Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Barokken - en omvæltning

Oprindelig forfatter VAPed

Mange af de værker, der rent faktisk blev udgivet på dansk før 1600, var ofte blot oversættelser fra bl.a. tysk, fx af folkebøger eller religiøse skrifter. Først med den stigende interesse for at digte på dansk efter antikkens idealer, som metrikernes arbejder er udtryk for, var forudsætningerne for en egentlig litterær nyskabelse tilvejebragt. I løbet af 1600-tal-let blev den håndværksmæssige holdning til den digteriske udfoldelse så småt udskiftet med en ny, der betragtede den som en særlig kunstnerisk ydelse. En egentlig kunstdigtning på dansk opstår og med den en hidtil ukendt kunstnerisk selvbevidsthed. Barokken er i den forstand en omvæltning, en af de vigtigste i dansk litteratur overhovedet.

Egentlig er ordet barok hentet i retorikken, hvor den betegner en særlig form for logisk følgeslutning om et bizart og nytteløst ræsonnement. Allerede i middelalderen blev begrebet således brugt nedgørende. Og siden klassicisten Holberg, og efter ham romantikerne, har begrebet da også været overvejende negativt ladet i dansk litteratur indtil sidst i 1900-tallet. Man har taget afstand fra den overpyntede og overdrevne stil, som megen baroklitteratur – og for øvrigt også tidens arkitektur og kunst – rummer. Men det er omdiskuteret, om barokbegrebet kan begrænses til en stil, der er overvældende, manieret (manierisme), eller om det som periodebetegnelse også omfatter et holdningsmæssigt aspekt, der knytter sig til tidens stærke bevidsthed om vanitas, verdens forgængelighed.

Den schweiziske litteraturforsker Fritz Strich har betonet, at der ikke findes en tysksproget digtning i renæssancen, fra hvilken digtningen kan hæve sig til egentlig manierisme. Noget lignende kan på sin vis siges at gælde for Danmark, hvor digtningen i 1500-tallet ikke har noget særligt højt artistisk niveau: ballader, kærlighedsdigtning, salmer, skillingsviser. Det er først med den stigende interesse for rytmen, rimet og det sproglige udtryk i 1600-tallet og forsøgene på at overføre den klassiske retorik til digtning på modersmålet, at digtningen bliver en egentlig kunstdigtning. Meget taler således for det begrænsede syn på barokken som stilholdning, som manierisme, og holder man sig til de danske metrikeres arbejder, træder det stilistiske da også i forgrunden.

Annonce

 Antonio de Pereda Allegori over Vanitas (ca. 1634). Barokkens kredsen om livets forfængelighed – vanitas – blev malerisk fremstillet i det såkaldte stilleben: opstilling af genstande med symbolsk betydning. Den bevingede og smukke kvindeskikkelse har placeret den tysk-romerske kejser Karl 5.s portrætmedaljon på toppen af jordkloden, hvorpå hun med højre hånd udpeger kejserens besiddelser, der anskues som en fortsættelse af Romerriget, sådan som medaljen med kejser Augustus ved urets fod tilkendegiver. Men rigdommen (pengene), magten og æren (harnisk, våben) er ligesom skønheden underlagt tilfældet (spillekortene), den ubønhørligt rindende tid (timeglasset, uret) og den uundgåelige død (det slukkede lys, de ophobede kranier). Kun kunsten (portrætterne, medaljen) og bøgerne (videnskabelige værker og/eller den hellige skrift?) synes unddraget forgængeligheden.

Antonio de Pereda Allegori over Vanitas (ca. 1634). Barokkens kredsen om livets forfængelighed – vanitas – blev malerisk fremstillet i det såkaldte stilleben: opstilling af genstande med symbolsk betydning. Den bevingede og smukke kvindeskikkelse har placeret den tysk-romerske kejser Karl 5.s portrætmedaljon på toppen af jordkloden, hvorpå hun med højre hånd udpeger kejserens besiddelser, der anskues som en fortsættelse af Romerriget, sådan som medaljen med kejser Augustus ved urets fod tilkendegiver. Men rigdommen (pengene), magten og æren (harnisk, våben) er ligesom skønheden underlagt tilfældet (spillekortene), den ubønhørligt rindende tid (timeglasset, uret) og den uundgåelige død (det slukkede lys, de ophobede kranier). Kun kunsten (portrætterne, medaljen) og bøgerne (videnskabelige værker og/eller den hellige skrift?) synes unddraget forgængeligheden.

