Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Holgerfejden og trykkefrihedens grænser

Oprindelig forfatter KnMi

Det er også tyskeriet, der er anledningen til Heibergs kendteste parodi, Holger Tydske (1789). Anledningen var Jens Baggesens opera Holger Danske fra samme år med musik af den tyskfødte komponist F.L.Æ. Kunzen. At se nationalhelten nedværdiget til en syngende og sværmende pralhals og indviklet i en platonisk kærlighedshistorie, og dét af en tysk komponist og en dansk forfatter, der hjemmevant færdedes på det tyske aristokratis godser, var for meget for den del af borgerskabet, der syntes, at tyskerne i forvejen fyldte rigeligt. Bedre blev det ikke af, at operaen straks blev oversat til tysk og forsynet med et forord, der satte Baggesen højt over Ewald, som allerede nu havde fået status af nationaldigter. Et uvejr brød løs, den såkaldte Holgerfejde, der udviklede sig til den voldsomste konfrontation mellem dansk og tysk i hele perioden og involverede de fleste deltagere i kulturlivet.

Blandt de få forsvarere af 'tyskheden' var den dansk-tyske forfatterinde Friederike Brun, hvis betragtninger over den danske middelmådighed, som Baggesen og Kunzen ifølge hende heldigvis havde overskredet, imidlertid blot kastede nyt brænde på bålet og fik den danske følelse af egen underlegenhed og tysk nedladenhed til at stå i lys lue. Mens Rahbek og Pram i Minerva til en vis grad søgte at dæmpe gemytterne, var de ivrigste forsvarere af danskheden bl.a. Abrahamson, den senere romantiske digter Schack von Staffeldt og altså Heiberg. Fejden medførte et ulægeligt sår mellem Baggesen og Heiberg, der begge i det nye århundrede kom til at tilbringe mange år i Paris, hvor Baggesen konsekvent undgik at mødes med Heiberg.

Hvad Heiberg ikke nåede i skuespillet, nåede han i klubvisen. Det er først og fremmest her, han viser sin styrke, som ikke er komikken, men skarpheden. I den skarpt pointerede vise finder han ikke sin lige, ligesom han heller ikke gør det i sin polemik. Som romantikkens senere bannerfører Henrich Steffens bemærker om ham i sine erindringer, måtte enhver, der stillede op imod ham, regne med at blive knust. Der er derfor ikke noget at sige til, at han hurtigt blev en frygtet kritiker, som man begyndte at se skævt til fra højeste sted.

Annonce

I 1790 går det galt. Kronprinsen er blevet gift med datteren af en tysk landgreve, Marie Sophie Frederikke, og parret har holdt sit indtog gennem hovedstaden, hvor alle byens kunstnere og bedste penne har været i arbejde med at fejre parret med allegorier, kor- og hyldestsange, inskriptioner og festforestillinger. Også Heiberg har deltaget i hyldesten med en kantate og en sang for den danske ungdom. Men det er ikke hans eneste bidrag til virakken i de dage. Til et selskab har han også på opfordring skrevet en vise, den såkaldte indtogsvise – „Selskabs-Sang – Den 25de September 1790“ – hvor der lyder andre toner:

Ordener hænger man paa Idioter,
Stierner og Baand man kun Adelen gier;
Men om de Mallinger, Suhmer og Rother,
Man ei eet Ord i Aviserne seer.
Dog har man Hierne,
Kan man jo gierne
Undvære Orden og Stierne.

Rigdomme voxer i Adelens Bleer;
Og som en Skoemager nyelig har sagt,
Eene de van'er og von'er og de'er
Holder Fortuna og Plutus [rigdommens gud] i Agt.
Har vi ei meget,
Er det vor Eeget,
Som ei fra Staten er sveget.

Sammenligner man med den ovenfor citerede strofe fra Jens Zetlitz' „Selskabssang“, er forskellen ikke voldsom, selv om 'idiot-linjen' må siges at være i særklasse, men hvor Zetlitz taler i almindelighed, har Heibergs kritik fået adresse – ikke blot mod adelen, men også mod kongen som ordensuddeler. Samtidig spøger aversionen mod tyskeriet igen. De patriotisk sindede borgere, Ove Malling, P.F. Suhm og Tyge Rothe var jo samtidig danskhedens forsvarere, den sidste med værket Tanker om Kierlighed til Fædernelandet (1759). Den antiaristokratiske og nationale linje flugter hele vejen med hinanden hos Heiberg. I 1793 udtaler han karakteristisk om Baggesens rejsebog Labyrinten, at det er „et Skrift, der (…) mangler aldeles National-Aand og National-Smag“.

