Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Salmen - fra kampsang til lovprisning

Oprindelig forfatter BjSa

Med menighedssalmen finder den luthersk-evangeliske kirke sit centrale udtryk. Genren defineres ofte som menighedens svar på evangeliet. Definitionen står og falder med, hvad man lægger i begrebet 'svar'. I middelalderens katolske kirke havde salmesangen været et anliggende for gejstlighedens kor, og menighedens bidrag havde højst været at svare lejlighedsvis med en enkelt linje eller et vers som et bekræftende ekko. Fra pavedømmets seneste år er der dog overleveret en række salmer, som siden blev optaget i den lutherske salmebog, men i hvilket omfang de har været brugt af menigheden under messen, er uvist.

Med den lutherske salme tager menigheden forkyndende og bekendende ordet i sin egen mund og virkeliggør på den måde ideen om det almindelige præstedømme. I sin senere lange udvikling har genren med baggrund i skiftende tiders livsvilkår og tankesæt filtreret den evangeliske forkyndelse. Salmen har på den måde fungeret som et sindets spejl, som gengav forkyndelsen i et kunstnerisk sprog, der forenede tro og erfaring, metafysik og psykologi, og forvandlede den kirkelige dogmatik til, hvad der er kaldt en „hjerternes teologi“. I helt konkret forstand fungerer den danske salmebog derfor – i højere grad end trosbekendelsens ordlyd – som den danske kirkes bekendelsesskrift. Salmen blev sjælens vej til troen. Hertil kan føjes, at salmebogen er dansk digtnings ubestridt mest udbredte poesibog, ja den mest udbredte bog overhovedet.

Selv om genren begyndte mere snævert som parti- eller kampsang og først senere erobrede denne bredtfavnende status, kan man fra begyndelsen ane spiren til, hvad den skulle udvikle sig til. Som den reformatoriske bevægelse overhovedet kom salmen til Danmark fra Tyskland med Martin Luther som direkte igangsætter. Luther fik selv impulsen til at digte, da han i 1523 erfarede, at to trosfæller fra augustinerordenen i Nederlandene var dømt for kætteri og brændt på bålet i Bryssel. Oplevelsen af, at den evangeliske tro besad styrke til at skabe martyrer, affødte hos ham en løftelse, som han udfoldede i balladen „Ein neues Lied wir helben an“. Impulsen, der kom samtidigt med, at Luther arbejdede på at udforme den evangeliske gudstjeneste, transformerede sig over i denne.

Annonce

Selv om balladen ikke var beregnet til menighedssang, blev den optaget i salmebogen. Det var dog oprindeligt ikke Luthers tanke selv at skrive salmer. Han appellerede til sine meningsfæller, og flere meldte sig, men da det skortede på folk med evner for denne gerning, tog Luther selv opgaven op og viste sig straks som den mest talentfulde. Salmerne blev i begyndelsen – så hurtigt de var digtede – solgt på torvene som skillingstryk og udbredt, hvor bevægelsen vandt genklang i ind-og udland. Overalt fungerede de som protest- og kampsange i tidens ophedede debatklima. Legendeagtige beretninger melder om, hvorledes oprørske menigheder sang den gamle kirkes prædikanter ned af prædikestolen; i Viborg fortælles det, at en vred menighed med højrøstet salmesang forstyrrede den latinske messe i koret. Salmesangen var blevet en protestform. Myndighederne forsøgte visse steder at hindre salmernes udbredelse, men disse kvælningsforsøg fik kun ilden til at blusse.

De enkelte salmeblade blev straks samlet i bøger. Den første samling, der blot indeholdt otte salmer (senere kaldet Das acht Liederbuch), kom i 1524 og blev fulgt af en strøm af nye udgivelser, der hurtigt svulmede op. Den ukontrollerede mængde gjorde dog tidligt Luther betænkelig. For at dæmme op for mangfoldigheden og sætte en norm, der kunne sikre forkyndelsens renhed, forlangte han allerede 1529, at der ikke måtte ændres i hans første salmebog, ligesom han indsatte forfatternavne ved salmerne. Den rene lære skulle garanteres. I Danmark blev salmer, forfattet af folk fra Wittenbergkredsen, opfattet som specielt rettroende.

