Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bønnebogen - Hans Christensen Sthen

Oprindelig forfatter BjSa

I de tidlige reformationsår havde Peder Palladius heftigt fordømt den gamle kirkes ritualiserede bøn. Rosenkransens gentagne opremsning af Ave Maria og paternoster hånes i Visitatsbogen som „mundklammer“. Han indskærper menigheden at fremsige fadervor, de ti bud og credo (trosbekendelsen) morgen og aften, ved alle måltider, og når et arbejde påbegyndes, fordi de er led i bekendelsen af troen, men fordømmer ellers enhver regulering af bøn i ord og praksis. Den personlige bøn skal ifølge Palladius ikke holdes på bestemte tidspunkter, „men effter som eders hierthe giffuer eder“, og være et spontant udtryk for personlig trang og behov. Bønnens værdi beror ikke på den bedendes selvindsigt, men på, om den er udtryk for et personligt tillidsforhold til Gud. Den skal være et spontant udtryk for lidenskab i tro og hengivelse – ikke en vej for sindet til gennem meditativ renselse at komme på niveau med Gud. Indsigten og magten er Guds alene.

Trods denne enkle og ligefremme fordring til menigheden viste erfaring ved skrifte og bøn dog alligevel, at mangen almuemand og -kone savnede ord til at udtrykke sig med. For at afhjælpe dette problem skabtes bøger, der kunne hjælpe den enkelte på vej. For bønnebøgernes vedkommende drejede det sig om samlinger af tekster, der gentog og byggede videre på, hvad Bibelen rummer af bønner. Når man ikke kunne finde sine egne ord, bad man med Bibelens. Meget udbredt blev Rasmus Hansen Reravius' En liden Bønnebog fra 1575. Den udkom første gang som et supplement til den lille udgave af Thomesens salmebog og var følgelig uden salmer. Det blev Reravius samtidige Hans Christensen Sthen, der med to kombinerede bønne- og salmebøger i dybere forstand åbnede genren ved at lade en ny type salme vokse frem af bønnens personlige betroelse.

Hans Christensen Sthen (1544-1610) er ikke kun kendt som digter, men også som skolemand og præst. Om hans opvækst ved vi kun, hvad han fortæller i et digt, at han tidligt blev forældreløs, men at Gud „skaf-fet mig gode Venner baade vde oc hiemme, / Som mig til det beste skulle fordre og fremme“, dvs. at han blev holdt til bogen og gjorde gejstlig karriere. Han studerede i København og blev efter afsluttet eksamen som 21-årig rektor for latinskolen i Helsingør. Året efter byttede han dette hverv med stillingen som kapellan ved Sankt Olai Kirke; i en periode forenede han begge embeder. I 1581 fik han magistergraden ved universitetet i København, og i 1583 blev han af byrådet i Malmø kaldet til det anseelige og velaflagte embede som sognepræst ved Sankt Petri i Malmø og provst over Oxie herred, hvorfra han i 1607 tog sin afsked.

Annonce

 Hans Christensens Sthens emblem, gengivet efter En liden Haandbog (1578). Et emblem, der består af et billede og en kort sentens, undertiden (men ikke her) suppleret med et længere tekstcitat, udtrykker – som et motto – et menneskes væsen og stræben. Dette emblems billede, en hane, der står på ét ben på en græshøj, mens den med det andet løfter en trompet, er oprindeligt et verdsligt symbol for stoisk vagtsomhed og overvågenhed. Således er det i et andet emblem knyttet til formuleringen: „Vågn op, for at du rosværdigt kan udføre store gerninger og lade hanens vagtsomme omhu være din læremester“. Sentensen øverst, SIC ET NON ALITER (således og ikke anderledes), trumfer stolt budskabet igennem.

Hans Christensens Sthens emblem, gengivet efter En liden Haandbog (1578). Et emblem, der består af et billede og en kort sentens, undertiden (men ikke her) suppleret med et længere tekstcitat, udtrykker – som et motto – et menneskes væsen og stræben. Dette emblems billede, en hane, der står på ét ben på en græshøj, mens den med det andet løfter en trompet, er oprindeligt et verdsligt symbol for stoisk vagtsomhed og overvågenhed. Således er det i et andet emblem knyttet til formuleringen: „Vågn op, for at du rosværdigt kan udføre store gerninger og lade hanens vagtsomme omhu være din læremester“. Sentensen øverst, SIC ET NON ALITER (således og ikke anderledes), trumfer stolt budskabet igennem.