 Den grædende Nemesis. Tegning af Nic. Abildgaard i PA. Heibergs stambog, dateret den 24. december 1799, den dag, da Heiberg blev dømt til landsforvisning. Som personifikation af den højere retfærdighed har Nemesis lagt sine sædvanlige instrumenter fra sig, nederst vaterpasset, der symboliserer ligevægt. De er alligevel ingen nytte til. Æblegrenen alluderer til en græsk fremstilling af Nemesis, mens hjulet er en af hendes almindelige attributter.

Den grædende Nemesis. Tegning af Nic. Abildgaard i PA. Heibergs stambog, dateret den 24. december 1799, den dag, da Heiberg blev dømt til landsforvisning. Som personifikation af den højere retfærdighed har Nemesis lagt sine sædvanlige instrumenter fra sig, nederst vaterpasset, der symboliserer ligevægt. De er alligevel ingen nytte til. Æblegrenen alluderer til en græsk fremstilling af Nemesis, mens hjulet er en af hendes almindelige attributter.

Visen slap ud, og reaktionen udeblev ikke. Der blev rejst sigtelse af politimesteren, og Heiberg blev dømt. Bagefter offentliggjorde han hele sagen, som den forelå i forhørsprotokoller og domsudskrift, herunder sit eget drilagtige forsvar, en genial strategi, han siden konsekvent skulle benytte for at drage offentligheden over på sin side og gøre sig til dens repræsentant. Hele København stod da også bag ham, og heller ikke regeringen og Colbjørnsen fandt, at politimesteren havde handlet klogt i denne sag. En udløber af sagen var derfor, at loven blev ændret, så trykkefrihedssager ikke kunne rejses på politimestres initiativ. De skulle i stedet for Hof- og Stadsretten, en revision, der også af Heiberg blev hilst med tilfredshed.

 Den grædende Nemesis. Tegning af Nic. Abildgaard i PA. Heibergs stambog, dateret den 24. december 1799, den dag, da Heiberg blev dømt til landsforvisning. Som personifikation af den højere retfærdighed har Nemesis lagt sine sædvanlige instrumenter fra sig, nederst vaterpasset, der symboliserer ligevægt. De er alligevel ingen nytte til. Æblegrenen alluderer til en græsk fremstilling af Nemesis, mens hjulet er en af hendes almindelige attributter.

Den grædende Nemesis. Tegning af Nic. Abildgaard i PA. Heibergs stambog, dateret den 24. december 1799, den dag, da Heiberg blev dømt til landsforvisning. Som personifikation af den højere retfærdighed har Nemesis lagt sine sædvanlige instrumenter fra sig, nederst vaterpasset, der symboliserer ligevægt. De er alligevel ingen nytte til. Æblegrenen alluderer til en græsk fremstilling af Nemesis, mens hjulet er en af hendes almindelige attributter.

Men i 1794 går det galt igen. I en vise („Vor Klub er dog en herlig Sag“) havde Heiberg talt nedsættende om den engelske konge, som den danske regering pga. revolutionskrigene, hvor Danmark holdt sig neutralt, havde et yderst ømfindtligt forhold til. Det er Bernstorff selv, der som udenrigsminister denne gang beordrer sagen rejst, et varsel om, at Heiberg nu er i allerhøjeste unåde.

I 1797 nedsættes en ny trykkefrihedskommission. Alle er utilfredse med den bestående ordning, også forfatterne, der oplever stadig flere sager rejst imod sig. I den anledning udgives en række skrifter med præsten M.G. Birckners uhyre populære Om Trykkefriheden og dens Love (1797) som det vigtigste. Hans synspunkt kan opsummeres på denne måde: Man bør have lov til at skrive, hvad og hvordan man vil om alt, herunder religionen, så længe man ikke opfordrer andre til med vold at forandre konstitutionen eller modsætte sig myndighederne, og så længe man ikke blander sig i borgernes privatsfære. Også kongen bør tåle kritik, dog ikke angribes for uduelighed. Selv løgnagtige beskyldninger mod embedsmænd bør ikke være strafbare. Uden en sådan frihed vil borgerne som følge af enevoldskongens magt, der ifølge Birckner muliggør en lige så stor despotisme som hos en østerlandsk fyrste, kun være mildt behandlede slaver.