I forordet til den første salmebog legitimerer Luther genrens placering inden for den evangeliske bevægelse. Reformatorerne opfattede ikke sig selv som fornyere, men som genskabere af en oprindelig kristen tradition, og salmen blev brugt til at pointere dette. Ifølge traditionel figural bibeltolkning bliver Det Gamle Testamentes beretning om jødernes udfrielse af det ægyptiske fangenskab set som en præfiguration (dvs. foregribelse) af forløsningen ved Kristus. Denne frelseshistoriske forestilling følger og fordobler Luther ved at indføje den evangeliske kirkes brud med pavedømmet som endnu en parallel og lade den forklare salmegenrens frembrud. Ligesom israelitterne priste Herren, fordi han udfriede dem af det ægyptiske fangenskab, forklarer Luther, således bør også vi synge salmer og lovsange i denne nåderige tid, fordi Gud med sit hellige ord og nåde har forløst os ud af „thet Pharaonis oc Egyptiske fengsel oc trældom / thet er aff dieffuelsens [djævelens] macht oc syndsyns trældom.“

I det perspektiv bliver menighedssalmen psykologisk en frugt af det reformatoriske gennembrud: glæden over forkyndelsen af frelsen ved troen alene. Den bliver en lovsang, som Luther forklarer det i forbindelse med sin egen digtning: „Gud har jo gjort os rigtig glade ved at sende sin elskede Søn til os. Han døde for vor skyld og vandt over synden, døden og djævelen. Derfor: Alle, der tror på det, kan ikke lade være med at synge af lyst og glæde.“ Genrens grundtone bliver således den glade lovprisning. Gennem sangen viser vi, at vi har tilegnet os evangeliet: Mund og hjerte har gjort en pagt.

Dette spor følger og betoner Peder Palladius i den belæring, han i visitatsbogen giver om salmesang. Hvor salmesang i katolsk tid, som den fx kendtes fra klostrenes tidesang, blev opfattet som et led i den evige lovprisning af Gud, er salmesangen, som Palladius fremstiller den, et spontant udtryk for glæden ved jordelivet. Han sammenligner den kontant med fuglenes sang i naturen. Når de har hentet „deris krouff fuld aff madicher och korne“, takker de straks med sang Gud for føden. „[H]ine dejlige nactergale, lerche, stillidzer, stæer, draßele, soelsorte, papegoyer“ opfylder derfor Jesu ord om at leve ubekymret i tillid til Guds forsyn: „de græde iche for deris føde, saa skulle j iche heller græde, och suche och giffue eder for eders føde, och gaa och vride eders hender, lige som i haffde ingen gud vdj himmelen.“

Således udtrykker salmesang for Palladius den sjælelige dimension, som sindet løftes ind i ved tilliden til at være frelst ved troen alene:

Den hellig aand giør et glad hierte, diefflen giør en sorgfuld hierte. It glad hierte giør et langt liff, et sorgfuld hierte giør et stachet liff, huor skalt du kiende et glad hierte, at en gaar alltid och siunger heller nyner aff en hellig viße; huad tør i veed at sørge, lader gud sørge for oß; ingen kand udrette med sin sorg saa møget, at hand bliffue en fingers bret enten lenger eller stecher [kortere].

Glæde bliver således en pligt, og ruelse og anger ikke blot overflødig, men udtryk for en ukristelig bekymring, mangel på tro. Kristus har entydigt forløst os, og vi skal glæde os. Salmesang bliver det konkrete udtryk for frelsens mentalhygiejniske virkning. Også i livets sværeste situationer.

Reformationstidens salmer giver udtryk for den tillidsfulde tro og er ikke stedet, hvor sjælen kvalfuldt gør sit regnebræt op og betænker anfægtelser og synd. Denne sjælelige dimension åbnes først i det følgende århundrede. Med dette syn på salmen var det en selvfølge, at den ikke kun skulle forbeholdes rituelle lejligheder i kirken, og hvor menigheden samledes, men lyde ved alle hverdagens gøremål.

