin gejstlige værdighed. Hvori hans forseelser lå, står ikke ganske klart i det væv af anklager og indbyrdes stridende rygter, der kom i omløb. De strakte sig fra, at Arrebo lidt for lystigt havde deltaget i dansen, over at han havde digtet krænkende spottevers, til at man skulle have fundet bispen og en vis Barbara Søren Rasmussen „ene to under lukt Dække, paatvivlendes om de enten havde Skjorte eller Særk paa“.

Sagen kom ikke til at gå stille af. Den endte i 1622 ved en herredag i Bergen, hvor et dommerpanel bestående af Norges kansler og statholder, samt rigets admiral og tre rigsråder under Christian 4.s forsæde slog alle anklager sammen og kendte Arrebo skyldig med fortabelse af embedet til følge. Påfølgende blev dommen til moralsk belæring rundsendt til højtlæsning for alle landets gejstlige.

Afskedigelsen medførte nogle brødløse år, som Arrebo tilbragte i Malmø. For igen at komme på fode kastede han sig over at fordanske Davids salmer. Arrebo nævner i forordet til disse som „Principal-Orsagen“ til sit arbejde, at han ønsker at bede om tilgivelse. Med den hypotetiske formulering, „huis vng eller gammel aff min conversation hoss eder nogen tid eller sted met ord eller gierninger kunde offenderet vere“, slipper han uden om at vedgå nogen skyld. Tilgivelsen kom, da han ved arbejdets færdiggørelse i 1624 af majestæten fik den påkrævede trykketilladelse og i forlængelse heraf i 1625 lov til igen at søge embede – dog kun „et bondekald“. Resultatet blev et embede som sognepræst i Vordingborg, hvor Arrebo kom til at virke til sin død.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Sandstrøm: Versets fornyer - Anders Christensen Arrebo i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476505