Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den lange vej til en danmarkshistorie - Svaning, Vedel og Huitfeldt

Oprindelige forfattere KS-P og PZee

Mens Lætus fik udgivet sine store danmarkshistoriske digte i begyndelsen af 1570'erne, sad Hans Svaning (1500-84) i Ribe og arbejdede på en stor danmarkshistorie på latin. Det havde han gjort siden 1550'erne, og en lille del af den havde set dagens lys i 1561, da han udgav sin skildring af kong Hans' historie sammen med gendrivelsen af Johannes Magnus' sverigeshistorie.

Svaning arbejdede i forståelse med den danske regering, især med kansleren Johan Friis (d. 1570), for den nationale historieskrivning efter Reformationen var et statsligt anliggende. I de ledende og lærde kredse i Danmark følte man et stort behov for en ny, tidssvarende danmarkshistorie, der kunne være et vidnesbyrd om landets lange glorværdige historie. Den skulle skrives på latin for at nå ud til et udenlandsk publikum. Netop i første del af 1500-tallet havde flere europæiske lande fået fortalt deres historie i latinske værker – Johannes Magnus' sveriges-historie var kun et af dem – og det var i sig selv med til at forstærke ønsket fra dansk side om en ny nationalhistorie. Det hørte med til at være en civiliseret nation og var således et kulturelt prestigeprojekt. Ganske vist var der Saxos latinske danmarkshistorie fra omkring 1200, der var blevet trykt første gang allerede i 1514 i Paris og nød stor respekt blandt europæiske lærde. Men den kunne i sagens natur ikke gøre fyldest, da den ikke dækkede de seneste knap 400 års historie.

Svaning fik skrevet sin danmarkshistorie i løbet af 1560'erne og 1570'erne, men helt færdig blev den sandsynligvis ikke. Efterhånden mistede regeringen tålmodigheden, og i 1579 blev han beordret til at aflevere sit manuskript. Universitetets professorer – der fungerede som censorer – har åbenbart ikke fundet værket egnet til trykning. Det blev henlagt i Universitetsbiblioteket og brændte med dette i 1728. Lidt kender vi imidlertid til det, for enkelte uddrag nåede at blive trykt, Kong Hans' historie (1561) og Christian 2.s historie (1658).

Annonce

Svaning kan fortælle med en levende sans for drama. Medrivende beretter han om, hvordan Christian 2. forelskede sig i Dyveke under et bal i Bergen – en dans, der fik katastrofale følger, for ifølge Svaning var det Dyvekes mor Sigbrit, der senere som Christian 2.s rådgiver var skyld i Det Stockholmske Blodbad i 1520:

Hun danser til basunens klang, mens kongen fører, og hendes fagter, hendes blik og hendes blide bevægelser med kroppen fryder kongen, som ved synet af det yndige ansigt og linjerne i den spæde krop, der fra skaberens egen hånd var formet så smukt, var lige så lykkelig som Paris, da han havde røvet Helene. Han danser derfor helt opfyldt af glæde, uden anelse om den store elendighed og den frygtelige ulykke, der snart efter skulle følge denne dødsmærkede glæde. … Hvilke vældige udgydelser af uskyldige menneskers blod, hvilke mængder af uretfærdige drab, ja, hvilke rystelser i disse rigers grundvold lå der ikke gemt i denne ene dans?

I 1500-tallet hørte historieskrivning stadig til på kunstprosaens gebet. Historieskrivning skulle leve op til æstetiske krav, være stilistisk ensartet og velformet. Der er langt fra Svanings fortællende og moraliserende historieskrivning til senere historikeres vægt på dokumentation og kildekritik. Svaning skriver uden fodnoter. Afstanden mellem Svanings historie og Lætus' eposer er til gengæld ikke stor. Begge skulle markere Danmarks lange historie som selvstændigt og magtfuldt kongerige, begge skulle hævde aktuelle danske interesser og gøre det i en klassicerende litterær stil, som kunne give værkerne udenlandske læsere – og som i sig selv var et vidnesbyrd om det høje civilisationsniveau i Danmark.

 I 1577 hentede Frederik 2. Hans Knieper fra Antwerpen til Danmark med den opgave at fremstille 40 vævede tapeter (gobeliner) med portrætter af danske konger til Kronborg. Kulminationen i Kronborgtapeternes skildring af den danske kongerække er portrætterne af Frederik 2. og den unge prins Christian. Prinsens tilstedeværelse fastslår også den fremtidige kontinuitet i den danske kongerække. I baggrunden ses Kronborg og Frederiksborg, hvor Christian var født. Adelsmanden til venstre kan meget vel være Tycho Brahe, hvis forskningscenter på Hven var et andet af Frederik 2.s prestigeprojekter.

