Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hyrdedigtets mange funktioner - Pratensis, Widing, Amerinus og Flemløse

Oprindelige forfattere KS-P og PZee

Lætus' Bucolica blev hurtigt en klassiker i den danske latindigtning. Et særlig åbenlyst eksempel på hans indflydelse har vi i den hyldest, den senere medicin-professor Johannes Pratensis (1543-76) skrev til salmedigteren Hans Thomesens bryllup i 1563. Pratensis' hyrder sidder netop på Valby Bakke. De genbruger Lætus' ord: „syng på hyrdernes vis en sang i det græsklædte Valby“. Og som hos Lætus sættes festen op mod en dyster baggrund. I første halvdel ser vi optakten til Syvårskrigen: en vældig hær kommer marcherende op ad bakken på vej mod København. Anden del handler om brylluppet: Moeris kommer hjem fra fest i byen og fortæller om den begavede brudgom og hans smukke brud. De to stemninger mødes helt bogstaveligt på toppen af Valby Bakke: De larmende soldater kommer marcherende op fra vest, mens den muntre bryllupsgæst kommer op fra øst med vinglas og blomster i håret.

Langt de fleste danske hyrdedigte er lejlighedsdigtning, ikke mindst bryllupsdigte. Den sønderjyske præst Zacharias Widings (d. 1601) Iolas (1577) er ikke alene en hyldest i anledning af den lille prins Christians (4.) fødsel, det er også en festbeskrivelse af forældrenes bryllup et par år før. Der er en nær, men ikke nærmere undersøgt, forbindelse mellem Widings digt og Rasmus Reravius' tilsvarende dansksprogede digt om brylluppet (1574). Men hvor Reravius holder sig til en pertentlig gennemgang af begivenhederne, udvider Widing med øjenvidneberetninger, allegorier, ekskurser og flashbacks, samt en rammefortælling, i tæt imitation af Vergils første ekloge, om Daphnis, der er på flugt fra krigens rædsler, og den lykkelige Sylvius, der giver ham håbet igen med sin fortælling om kongens bryllup og den gyldne fremtid, det varsler.

 Scener fra Den Nordiske Syvårskrig. Til højre de resultatløse fredsforhandlinger i Rostock i 1564, til venstre slaget ved Öland samme år, som blev en sejr for den danske admiral Herluf Trolle. Midt i slaget ses svenskernes stolthed, det kæmpemæssige krigsskib Makalös. Det var en særlig triumf for danskerne, at netop det gik ned i slaget. Amerinus bruger det i sit hyrdedigt som sindbillede på svenskernes overmod.

Scener fra Den Nordiske Syvårskrig. Til højre de resultatløse fredsforhandlinger i Rostock i 1564, til venstre slaget ved Öland samme år, som blev en sejr for den danske admiral Herluf Trolle. Midt i slaget ses svenskernes stolthed, det kæmpemæssige krigsskib Makalös. Det var en særlig triumf for danskerne, at netop det gik ned i slaget. Amerinus bruger det i sit hyrdedigt som sindbillede på svenskernes overmod.

Krigen er igen Syvårskrigen. Om den har Ribe-digteren Hans Lauridsen Amerinus (ca. 1550-1605) skrevet en Egloga nova et festiva, de pacis foedere (En ny og festlig ekloge om den nylig indgåede fredsslutning, 1573) – igen et lejlighedsdigt, der bliver til noget mere, denne gang til et helt lille epos på 806 heksametre. De talende er et klassisk modsætningspar, den triste og udmarvede og den muntre og trivelige, den hjemvendte student og den hjemmegroede bonde. Mod forventning, i et digt skrevet af en ung studerende i Wittenberg, er det studenten Corydon, der er klovnen: en håbløst stuelærd person, der intet ved om verden – heller ikke om krigen og fredsslutningen, som den glade Thyrsis derfor må berette om.

