Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det danmarkshistoriske epos - Margaretica og Res Danicæ

Oprindelige forfattere KS-P og PZee

Æneidens indflydelse på senere tiders litteratur kan vanskeligt overvurderes. Der blev skrevet utallige eposer rundt omkring i Europa – helt ind i 1700-tallet – i mere eller mindre tæt efterligning af Vergils digt. Erasmus Lætus' 6666 heksametre lange Margaretica er det mest gennemførte forsøg på at skrive en dansk Æneide. Også Margaretica foregår i fortiden – omend en mindre fjern fortid end Æneiden – med stadige blikke frem til digterens samtid, altså tiden omkring 1570. Også Margaretica hylder den siddende konge, Frederik 2., indirekte, ved at lade en af hans forgængere på den danske trone, dronning Margrete 1., være digtets absolutte helt og hovedperson.

Digtet fortæller om dronning Margretes sejr over svenskerne i slaget ved Falköping i 1389, der kom til at bane vejen for Kalmarunionen. Da Lætus udgav sit epos, havde unionen været opløst i 50 år, men svenskerne var stadig ivrige efter at lægge afstand til denne periode, hvor Sverige havde været underlagt de danske konger. Når han valgte netop slaget ved Falköping som emne for sit epos, har det altså været ment som en provokation. Samtidens læsere har ikke kunnet undgå at drage paralleller til den netop overståede krig mellem Danmark og Sverige, Den Nordiske Syvårskrig 1563-70.

Margrete er portrætteret med forbillede i Æneidens hovedperson Æneas. Begge er ansvarsbevidste ledere af deres folk. Begge er fromme og gudfrygtige. Både Æneas og Margrete er imidlertid også bekymrede og tyngede af uvished, Æneas, fordi han ikke kender gudernes mening med den færd, han har fået påbud om at begive sig ud på, Margrete, fordi hun udsættes for brovtende krigstrusler fra den svenske kong Albrecht.

Annonce

 Når Erasmus Lætus skildrer Christian 4.s dåb som en reformatorisk manifestation, er det i overensstemmelse med den officielle propaganda. Antipavelig propaganda indgik direkte i festen: Festfyrværkeriet om aftenen efter dåben omfattede en scene, hvor en landsknægt med en fakkel satte ild til fire munke og en pave, der eksploderede på smukkeste vis. Tegning fra kongens ammunitionsmester Rudolf fra Deventers Kunstbuch von allerhandt künsten der Argkeley [skyts og ammunition].

Når Erasmus Lætus skildrer Christian 4.s dåb som en reformatorisk manifestation, er det i overensstemmelse med den officielle propaganda. Antipavelig propaganda indgik direkte i festen: Festfyrværkeriet om aftenen efter dåben omfattede en scene, hvor en landsknægt med en fakkel satte ild til fire munke og en pave, der eksploderede på smukkeste vis. Tegning fra kongens ammunitionsmester Rudolf fra Deventers Kunstbuch von allerhandt künsten der Argkeley [skyts og ammunition].

Digtet er også et indlæg i den såkaldte litterære fejde mellem Danmark og Sverige. Den Nordiske Syvårskrig blev nemlig ikke kun udkæmpet på slagmarken. Både før og under krigen udsendtes der fra de to landes regeringskredse en række skrifter – på latin, tysk og dansk og svensk – der sværtede nabolandet til. Tonen var blevet slået af af Johannes Magnus' sverigeshistorie fra 1554. Fra dansk side kunne man ikke sidde hans voldsomme angreb på den nationale historie overhørig. Regeringen pålagde historikeren Hans Svaning at forfatte en gendrivelse af Johannes Magnus' beskyldninger, og den udkom i 1561, kort før Syvårskrigens udbrud. Den gendriver punkt for punkt en række af de beskyldninger mod Danmark og danskerne, der står at læse hos Johannes Magnus.

Margaretica skal givetvis ses som endnu et forsøg, efter Syvårskrigen, på at give et dansk svar på Johannes Magnus' værk. Som nationalt epos er Margaretica i langt højere grad en ligeværdig pendant til Magnus' store nationale historieværk end Svanings mere beskedne punktvise gendrivelse. Nogle af de udfald mod danskerne, som Lætus lægger den svenske kong Albrecht i munden, er faktisk hentet hos Johannes Magnus. Tanken er vel, at som Albrechts hån af danskerne blev straffet i nederlaget ved Falköping, blev Magnus' det i Syvårskrigen. Analogierne mellem 1389 og Syvårskrigen er et gennemgående tema, som ganske belejligt gør Syvårskrigen til en større dansk sejr, end den var.

Lætus har utvivlsomt skrevet sit epos i forståelse med regeringen – og i klar strid med det forbud mod smædeskrifter, der var indeholdt i fredsslutningen i 1570. Men der kendes ikke nogen reaktioner på det fra svensk side.