Men går man til de samtidige udøvende digtere, især de fremmeste: Arrebo, Terkelsen, Bording, Kingo og Naur, kan man iagttage, hvordan det eksistentielle aspekt får stadigt større vægt i takt med, at de metriske vanskeligheder overvindes. Hos disse digtere er den sproglige form ikke (kun) en retorisk demonstration, men bærer af et påtrængende behov for at give dækkende udtryk både for menneskets udsatte liv i en ubestandig verden og for tilliden til Skaberens visdom og håbet om forløsning.

Den stærke kontrast mellem kaos og orden, fortabelse og frelse, mørke og lys gør modsætningen, antitesen, til barokkens spændingsfyldte grundformel, sådan som man kan møde den i Kingos enkle og umiddelbart anskuelige indledning til salmen om Jesu opstandelse fra Vinter-Parten: „Som dend gyldne Sool frembryder / Giennem dend kulsorte Sky“. Udfoldelsen af denne grundlæggende modsætning i alle livets forhold drager en række stilistiske virkemidler med sig: gentagelse, udråb, bogstavrim, lydmaleri, kunstfærdige omskrivninger, voldsomme billeder – og, i nær forbindelse hermed, et væld af (nydannede) ordsammensætninger, der udvider de sproglige udtryksmuligheder.

Man har i litteraturhistorien skelnet mellem den relativt enkle tidligbarok (fra o. 1620) og den kunstfærdige højbarok (1670-90), men helt så entydigt forholder det sig ikke. Der er i et vist omfang tale om sideløbende stiltendenser, som dels beror på den enkelte digters smag og formåen, dels skiftes til at dominere. Allerede i 6. bog af Hexaëmeron, der blev til ca. 1635, udfoldede Arrebo således den kraftfulde, monumentale stil, som ellers først blev toneangivende med Kingo.

Hvor barokken i det sydlige Europa står i modreformationens tjeneste – det gælder både kirkebyggeriet og grene af barokdramaet – står den nordiske barok i absolutismens og ortodoksiens. Sydeuropas væsentligste barokgenrer, dramaet og romanen, er yderst sparsomt repræsenteret. Lidt groft udtrykt består den danske barokpoesi af én del verdslig lejlighedsdigtning – herunder hyldestdigte til konge og betydningsfulde adelige, og satire – og én del eksplicit religiøs digtning, fortrinsvis salmer, men også andre genrer optræder som fx eposet: Anders Arrebos Hexaëmeron og Elias Naurs Golgotha paa Parnasso. Kongen og kirken står i centrum, og det vil i periodens sidste del ret beset sige den enevældige hersker.

Guds og kongens majestæt omtales og tiltales således efter samme recept og omfattes af det samme billedsprog. Men denne tilsyneladende guddommeliggørelse af den verdslige magt, der med sine underdanighedsformler forekommer moderne mennesker suspekt, er andet og mere end udslag af det karrieremageri, det i mange tilfælde (også) var. For tidens religiøse grundsyn omfatter hele tilværelsen. Kongen har sin magt fra Gud, og respekten for den jordiske hersker er derfor led i gudsdyrkelsen. Den anden paragraf i Kongeloven fra 1665 fastslår det på denne måde:

Danmarks og Norges enevoldsarvekonge skal være herefter og af alle undersåtterne holdes og agtes for det ypperste og højeste hoved her på jorden over alle menneskelige love, og der ingen anden hoved og dommer kender over sig enten i gejstlige eller verdslige sager uden Gud alene. (moderniseret)

Om denne guddommelige, hierarkiske ordens tilstedeværelse over alt i jordelivet kredser størstedelen af barokkens digtning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Barokken - en omvæltning i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476504