Annonce

Corydon er så verdensfjern, at han falder i vandet af skræk ved lyden af en jægers bøsse. Men den episode står som et komisk mellemspil mellem en række episke kataloger over danske adelsfamilier, krigsskibe og rigsråder, der igen er rammet ind af skildringer af krigens udbrud og afslutning. Umiddelbart efter den gemytlige jagtscene følger en skildring af krigsførelse til søs, som i sine dramatiske virkemidler med bud til alle sanser peger frem mod barokken. Kanonerne tordner:

hvorved havenes dyb gi'r genlyd og himmelen gjalder, landjorden skælver af bulder og brag og dødsriget gyser, mens hver dødningesjæl må klynke og hyle af rædsel. Hvorved også forfærdende lyn ustandselig glimter gennem den bølgende røg, en stank af svovlfyldte dunster opfylder alt, og der bredes et mulm af det tætteste mørke hvori ven bliver borte for ven, og himmel og dagslys skjules af mørket så sort som beg, der indhyller alting, og som når fra havfladen op til de højeste skyer.

Kontrast er et centralt virkemiddel for Amerinus, der også i digtets slutning med stor effekt sætter krigens rædsler op imod den guldalder, der skal følge efter fredsslutningen. Guldaldertemaet er et typisk bukolisk træk. Og netop i hyrdedigtningen, hvor samfundets nederste lag får ordet, kan krigens følger for den brede befolkning skildres ganske utilsløret.

Et særligt episk træk er det, at det er guderne, der styrer begivenhederne. Krigen er ikke primært en kamp mellem den danske og svenske konge, men mellem krigsguderne Mars og Bellona, der slår sig ned i hver sit land og hidser befolkningerne op imod hinanden – hvilket sandsynligvis samtidig er et udtryk for politisk korrekthed. Ved fredsslutningen efter Syvårskrigen var det nemlig blevet forbudt at udsende smædeskrifter om den anden part. Tilsvarende lægges skylden for krigens rædsler især på de fremmede landsknægte, der kommer som stolt spankulerende storke, men forlader os som hunde med halen mellem benene. På den anden side er der ingen tvivl om, at svenskernes krigsgud er værst, et frygteligt monster er hun, og dertil temmelig fej:

Ganske vist bruser hun op i forbitrelsens mægtige brænding, udspyr truende ord, opgejler med rædselsfuld rasen, sønderflår samtidig alt med sit gab, som ingen kan standse, men hvis madammen, det komiske kvaj, får nys om at nogen vil hendes magt til livs og med slag trænger hende tilbage, da, øjeblikkelig, la'r hun våbnene synke og standser, da blir hun tam og rystende angst og ydmyg og stille.

Også Peder Flemløses (ca. 1554-ca. 1598) hyrdedigt fra 1574 er præget af Syvårskrigen. Hovedemnet er en kommende solformørkelse. De to hyrder Moeris og Meliboeus sidder i det idylliske landskab på Nørre Fælled uden for København og drøfter den astrologiske betydning af formørkelsen. Men inden da har Meliboeus fortalt om en frygtelig kamp, han en nat har haft med ulve og bjørne og et ukendt uhyre, der ville tage hans dyr. Heldigvis fik han hjælp af „Bjarke“ – en hentydning til Saxos beskrivelse af den natlige kamp mod svenskerne i „Bjarkemålet“. Og som en ekstra finesse indledes scenen med referencer til beskrivelsen af Trojas fald i Æneiden – den samme Vergiltekst, som Saxo, mere indirekte, bygger på i sin gengivelse af „Bjarkemålet“. Under den ydmyge hyrdeoverflade spiller den store litteratur svenskere og danskere ud mod hinanden. Centrale astrologiske pointer fremføres af en vismand ved navn Mantis:

La'r da en sjæl, sagde jeg, sig tvinge af magtfulde stjerner? „Nej,“ svared' han, „et rationelt sind kan stjernerne ikke tvinge til noget med magt, men eftersom mennesker ofte afstår den styrende kraft et ophøjet sind vil besidde, ja, så kan mennesket tit ikke ændre den himmelske skæbne.“

Ordene er Tycho Brahes, et bearbejdet, men klart genkendeligt citat fra Tychos berømte digt om Urania fra bogen om den nye stjerne, De nova stella (1573). En hyldest til den fine mand, et signal om, at Flemløses videnskab stemmer overens med hans, og vel også en antydning af, at Mantis skal forestille Tycho. Digtet er dediceret til Tycho, som i de måneder forelæste på Københavns Universitet. Og dedikationen bar frugt, for ikke længe efter finder vi Flemløse som betroet assistent hos Tycho på Uraniborg.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Skovgaard-Petersen, Peter Zeeberg: Hyrdedigtets mange funktioner - Pratensis, Widing, Amerinus og Flemløse i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 23. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476476