At salmen dermed overskred grænsen mellem kirkens rum og det private – og blev kanalen, der lod det hellige strømme ud i det verdslige – betød imidlertid ikke kun, at salmen fik en større og videre udbredelse ved at være blandt de troende i alle situationer, men også, at den erobrede et domæne i sindet, som kirkesangen hidtil havde været afskåret fra. Ved at bevæge sig fra messe- og menighedssang til sang ved den private andagt forvandler salmen sig fra at tjene forkyndelsen til at blive et led i en personlig bekendelse, der psykologisk hviler på individuel indlevelse og et sjæleligt behov.

Det skinner specielt igennem i Palladius' formaning om, at salmer bør fortrænge „boleviser“, hvorved han hentyder til elskovssange af mere eller mindre tugtig karakter. For at salmen imidlertid kunne erstatte kærlighedsvisen, måtte den religiøse sang indgå en alliance med den verdslige ved at lade sin tekst følge den verdslige melodi og dermed bæres af dens stemning og hele følelsesregister. Der blev således tale om, at det religiøse forskød sig ind i et erotisk felt. Sangen opererede i en halvbevidst zone. I sin opfordring til at synge salmer i alle livets situationer lover Palladius kvinden, at sangen vil åbne et oplevelsesrum, hvor hverdagens gøremål fortoner sig og bliver udført, „før end hun veed selff udaff“, mens bevidstheden er samlet om det hellige.

I Palladius' ord ligger den tidligste antydning af et spændingsfelt mellem menighedssalme og salme til privatandagten i hus og hjem, der senere skulle åbne sig og skabe mulighed for gensidig befrugtning mellem evangelisk forkyndelse og lyrisk erfaring. Dermed skabtes der grobund for, at salmen kunne vokse i erfaringsfylde og udtryksrigdom.

Det tekniske begreb for mødet mellem religiøs bekendelse og psykologisk indlevelse er kontrafaktur, der bredt dækker blandingsgenren, hvor en religiøs tekst skrives til en verdslig melodi. Balancepunktet for sammensmeltningen forskydes fra periode til periode; fra at religiøse tekster neutralt støtter sig til eksisterende verdslige melodier, fordi det nu engang var dem, menigheden var bekendt med, til at den religiøse tekst låner formuleringer fra en oprindelig verdslig melodis tekst, som i større eller mindre grad varieres. Palladius' salme „Menniske vilt du mig høre“ til melodien fra skillingsvisen om ridder Danyser (Tannhäuser), hvis sind stod „Til Fru Venus oc hendis Quinder“, er uden allusioner til forlægget. Men senere i århundredet, hvor den ydre tros-kamp var ovre, genbruger Hans Christensen Sthen bevidst de folkelige visers formuleringer og suger stemning af deres melankoli. I pietismens tid 200 år senere drager H.A. Brorson ved sit melodivalg de artistiske operaariers hele erotiske lidenskab ind i sin salmedigtning. Ved disse sammensmeltninger mødtes evangelisk forkyndelse og psykologisk selvfordybelse.

Mens Palladius i forbindelse med menighedssalmen taler til både kvinder og mænd, er det karakteristisk nok specielt kvinderne, han henvender sig til, hvor sangen udspringer af et personligt udtryksbehov og bæres af en intim, dagdrømmerisk følelsesimpuls. Med salmen til privatandagten åbnedes døren – foreløbigt på klem – for en side af sindet, der normalt karakteriseres som kvindelig og erotisk. Denne intime dimension – ikke kun ved husandagten, men ved den protestantiske menighedssang overhovedet – blev også registreret af den gamle kirkes repræsentanter. Poul Helgesen anså den evangeliske salmesang for at repræsentere det verdsliges indtrængen i det hellige og angreb den, fordi melodierne „meer haffue fantzwn [form] effter sprynge [danse] wiiser, end hellige psalmer oc loffsang“, og fordi kvindestemmerne snarere rørte sindet til syndige tanker end til det gudelige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Sandstrøm: Salmen - fra kampsang til lovprisning i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476464