Sthens digtning knytter sig – typisk for perioden – til de institutioner, han flittigt tjente. Overalt var han den engagerede ildsjæl. I sin tid som rektor ledede han kirkens kor, sang diskant ved aftensang og bidrog med digte til adskillige lejligheder. Litteraturhistorisk skelsættende er hans opsætninger af dramatiske spil med eleverne som aktører, i hvilken forbindelse han forfattede skolekomedien Kort Vending. Som præst i Malmø påtalte han uforfærdet, at byrådet havde lagt hånd på midler, som skulle være kommet de fattige til gode. Det fik rådet til at bede kongen forflytte Sthen, men det skete ikke.

Sthens litterære arbejder består af oversættelser, bearbejdninger og mere selvstændige værker. Ved siden af skolekomedien er hans genrer bønne-, salme- og opbyggelsesbøger. I 1578 udkom Sthens forsøg i bønnebogsgenren, En liden Haandbog. Den kan ses som en personlig variation over hans første bogudgivelse syv år tidligere, en oversættelse af bøhmeren Johannes Avenarius' Christelige og vdkaarne Bøner fra 1567, en bog, der vandt europæisk udbredelse. Den fulde titel på Sthens eget værk, En liden Haandbog, som indeholder allehonde nyttige Øffuelser vdi Gudelighed oc smucke trøstelige Bøner oc Loffsange, som mand kand daglige bruge, meddeler præcist disse bøgers anliggende. Udgaven fra 1589 bruger i titlen det middelalderlige udtryk „Exercitia“, som i 1548 var blevet videreført med Ignatius af Loyolas Exercitia spiritualia (Åndelige øvelser).

For Sthen er bønnen en øvelse i gudelighed, hvor en „idelig betenckelse, læsning, hørelse, samtale, oc andre exercitijs, fødis oc rodfestis i vore Sind og Hierter“. Vi har bevæget os langt væk fra Palladius' forklaring på bønnen. Hvor det var målet for Reformationens pioner at lede hverdagens erfaringer og energier ind i det kirkelige liv, vender Sthen strømmen og ritualiserer hverdagen. Målet er personlig tilegnelse gennem inderliggørelse.

Sthen deler Palladius' grundsynspunkt på bønnen, at vi med den ikke får, hvad vi beder om, men hvad Gud vil give os, for han ved, hvad der tjener os bedst; men han adskiller sig ved at tilføje nogle betingelser, som skal opfyldes for at kvalificere bønnen. For Sthen er det at bede at ligne ved en bodshandling, der forudsætter et angrende hjerte og en hensigt om at forbedre sig. Han stiller krav både til den psykologiske intention bag bønnen og til, at dens form er værdig, som man kan kræve det af den, der træder frem – ikke for sin far, men – „for den ypperste Konges ansigt vdi Himmelen“. Om bønnens form siger han, at det er ikke nok at sige „det Sandhed vaar, men ocsaa skickelige oc bequemmelige sætte sin tale frem“. Om dens væsen forklarer han i en uddybende betragtning, at den fungerer som en form for psykisk selvbeskyttelse. Ligesom en vold beskytter en by mod fjenders angreb, frelser bønnen os fra Djævelens anslag, mens den, der ikke beder, havner i Djævelens kløer. Med denne forståelse af bønnen åbner Sthen døren til et psykisk rum for selviagttagelse, hvor jeget bliver bevidst dels om sin måde at fremtræde på over for Gud, dels om sine religiøse anfægtelser. Han gør bøn til en handling, der pålægger jeget et ansvar for at gå ind i sig selv og granske sit hjerte.

Som Sthen med Haandbogen viderefører en ældre fromhedstradition inden for den ny tros rammer, er han også som digter af skolekomedie og salme en traditionsforvalter og brobygger til en ældre folkelig kultur. Sthen var en vedholdende samler af gamle ordsprog (det blev til mere end 1000), som han ikke udgav (manuskriptet blev først kendt i 1920 og udgivet 1987). Ordsprogenes formuleringer bruges igen og igen som visdomskilde i replikkerne i det allegoriske drama Kort Vending, og de klinger igennem som et erfaringsgrundlag, han øser af i sine salmer. Det mest koncentrerede udtryk får det i læredigtet „Regulæ vitæ“ fra samlingen En liden Vandrebog fra 1589, der sammenfatter Sthens på én gang verdsligt resignerede og religiøst fortrøstningsfulde livsfilosofi:

Frycte Gud, giør ræt, oc det onde hade,
Paa intet Menniske dig forlade:
Bær dit Kaarß [kors] det lætteste du kand,
Klag ey din Nød for alle mand,
Roeß ey for nogen din Lycke oc baade [gavn],
Tro huer mand skrøbelige, bed Gud om Naade.

