Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Arvekongedømmets legitimering - Pontanus, Meursius og Bering

Oprindelige forfattere KS-P og PZee

Huitfeldts danmarkshistorie kom også til at danne grundlag for en latinsk danmarkshistorie, der udkom i 1631. Forfatteren var hollænderen Johannes Pontanus, der var vokset op i Danmark i en familie med forbindelser til det danske hof – hans bror var Christian 4.s hofmaler Pieter Isaacsz – og Pontanus var derfor i stand til at læse dansk og havde oven i købet som ung i en periode arbejdet som sekretær for Huitfeldt.

Den officielle historieskrivning var et højt prioriteret område af Christian 4.s kulturpolitik. En drivende kraft i organiseringen af arbejdet var kongens kansler Christen Friis. Friis trådte til i 1616, og det var vistnok ham, der sørgede for, at digteren Claus Christoffersen Lyschander blev udnævnt til ny kongelig historiograf samme år. Men formentlig har Friis hurtigt mistet troen på, at Lyschander kunne få skrevet den store latinske danmarkshistorie, og har i stedet satset på Pontanus.

Lyschander blev imidlertid ikke sat fra bestillingen. Han arbejdede videre, men på dansk, og resultatet blev det ovenfor nævnte store og fantasifulde værk, De danske Kongers Slectebog (1622). Men det var det latinske historieprojekt, der var hovedsagen, og ikke længe efter Pontanus' ansættelse i 1618 sørgede Friis for, at yderligere en mand blev sat på opgaven – endnu en hollænder, Johannes Meursius (1579-1639). Også Meursius lykkedes det at få færdiggjort en fremstilling af Danmarks historie. Den udkom i 1638. Så nu forelå der altså, langt om længe, hele to up-to-dateskildringer af landets historie, skrevet på latin og dermed henvendt til en international elite af diplomater, politikere og intellektuelle.

Annonce

De to værker er imidlertid overraskende forskellige. Groft sagt skriver Meursius en kortfattet og moraliserende danmarkshistorie, hvor de samme kræfter – Guds belønninger og straffe – styrer historiens gang fra kong Dan og frem til 1500-tallet. Det hele er holdt i en ensartet og ganske elegant latinsk prosa, diskret påvirket af en af tidens stilistiske modestrømninger, den såkaldte attiske prosa. Denne stil er præget af korte, markante sætninger og ordspil og paradoksale formuleringer, og inspirationen kom især fra de romerske forfattere Tacitus og Seneca.

Hos Meursius er historieskrivning stadig en gren af den klassiske kunstprosa. Det gælder ikke for Pontanus. Han er i højere grad forskeren, der diskuterer oplysningernes rigtighed, han dokumenterer dem i stor stil ved at citere lange passager af sine kilder – ældre historiske fremstillinger, dokumenter og indskrifter på en række forskellige sprog – på bekostning af det klassiske ideal om stilistisk ensartethed. Hos Pontanus er historieskrivning ved at bevæge sig fra kunstprosa til sagprosa.

Hans værk er umådelig stofrigt. Det medtager ikke kun det politiske, men også kultur- og lærdomshistorie, og det slutter med en stor kulturgeografisk skildring af Danmark anno 1630, hvori landsdel efter landsdel gennemgås med omtale af afgrøder, levevis, bygningsværker, berømte mænd m.m. Dertil kommer afsnit om danskernes oprindelse og sprog.

Men ideologisk set er de to historikere naturligvis ganske enige om at fremhæve Danmarks lange traditioner som magtfuldt kongerige. De arbejdede begge under kansler Christen Friis' nøje opsyn, og han har givetvis instrueret dem på centrale områder. Ikke mindst var forholdet til Sverige ømtåleligt. Det gjaldt om at hævde danske interesser – fx gør Pontanus det ganske klart, at Skåne med rette er en del af Danmark, i tydelig polemik mod Johannes Magnus' påstande om det modsatte – og samtidig undgå, at man i Sverige kunne tage anstød af de nye officielle danmarkshistorier.

Både Pontanus og Meursius hylder den danske regeringsform, som den så ud under Christian 4. – kongens og rigsrådets delte magt – og begge gør klart, at kongedømmet i praksis er et arvekongedømme. Det sidste kan overraske i betragtning af, at Danmark konstitutionelt set var et valgkongedømme. Først i forbindelse med enevældens indførelse i 1660 blev monarkiet arveligt. Men faktisk havde allerede Lætus – og flere af hans samtidige – anslået disse royalistiske toner midt i 1500-tallet. Det var tendenser, der blev styrket allerede med Reformationen og Melanchthons betoning af kongen som en mild og myndig faderskikkelse, hvis magt var givet direkte af Gud.

Efter enevældens indførelse i 1660 kunne de to historikeres værker ikke længere gøre fyldest. Da blev en ny historiograf, Vitus Bering (1617-75), udpeget til at skrive en ny danmarkshistorie på latin. Bering fik besked på, at landets urgamle traditioner for arvekongedømme skulle stå helt i forgrunden – et usædvanlig tydeligt eksempel på, at fortolkningen af fortiden afspejler den samtid, den er blevet til i. Værket fik titlen Florus Danicus (Den danske Florus), opkaldt efter den romerske historieskriver Florus, der skrev en kortfattet oversigt over romersk historie i begyndelsen af 100-tallet. Florus' lille værk har en karakteristisk stil, fuld af prægnante formuleringer og ordspil, som Bering imiterer med stor kreativitet. Florus Danicus er et tydeligt udtryk for, at et historisk værk også i 1600-tallets anden halvdel kunne skrives som et stykke kunstprosa. Her er tale om en gennemført ensartet og kunstfærdig stil i kombination med en simpel og gennemgående morale. Der var i øvrigt tale om lidt af et modefænomen. Andre europæiske historikere havde også skrevet kortfattede nationalhistorier i oversigtsformat og opkaldt værkerne efter Florus: mellem 1630 og 1665 udkom der således både en Florus Germanicus, en Florus Polonicus, en Florus Anglicus og en Florus Hungaricus.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Skovgaard-Petersen, Peter Zeeberg: Arvekongedømmets legitimering - Pontanus, Meursius og Bering i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476487