Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hundredvisebogen

Oprindelig forfatter VAPed

Det er dog nok med den såkaldte Hundredvisebog fra 1591, at Vedel har sat sig de mest varige spor i den danske litteratur. Hundredvisebogen er Nordeuropas første trykte samling af folkeviser overhovedet og er således uden forbilleder. Den folkeviseinteresserede enkedronning Sophia, Christian 4.s mor, havde bedt om afskrifter af de bedste af de viser, Vedel havde indsamlet for at bruge dem som en del af kildematerialet til den danmarkshistorie, han skrev på. Men Vedel blev ved med at udskyde afleveringen af viserne og endte i stedet med at udgive 100 (eller rettere 102) viser.

Visebogen indeholder viser om konger, krigere og fornemme folk. Blandt andet derfor er der stor overvægt af viser med personer, der med større eller mindre berettigelse kan henføres til historiske begivenheder. Når man sammenholder de versioner, Vedel lader trykke, med de forlæg, han har fra andre håndskrifter, kan man se, at enkelte af stroferne må være digtet af Vedel selv. Blandt de mange kilder, Vedel havde til rådighed til sin danmarkskrønike, fandtes nemlig flere folkevisehåndskrifter. Heraf kender vi stadig Rentzells håndskrift og Svaning I & II, de sidste to traditionelt, men næppe korrekt, anset for at være en del af arven fra svigerfaderen. Alle tre har tilskrifter af Vedel selv. På blad 124r i Rentzell står der: „viide IIII tomme“, dvs. se 4. bind, så Vedel har altså haft mindst et håndskrift mere.

Hundredvisebogen er dels forsynet med en trykt dedikation til dronningen, dels med en lang indledning, der kan siges at være den første afhandling om folkeviser overhovedet. På sin vis er Vedel forbløffende fordomsfri i sin indledning og kan uden blusel goutere såvel hedenske som usandsynlige indslag. Som i andre lande og til andre tider har digterne lov til blot at digte: „Denne Poetiske Art oc Frihed haffuer været fra saa mange Tusinde Aar, saa den staar nu icke letteligen til at afflegge eller forbiude“.

Annonce

Vedel tillader sig selv en anden form for poetisk frihed, nemlig når han selv digter strofer til 'sine' redaktioner af de enkelte viser. Men han gør det med stor fornemmelse for den særlige folkevisestil. I Svaning I blad 123 hedder det fx:

Dett vor unger Axxel-voldt,
hand vort y hoven [huen] saa mod:
saa gaar hand sig i bure
alt til sin foster-moder. (DgF 293 B, „Ung Axelvold“)

Heraf har Vedel dannet str. 8-9 i sin „Erland Kongens Søn tager Eline, vnge Axeluolds Moder til Ecte“ (DgF 293 D). De lyder:

Suarede det vngen Axeluold, 1
hand bleff i Kinder saa bleg: 2
„Ieg skal vide huo min Moder er, 3
førend ieg kommer i eders Leeg.“ 4

Det vaar vngen Axeluold, 1
hand vaar saa tyst i Sind: 2
Saa gaar hand i Høyelofft, 3
at spør kiære Fostermoder sin. 4

Det spændende er her ikke, at Vedel får strofen fra Svaning til at fylde det dobbelte, men den følelse for håndværket, hvormed han gør det: l'erne betegner den talende, 2'erne beskriver hans sindstilstand, 3'erne tilhører den kategori, i „hvilken hele Strofens Indhold er koncentreret“, som metrikeren og digteren Ernst von der Recke formulerede det, mens 4'erne nærmest er at betegne som uddybninger af 3'erne.

Eksemplet, der er typisk, viser, at Vedel tværtimod har så fint et øre for folkevisesærpræget, at han næsten foretager en restitution, dette begreb, som 1800-tallets romantiske folkeviseudgivere lod sig styre af i deres jagt på at finde den enkelte vises 'urform'. For Vedel selv var hans tildigtninger ikke problematiske og uhistoriske tilføjelser. Han mente tværtimod at have forbedret viserne, hvor forlæggene var uklare.

Vedel havde flere vægtige grunde til at udgive en sådan samling. For det første var der det officielt historiske: Vedel betragtede viserne som kilder til historiske begivenheder på linje med andre skriftlige efterladenskaber – omend han ved de enkelte viser kunne sætte spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af mange udsagn og mærkelige væsener. Hver vise er forsynet med en lille indledning af Vedel selv, hvori han redegør for historiske data og kommer med et kort handlingsreferat eller med en moralsk vurdering.

Dertil kommer det kulturhistoriske. Man kan dels lære om de gamle sæder, dels om den ikke længere gangbare katolske tro. Også de ældres trofasthed over for Gud, konge og fædreland kan fremhæves. Til det kulturhistoriske hører naturligvis også sproget. Så Vedel lagde vægt på, at han udgav viserne „for Sprogets skyld: Det er, for de herlige gamle Danske Gloser oc Ord, for hin skøne Sprog oc runde Tale, og for den artige Compositz oc Dict i sig selff.“

Endelig kan viserne tjene til eksempel – enten til efterfølgelse eller advarsel: „her [gives] atskillige Exempel faare, vdi drabelige oc merckelige Personer, baade paa dyds oc fromheds bedrifft, saa vel som paa Wdyds oc Onskaffs idret, andre til Aduarsel oc Efftersyn, at elske oc følge det gode, oc hade oc fly det onde.“ Derfor mente Vedel også, at det var vigtigt at undgå de „Slemme løssafftige Bole Viser oc wærlige Skennde Dict, som ere tuert imod all Gudelighed oc Ærlighed.“ Det var måske også derfor, at en del af de elskovsviser, som Vedel også havde samlet, ikke kom med i Hundredvisebogen. De blev først udgivet af Mette Gøye 1657 under titlen Tragica.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Hundredvisebogen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476480