Lætus' andet danmarkshistoriske epos, Res Danicæ, er betydeligt længere end Margaretica og består af omkring 14000 heksametre, inddelt i 11 bøger. Også Res Danicæ skal ses på baggrund af Syvårskrigen og den litterære fejde mellem Danmark og Sverige. Lætus fører Danmarks historie helt tilbage til Noa som et svar på Johannes Magnus' værk. Magnus kan nemlig fortælle, at svenskernes forfædre goterne faktisk har boet i Sverige helt siden år 88 efter Syndfloden, da Noas sønnesøn ankom til Sverige og lagde grunden til et glorværdigt gotisk rige. Danmark får en betydelig mindre smigrende oprindelse. De små ubetydelige øer syd for Sverige blev benyttet som fangekoloni af goterne, hvortil man deporterede forbryderiske elementer. Det er denne hån, Lætus har travlt med at dementere i Res Danicæ. Han gør klart, at også Danmark har andel i den gamle gotiske ære, og han understreger, at de gamle cimbrere – som udelukkende er danske forfædre og næsten lige så gamle som goterne – var betydelig mere fredselskende og besindige end deres rastløse naboer mod nordøst.

Denne dansk-svenske strid om den allerældste historie blussede op med jævne mellemrum. På dansk møder vi den fx hos C.C. Lyschander, og godt 100 år efter Lætus tog Thomas Kingo tråden op i sit digt „Gullands Indtagelse“. Her besynger han Danmarks urgamle historie tilbage til Syndfloden, stadig i polemik med svenskerne.

Men samtidig gør Lætus sig også umage med at skildre svenskerne med respekt og anerkendelse. Der er ikke tvivl om, at han her i højere grad end i Margaretica har søgt at overholde fredstraktatens bestemmelser. Hele digtet igennem sørger han for at gå en balancegang mellem på den ene side at hævde danske interesser og på den anden side ikke at give anledning til svenske indsigelser. Det overordnede budskab er skildringen af Danmarks nuværende velstand og den nærmest idylliske tilstand, der hersker oven på den skadelige Syvårskrig med Sverige.

Lætus udgav sine eposer i Frankfurt am Main, da han i årene 1572-74 foretog en stor rejse til Tyskland, Schweiz og Italien. Det var ikke det eneste, han fik trykt på denne tur. Fire store latinske værker udgav han i henholdsvis Basel og Frankfurt. Det drejer sig om et læredigt om søfart, en samling moralske dialog-digte, hvor de optrædende er både dyr, floder m.m., et hyldestdigt om byen Nürnberg og et værk om de romerske kejsere.

Så mange værker kan han ikke have skrevet på rejsen. Efter al sandsynlighed havde han størstedelen af manuskripterne med sig, da han i 1572 forlod København, og såvel rejsen som digtene er efter alt at dømme blevet planlagt i samråd med repræsentanter for den danske regering. Lætus var nemlig i 1569 blevet adlet. Det er et socialt avancement, der er helt enestående i denne periode, hvor barrieren mellem adels- og borgerstand var så godt som uigennemtrængelig. Men Lætus' adling er at betragte som en hofdigterudnævnelse.

Da han vendte hjem fra sin store udlandsrejse, blev han imidlertid mødt med en afskedigelse fra universitetet. Grunden kender vi ikke, men det lange fravær bar sikkert en del af skylden. Kongen blev ganske vist ved med at sørge godt for sin hofdigter, men han blev en bitter mand. Hans private situation i de sidste år har sat sit tydelige præg på hans eneste bevarede prosaværk, skildringen af Christian 4.s fødsel og dåb, De nato baptisatoque primo Friderici II (...) filio Christiano (1577). Dette historiske værk, der blev skrevet umiddelbart efter de begivenheder, det skildrer, er blevet et yderst personligt dokument, hvor forfatteren, i bedste new journalism-stil, bringer sig selv ind i handlingen og benytter lejligheden til en lang række bitre udfald mod personlige fjender. Man kan med en vis ret tale om et privat, terapeutisk projekt. Måske af samme grund blev værket aldrig udgivet på tryk, og det er kun bevaret i Lætus' egen kladde.

Værket er dog først og fremmest et forsøg på, gennem beretningen om prinsens fødsel og dåb og de efterfølgende festligheder, at skildre Frederik 2. som den milde konge, der har skabt fred og sikret den rette tro for sit land. Kongen fremstår som fuldbyrderen af Reformationen – ja, prinsens dåb kommer i teksten til at stå som Reformationens endelige besegling i Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Skovgaard-Petersen, Peter Zeeberg: Det danmarkshistoriske epos - Margaretica og Res Danicæ i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476485