Fra synder til nar

I 1693 idømte Højesteret i en trolddomssag en kvinde til, „efter at tungen af hendes mund af bødlen var afskåret, levende at kastes på ilden, og opbrændes, formedelst at det af hendes egen bekendelse skal være bevist, at hun har haft Guds navns bespottelse og misbrug på sin tunge, samt øvet adskillige mange åbenbare trolddomskunster og signen“. Dommen førte til den sidste heksebrænding i Danmark. Da en lignende sag i 1698 kom op (den ofte omtalte 'besættelse i Thisted'), var vinden vendt. Sagen, der ved den lokale ret var rejst for trolddom, blev af Højesteret behandlet som en sag om bedrageri. De anklagede blev frifundet, mens præsten, der havde rejst sagen, blev landsforvist for at „dæmpe videre forførelses og vantros progresser iblandt den gemene pøbel“. Hermed var et anliggende, der tidligere var tolket som dæmoniske kræfters indgreb i menneskers skæbne, reduceret til et spørgsmål om menneskers egen evne til bedrag og selvbedrag. Ved behandlingen af Thisted-sagen indkaldte retten ikke – som i tidligere sager – kun teologer, men nu også medicinske autoriteter, og i dommens præmisser indgik forhold som legemlige onder og sindets forstillelse. I løbet af få år var således et metafysisk og teologisk problem forvandlet til et psyko-fysisk spørgsmål om forvildelse, der ikke skulle bringes ud af verden ved ild, men kureres ved belæring og genopdragelse.

De to domme illustrerer det mentale paradigmeskift, der brød frem omkring 1700 og kan ses som en portal til det kommende århundrede, der retrospektivt er døbt oplysningstiden. Hvad der udløste skiftet, er mere kompliceret. Oplysningen er en vidtforgrenet europæisk strømning, som Danmark kom med i, og skal denne dateres, må det for Danmarks vedkommende blive fra enevældens indførelse 1660 med perioden frem til 1700 som en brydsom inkubationstid med modstridende signaler. Enevælden red i alle de lande, der tog denne styreform til sig, på en ny rationel bølge i europæisk tænkning, der også mødte lokal modstand fra tilhængere af traditionens verdensbillede.

Det var som reaktion på det rationelle verdensbillede, at Herlufholms rektor Johan Brunsmand i 1674 udsendte bogen Et forfærdeligt Huus-Kaars, hvori han som et håndgribeligt bevis for en overnaturlig verdensorden fremdrog en 60 år gammel, men efter hans mening velbelyst hekserisag. Brunsmands bog havde i første omgang medløb i Danmark, hvor dens synspunkt findes i bestemmelserne om trolddomssager i Danske Lov 1683. Men en rationel skepsis ytrer sig i et reskript fra 1686, der kræver, at alle trolddomssager skal prøves ved Højesteret, før en henrettelse kan finde sted. Man anfægter endnu ikke ideologien, men forholder sig tvivlende til fænomenet.

Denne dobbelthed kendetegner det nye styre i dets tidlige år. Godt nok gjorde enevælden reverens for fortidens metafysiske verdenssyn ved at legitimere sin magt som den politiske version af Guds skabelsesorden, men de potentialer, som den over for befolkningen anbefalede sig ved, var rationalisme og individualisme, som overtalelsesstrategien i kronens propagandaorgan, Bordings Den danske Mercurius, viser. Folkelig støtte fik styret først og fremmest ved at afvikle adelens magtmonopol til fordel for et borgerligt meritokrati, der gav det kvalificerede individ uddannelses- og karrieremuligheder.