I 1577 hentede Frederik 2. Hans Knieper fra Antwerpen til Danmark med den opgave at fremstille 40 vævede tapeter (gobeliner) med portrætter af danske konger til Kronborg. Kulminationen i Kronborgtapeternes skildring af den danske kongerække er portrætterne af Frederik 2. og den unge prins Christian. Prinsens tilstedeværelse fastslår også den fremtidige kontinuitet i den danske kongerække. I baggrunden ses Kronborg og Frederiksborg, hvor Christian var født. Adelsmanden til venstre kan meget vel være Tycho Brahe, hvis forskningscenter på Hven var et andet af Frederik 2.s prestigeprojekter.

Eftersom Svanings danmarkshistorie ikke blev fundet egnet til udgivelse, lod den nye danmarkshistorie vente på sig. Efter Svaning påtog hans svigersøn Anders Sørensen Vedel sig opgaven, stadig i forståelse med den danske regering. Også Vedel arbejdede længe på sagen og skitserede i flere omgange et ambitiøst projekt, der omfattede langt mere end Svannings begivenhedshistorie, men det lykkedes ham ikke at få skrevet mere end spredte brudstykker (se endvidere Danmarkskrønike – på dansk).

I 1594 mistede den danske regering tålmodigheden med Vedel, og en anden mand blev udpeget til at tage opgaven op, nu som officielt ansat „kongelig historiograf“. Det blev imidlertid først mange år senere under Christian 4., at Vedels højtflyvende planer for en alsidig behandling af den danske historie på latin blev virkeliggjort af den kongelige historiograf Johannes Pontanus.

Samtidig arbejdede en anden historiker på at skrive Danmarks historie – og det med betydelig større effektivitet. Arild Huitfeldt (1546-1609), der selv var højadelig, medlem af rigsrådet og rigens kansler (dvs. ansvarlig for retsforvaltningen), formåede i løbet af årene 1595-1604 at udgive en samlet danmarkshistorie i ni bind – på dansk, vel at mærke. Det er den første store dansksprogede danmarkshistorie, og den strækker sig fra de ældste tider og frem til Christian 3.s død i 1559. Huitfeldt havde adgang til et omfattende arkivmateriale, og det benyttede han i stor stil under udfoldelse af et enormt overblik over dansk og europæisk historie. Desuden havde han naturligvis også mange fortællende historiske værker til rådighed. Ikke mindst Svanings danmarkshistorie, som henlå i manuskript i Universitetsbiblioteket, benyttede han flittigt.

Særlig interessant er Huitfeldts værk imidlertid ved sine mange politiske refleksioner. Han er tydeligt påvirket af Machiavelli og andre af tidens europæiske politiske tænkere. For Huitfeldt, som for Svaning, var det vigtigt at fremhæve historiens funktion som læremester for eftertiden. Men de lærdomme, Huitfeldt fremhæver, er mere realpolitiske – de kan have et vist kynisk præg – end de religiøse og opbyggelige moraler, der ligger Svaning på sinde.

Huitfeldt var ikke kongelig udnævnt historiograf, og han skrev altså med en højere grad af uafhængighed af kongen end de ansatte historikere. Men som rigsråd og rigens kansler var han selv en del af den politiske elite, og det præger hans fortolkning af historien. Han er således en ivrig tilhænger af den herskende magtfordeling mellem kongen og rigsrådet, og han understreger Danmarks gamle status som valgkongedømme, dvs. at retten til at vælge kongen lå hos adelen.

Fremstillingen er strengt kronologisk og går frem år for år, hvilket kan give den et tørt og ujævnt præg, forstærket af de mange dokumenter, der gengives i deres fulde ordlyd. Fra Huitfeldts side var værket også i første række tænkt som grundlag for videre bearbejdelse, altså som udgangspunkt for den nye latinske danmarkshistorie, som den danske regering så ihærdigt forsøgte at få udgivet. Ikke desto mindre blev det i høj grad læst i egen ret i løbet af de følgende århundreder, ja det gjaldt i sin 2. udgave fra 1652 som standardværket på dansk, indtil det blev afløst af Holbergs danmarkshistorie i årene 1732-35.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Skovgaard-Petersen, Peter Zeeberg: Den lange vej til en danmarkshistorie - Svaning, Vedel og Huitfeldt i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476486