Heiberg lufter naturligvis i sit bidrag helt beslægtede synspunkter, men i sin kommentar til den eksisterende lovgivnings sætning: „Man maa ikke i Skrifter opfordre til Oprør“, skriver han: „Skulde jeg her følge min egen Overbevisning, da vilde jeg (…) oprigtig erklære mig for det Modsatte.“ Fremtrædende filosoffer har dog overbevist ham om, at han ikke bør modsætte sig, „at en direkte Opfordring til Oprør bliver i en tilkommende Skrivefriheds-Anordning erklæret for ulovlig“. Så kan det vist ikke siges mere forbeholdent.

Det afgørende slag slås i forbindelse med udgivelsen af to skrifter i 1798 i et nyt tidsskrift For Sandhed (1798-99), som Heiberg var sjælen i, dels „Politisk Dispache“ (1798), en økonomisk-statistisk gennemgang af statens regnskaber, herunder monarkens forbrug, dels den berømte „Sprog-Grandskning“ (1798), en slags leksikon med højst uventede ordforklaringer. Nogle prøver fra den righoldige kollektion:

ARISTOCRATER; den beste Sort Jagthunde, der pusses paa Democrater, og faaer Steeg for at bide dem.
DANSK; en Plet paa et velopdragent Menneske, og som giør ham uduelig til et vigtigt Embede i Dannemark. Kan vel nogenlunde afvaskes, men kun i udenlandsk Vand; og efterlader sig altid en Skiold.
DYDIG. Saa kaldes den, der er høflig nok til at lade som han ikke seer Andres Laster, og snild nok til at skiule sine egne.
MAJESTÆT. Et Skiermbret, bag hvilket Skielmere drive deres Spil ustraffet.
MENNESKER. Regnepenge i Kongers eller Ministres Spillepartier.
SATIRE betyder Vittighed, naar den gaaer løs paa andre; men Ondskab, naar den træffer os selv.

Som satire er „Sprog-Grandskning“ netop både vittig og ond, det uovertrufne højdepunkt i forfatterskabet. Heiberg har her droppet alle gustne overlæg og udnyttet den ultrakorte forms muligheder til at sætte sine velberegnede, sylespidse stød ind.

Anledningen til, at Heiberg atter bevæger sig ind i det minerede felt, er utvivlsomt, at han er blevet vraget til en stilling, han havde gjort regning på. Bag afslaget ser han et anslag fra sin tidligere allierede, den magtfulde Christian Colbjørnsen, som han også mener står bag den nye sag, der især i anledning af „Sprog-Grandskning“ rejses imod ham. Han sætter alt på et bræt og kaster sig med furiøs energi ind i kampen. Under processens forløb offentliggør han som tidligere løbende sagens akter i Læsning for Publikum (1799), hvad man pga. hans popularitet i offentligheden ikke vover at nægte ham, herunder artige ting om Colbjørnsen.

Midt under den langvarige proces bringes Heiberg imidlertid til tavshed af trykkefrihedskommissionen, der med sin nye Forordning af27.September1799 ikke blot alvorligt skærper lovgivningen og straffene, bl.a. ved at indføre landsforvisning i tilfælde af forhånelse af landets regering, men også genindfører censuren for forfattere, der tidligere er blevet dømt efter trykkefrihedsloven. De nye bestemmelser har udenrigspolitiske årsager. Rusland har tidligere på måneden krævet Danmarks deltagelse i en koalition mod Frankrig og en indskrænkning i pressefriheden. Regeringen giver efter i begge henseender, unægtelig ret så bekvemt for Colbjørnsen. Den 24. december 1799 falder dommen, der med tilbagevirkende kraft dømmer Heiberg til landsforvisning.

Kort efter forlod Heiberg København og slog sig ned i Paris, hvor han fik betroede hverv på højeste sted. Samtidig ophørte hans forfatterskab stort set, bortset fra forskellige skrifter af mere historisk og ræsonnerende karakter, bl.a. et angreb på dødsstraffen. Sine idealer forblev han tro under Napoleons kejserdømme og efter bourbonernes tilbagevenden. Han blev begravet på Montmartre-kirkegården, og på hans gravsten anbragte sønnen Johan Ludvig en inskription, der opfordrede danske og norske til et øjeblik at dvæle her. Ellers stod der kun: „Hans Skiæbne er dig bekiendt“.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: Holgerfejden og trykkefrihedens grænser i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476609