Som vise- og salmedigter er det traditionen tilbage til folkevisens sene aflægger, den lyriske vise, Sthen drager frem. Her møder man hans mest originale indsats. En sammenligning af Haand- og Vandrebogen illustrerer den digteriske vækst i forfatterskabet; fra en samling af overvejende bønner i prosa og med kun ti salmer, alle efter tysk forlæg, til en samling domineret af originale åndelige viser og salmer. Mest kendt i dag er hans bearbejdning af den gamle dagvise, „Den mørcke Nat forgangen er“, og dens modstykke, aftensangen „Den liuse Dag forgangen er“, der er blevet salmebogsklassikere.

Det kunstneriske kvantespring viser sig imidlertid i Sthens evne til i den sene samling at lade den bevidsthedsdimension, der åbnede sig med hans begreb om bønnen, tale med sin egen kunstneriske stemme. Hvor følelsesregisteret i den tidlige reformationssalme udtrykker enten fortabelsesangst eller frelsesjubel, lyder der i Sthens åndelige viser brudte klange, der bevæger sig mellem bekymring og håb. Den motiviske kerne er et jegs introspektion i et personligt følelseskompleks. Metoden bliver – ved lån af melodi og associative tekststumper fra tidens populære verdslige viser ad stier, som disse allerede har banet – at føre det anfægtede sind frem til religionens trøst. Luthers tanke om at lade åndelig sang fortrænge bolevise får med Sthen en ny og dristigere betydning.

Ieg stod mig op en Morgenstund,
Ieg klaget min Sorg saa mangelund,
Sorgen vaar i min Hu for synder mine.

Der stod en Engel oc liude der paa,
Du arme Synder, hui klager du dig saa,
Sorgen vaar i min Hu for synder mine.

At det var Sthen bevidst, hvori hans fornyelse af salmegenren bestod, fremgår af samlingens afsluttende digt, der former sig som en dialog mellem bogen og dens læser. Her lader han bogen referere den fordømmende kritik for ikke at anslå en passende tone. Bogen imødegår imidlertid indvendingerne ved at henvise til, at dens ærinde netop er at henvende sig til og omvende mennesker, der ellers ikke – moralsk, socialt og dannelsesmæssigt – var lydhøre for salmen.

Bogens metode er dog ikke kun en strategi til at nå en ny læsergruppe. Den er for Sthen også en måde at sammenholde to tilværelsesdimensioner på. Det står tydeligt, hvor han stærkest støtter sig til den verdslige vises form, som fx i visen med den for Sthen karakteristiske titel „En klagelig oc dog trøstelig Sang oc Vise“. Ved her at benytte den lyriske vises form kan han i om- og indkvæd fastholde den religiøse fortrøstning i en monoton gentagelse, mens selve teksten i en langsom fremadskriden over 17 strofer opremser sine klager over livets verdslige vilkår, inden den når det punkt, hvor de to dimensioner forløsende skilles – mellem strofe 13 og 14:

O Gud løse mig aff mine Synders Nød,
HErre Gud trøste dem som ere bange,
For IEsu Christi hellige Pjne oc Død,
Thi at Sorrigen hun tuinger saa mange.

Ieg er her i Verden en fremmet Gæst,
HErre Gud trøste dem som ere bange,
Mit Fæderneland i Himmelen det tiente mig best,
Oc da faar Sorrigen en god ende.

Frelsen ligger forude, ikke tilbage. Som i den typiske reformationssalme er Guds nåde også for Sthen det eneste holdepunkt, men den opleves hos ham ikke længere i den syngende menigheds fællesskab i kirkens skød. Jeget er blevet isoleret, hvad der i sig selv er smerteligt: „Stor sorrig lønlig at bære/ Det giør i Hjertet vee“, eller det bekymrede sind isolerer sig og søger lindring i en naturensomhed som i „En Vise om Verdens Svig oc falske Venner“:

Ieg gick mig vdi Rosens Lund
Ieg actet der Diur at bede
Men der møtte mig i samme stund
Den ieg ey effter monne leede
Saa kand der megit hende
Fra Morgen inden Afften monne komme
Thi er det bedre at vende
End føre den Gierning til Ende:
Der mere kand skade end fromme.

Visen beskriver resigneret verdens gang gennem en række ordsprog, hvis statiske livssyn lader de moralske tilstande fremstå som naturlove, som kun Guds forsyn kan udfri os af.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Sandstrøm: Bønnebogen - Hans Christensen Sthen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476467