Enevælden må først og fremmest forstås som en administrativ reform, hvorfor det nye styres tidlige år gik med at tilpasse administrationen til regimets idé. Fundamentet blev lagt med kollegiestyret. Enevælde bygger på, at fyrsten suverænt tilegner sig forvaltningsmagten, men det er ikke én mands sag at trække i alle tråde. Som rådgivende instans opbyggede regimet et system af kollegier bestående af sagkyndige embedsmænd, der gennemgik sagerne, før de blev forelagt til afgørelse. For at sagerne skulle blive alsidigt belyst, havde kollegiets medlemmer mulighed for at afgive dissens, så monarkens afgørelse var fri. Sagsforhold skulle, som det pointeres i en protokol, fremlægges „frit og uden Affekter, med Tilsidesættelse af jalousies, préventions og entetement [skinsyge, fordomme og påståelighed]“. Sådan lød kravet til den sagligt og rationelt tænkende embedsmand, der skulle udvise selvfornægtelse og moralsk disciplin. Her har vi støbeformen, i begyndelsen kun for den egentlige embedsmand, der var den ledende politiske kraft i perioden, men senere også for den enkelte borger, der i værksted, forretning og familie skulle virke til det gemene bedste – det almene bedste, tidens evigt gentagne mantra.

I enevældens tidlige år var det styret en umulig tanke, at menigmand kunne blande sig i det offentlige livs anliggender. Statssager blev forvaltet uden for offentlighedens øjne i geheime (hemmelige) råd og kommissioner. En forudsætning for, at borgeren kunne bidrage med ideer og forslag til denne sfære, var, at han havde tilegnet sig evne til at skelne mellem det private og det fælles. Så længe han ikke var nået dertil, måtte skomageren blive ved sin læst, og kandestøberen afholde sig fra at ræsonnere om statsanliggender. Skridt for skridt åbnedes der imidlertid i løbet af 1700-tallet mulighed for, at synspunkter nedefra kunne stige op til magtens tinde. I 1725 forsøgte Frederik 4. gennem ugentlige audienser at lære, hvad man tænkte i samfundets lavere lag. Men styret var naturligvis fortsat sit eget filter med hensyn til, hvad der fik lov at trænge igennem. Selv højtstående og indsigtsfulde personer førte sig ydmygt frem, fx greve Otto Thott, der i 1735 indsendte et nationaløkonomisk programskrift, Uforgribelige tanker om kommerciens tilstand, hvor udtrykket uforgribelige betoner, at han naturligvis ikke drister sig til at foregribe majestætens suveræne beslutning.

Det var som medarbejder på denne nationale og folkelige dannelsesproces, Holberg så sig selv, da han i et tilbageblik over sin litterære ind sats roste sig af at „have omstøbt disse Rigers Almue ligesom udi en anden Form, og lært dem at raisonnere om Dyder og Lyder, hvorom mange tilforn havde kun liden Idée“. Her tages de første skridt til dannelsen af det myndige og selvstændigt tænkende menneske, som blev oplysningstidens ideal.

Man kan tage det som et bekræftende tegn på, at Holbergs arbejde havde båret frugt, at en kongelig kundgørelse året efter dennes død netop kalder på disse evner ved at opfordre menigmand, af hvilken stand og bestilling han måtte være, til at udarbejde „Afhandlinger om økonomiske Spørgsmaal“ mod at love, at de vil blive trykt på statens regning. J.S. Sneedorffs tidsskrift Den Patriotiske Tilskuer (1761-63) fulgte i kølvandet som en bredere litterær-filosofisk iscenesættelse af dette projekt. Udviklingen kulminerede i 1771 med Struensees dekret om trykkefrihed, der gav den offentlige debat fri.

Skridt for skridt bliver perspektivet på samfundet under enevælden således forvandlet fra en monarkistisk centralisme, der gennem bureaukrati synkroniserer samfundet, frem mod at opfatte det som en mangfoldighed af individer, der trækker på samme hammel, ikke på grund af ydre tvang, men af indre overbevisning, fordi hensynet til det gemene bedste regulerer alles tankesæt. Ad dette spor – ved at indpode hensynet til almenvellet i hver enkelt borgers bevidsthed – udvikles det fænomen, som den tyske filosof Jürgen Habermas omkring 1960 døbte den borgerlige offentlighed, dvs. et fælles debatforum, hvor borgerne frigjort af private interesser i hjem og forretning indbyrdes diskuterer samfundets fælles anliggender.