Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Christensen Sthens monologdrama

Oprindelig forfatter JZ

Den danske skolekomedies begyndelse kan dateres til midten af 1560'erne, da Hans Christensen Sthen (1544-1610) blev latinskolerektor i Helsingør. Det fremgår af byens kæmnerregnskab, at der jævnligt er blevet spillet komedie i latinskolebyen. Vi har bevaret et enkelt stykke fra Sthens hånd, Kort Vending („Kortt Wendingh“), som dog adskiller sig væsentligt fra de senere skolekomedier, idet det – måske i forlængelse af middelalderens monologiske fastelavnsspil – består af lutter monologer. De optrædende personer er sideordnede eksempler på livsforløb, der tilsammen skal illustrere stykkets morale. Hovedpersonen Kort Vending, altså „brat omskiftelse“, kommenterer de enkelte livsforløb og får på den måde skabt en vis struktur i stykket.

Fortaleren introducerer stykkets tema og moralske hensigt: Tilskuerne skal ikke glæde sig over, at det går stykkets selvsikre personer ilde, tværtimod skal vi ynkes over dem „Oc tencke, wy kunde oc falde here“. Derefter fortæller fiskeren, hvordan han under et tordenvejr møder Kort Vending, hvis fremtoning rummer alle modsætninger i sig; han er både ung og gammel, smuk og grim, blid og vred osv. – og hans ydre fremtoning afspejler således hans allegoriske rolle som den, der vender lykkens gang for menneskene. Således præsenterer han sig selv:

Ieg acther mitt naffn fyllist att giøre, [leve op til mit navn]
Som y [I] nu kortt sckulle faa at høre,
Huore [hvordan] ieg schall wende omkring
All werdtzens [verdens] sckick oc mennisckelig ting.

Efter disse indledende monologer kan selve stykket begynde. 1. og 2. akt er bygget helt parallelt op: 13 personer, der bredt dækker samfundslivet, træder på skift frem og fortæller i en kort monolog om deres liv. I 1. akt er de 13 personer, der spænder fra greven over borgmesteren og købmanden til bonden og den giftelystne borgerdatter („Mynn mødom er mig saa saare tungh“), selvsikre og selvtilfredse og ubekymrede om deres liv. Men Kort Vending kommenterer, ligeledes i en monolog, hver enkelts liv, ofte med spot og altid med truslen om, at lykken vil vende.

Annonce

2. akts 13 personer fra ridderen til tjenestepigen fortæller nu deres historier, hvis fællestræk er, at det er gået dem ilde, men de accepterer deres skæbne og har tillid til Guds meningsfulde plan. Kort Vending lover dem alle, at lykken vil vende: Ridderen skal få al grevens gods, tjenestepigen skal blive gift med borgerdatterens bror osv. Mellem 2. og 3. akt bytter personerne parvis tøj, imens en skuespiller fortæller tilskuerne om den forvandling, de snart vil se på scenen. Det er simpel anskuelsesundervisning: Den selvsikre greve er nu blevet den fattige og gudfrygtige ridder og omvendt, og nu kommer alle 26 personer parvis på scenen. Det er selvransagelsens tid for de faldne: „O werden, huillken stor forreder est thu, / Rett alldriig wiill ieg tro dig nu!“ – mens de oprejste taknemmeligt må prise Gud. Afslutningsvis slår først Kort Vending, derefter Epilogus moralen fast: „Mett theße [disse] perßoner er hiulliitt [hjulet, dvs. lykkens hjul] omuendtt, / Somme ere ophøgitt, oc ßomme er skientt [har lidt skade].“

Dele af Kort Vendings afskedstale og epilogen genbruger Sthen i læredigtet „Lyckens Hiul“ (udg. 1581). Her har lykken, Fortuna, overtaget Kort Vendings rolle, men digtets moraliserende tone på baggrund af livets ubestandighed er fastholdt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jan Zimmerman: Hans Christensen Sthens monologdrama i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476469