Rigsdalers-Sedlens Hændelser og skuespil

Rigsdalers-Sedlens Hændelser (1787-93) er Heibergs forsøg på at skabe sig sit eget satiriske tidsskrift. Det udkom i 16 hefter med store, ja årelange pauser og har som rød tråd historien om en pengeseddels vandring fra hånd til hånd, hvad der giver anledning til behandling af de personer og miljøer, den havner hos. Ideen havde han hentet hos en engelsk forfatter, samtidig med at han havde skævet til en anden af tidens kendte radikalere, Niels Ditlev Riegels (1755-1802),der kort forinden havde søsat sit satiriske månedsskrift Kiøbenhavns Skilderie (1787-90). Mens Riegels især lader en social indignation kommer til orde, bl.a. ved at invitere indenfor for at bevidne de elendige forhold i pesthuset, børnehuset og vajsenhuset, behandler Heiberg med vekslende ironi, satire og politisk kritik alle tidens debattemaer. Numrene består nærmest af journalistiske betragtninger, der ligesom avisernes klummer i dag kommenterer aktuelle forhold og begivenheder. Hans yndlingsskydeskiver er tyskeriet og tallotteriet, der var indført af Struensee og ifølge forfatteren årsag til mangen social katastrofe, men der er også overvejelser over rigets politiske tilstand og hib til embedsmænd og aristokrati, dog ikke af synderlig provokerende art.

Selv om værket regnes for et af Heibergs vigtigste, må det siges, at komikken er begrænset. De første numre er de bedste. Herefter kører både han og læseren træt. Synderlig opsigt vakte det heller ikke i samtiden. Mest succes havde han karakteristisk nok med et indlagt skuespil, Virtuosen (1789), igen en satire over tyskeriet, eksemplificeret ved en godsejers næsegruse beundring for sin opblæste tyske inspektør, som får lovning på husets datter, der elsker en anden. Heldigvis klarer den ærkedanske forvalter med det gode navn Tøraf paragrafferne ved at påvise, at manden er en svindler. Til gengæld kløjes Heiberg i straffelovens paragraffer ved at lade Tøraf fremsætte udokumenterede beskyldninger om bedragerier på orlogsværftet på Holmen og henter ved den lejlighed sin første bøde.

Endnu en stor succes får han med De Vonner og Vanner (1792), utvivlsomt også hans bedste og morsomste skuespil, i sin tematik en pendant til Molières Den adelsgale borger (1670) og Holbergs Den honnette Ambition (1731). Ganske vist er både handlingen urimelig og personerne skåret i pap, men stykket rummer enkelte scener af stor komik, især en scene, hvor prokuratoren og svindleren Snydenstrup oplærer sin søn Jonas i kunsten at bedrage med god samvittighed. Frem for alt er stykket et forsøg på at udvikle den borgerlige selvfølelse ved at vise den honnette ambitions fatale følger og aristokratiets korrupte væsen. Endnu flere lystspil og syngespil følger. Af sidste art er Chinafarerne (1792) om et skib, der vender rigt belæsset hjem fra Østen, et folkelivsbillede fra den florissante tid.

Trods åbenbare svagheder i Heibergs lyst- og syngespil blev han anset for den førende skuespilforfatter i samtiden. Det hænger sammen med, at det overhovedet var et særsyn at se originale danske skuespil med nutidige emner, og ingen af de øvrige leverandører, heriblandt Rahbek og Johan Clemens Tode (1736-1806), nåede i replikkunst op ved siden af, hvad Heiberg præsterede. Ofte trækkes også en linje frem til sønnen, Johan Ludvig og svigerdatteren Johanne Luise Heibergs vaudeviller, hvad der dog næppe er dækning for. Derimod kan man sige, at lystspillene i modsætning til Holbergs komedier rummer et betydeligt element af folkekomedie. De gode er gode, om end naive, og de onde onde, hvor det sjældent slår fejl, at de onde har tyske sympatier eller tysk blod i årerne.