Borgerskabet som den sande adel - P.A. Heiberg

Peter Andreas Heiberg (1758-1841) var ikke revolutionær, måske endda ikke republikaner. I hvert fald anfægter han intet sted enevoldskongens suverænitet. Men det var hans synspunkt, at hverken konge, regering eller embedsmænd var hævet over kritik fra det folk, hvis velfærd og frihedsrettigheder det var deres fornemste opgave at sikre, hvilket kun kunne ske via en uindskrænket trykkefrihed. Anerkendelsen af monarkens suverænitet var for ham underkastet denne betingelse. I dette synspunkt adskilte han sig i virkeligheden ikke meget fra samtidens intellektuelle elite, men til forskel fra sine samtidige, der forstod at indrette sig pragmatisk med den indbyggede konflikt og udvise den fornødne forsigtighed, insisterede han med ubønhørlig konsekvens på litteraturens ret til at blande sig i politiske spørgsmål, og som den første hævdede han litteraturens overhøjhed over samfundsmæssige og politiske hensyn. Som aldrig før kom litteratur og politik hos ham til at indgå en uløselig forbindelse.

Om formålet med sit forfatterskab skriver han et sted, at det var at bibringe „de saakaldte lavere Stænder en ædel Selvfølelse og en Overbevisning om, at den sande Ære er noget, som vi selv kunde erhverve os, og som ingen Fødsel, ingen Bestalling, intet Patent, ingen Konge paa Jorden kan give“. Som det kan ses ved en sammenligning med Tyge Rothes ord om borgeradel ovenfor, er vi her langt fra 1700-tallets patriotisme og borgerdydsforestillinger. De er afløst af en vidtgående borgerlig individualisme, en hævdelse af borgerskabet som den sande adel, fordi det borgerlige individ selv er årsag til sine fortjenester. Hos Heiberg finder vi da individualismen i sin politiske skikkelse – og i hans skæbne den fortælling, som siden skulle blive den borgerlige individualismes grundfortælling: fortællingen om eneren mod statsmagten. Baggrunden for hans senere landsforvisning ligger netop i denne stolte selvhævdelse, hans manglende vilje til at bøje sig.

P.A. Heiberg, der var af norsk slægt, blev født i Vordingborg som søn af byens latinskolerektor, der døde kort efter sønnens fødsel. Efter sin studentereksamen i 1774 tog han i 1777 sammen med Rahbek den store filologiske eksamen, der indbefattede studier i hebraisk, græsk, latin, historie og geografi. I 1779 kom hans første udgivelse, måske ikke tilfældigt en oversættelse af et værk af den tysk-jødiske filosof Moses Mendelssohn, kendt for sin kamp for jødernes ligeberettigelse og forbillede for Lessings titelfigur i Nathan den Vise. Samme år blev den lovende karriere brat afbrudt. Heiberg forlod Danmark, antagelig som følge af spillegæld og angst for at blive sat i gældsfængsel. Han kom til Sverige, hvor han for at opretholde livet lod sig hverve som soldat. Senere blev han løskøbt og i 1782 ansat som kontorist i Bergen, hvor han havde norske slægtninge, og hvor han opholdt sig de næste tre år. Han blev her venner med Johan Nordahl Brun og Claus Fasting, der opdagede og opmuntrede hans litterære anlæg. Bl.a skrev han i 1783 skuespillet Forvandlingerne, bygget over en fortælling af Cervantes.

I 1785 var han tilbage i København, hvor hans fortrolighed med især romanske sprog førte til ansættelse som tolk og oversætter hos notarius publicus. Han fungerede endvidere som privat sproglærer, og det var ad denne vej, han lærte den purunge Thomasine Buntzen (senere Gyllembourg) at kende. De blev gift i 1790, da hun var 16 og han 31 år gammel. Han fortsatte med at dyrke sine litterære interesser og skaffede sig efterhånden adgang til parnasset. Hertil bidrog opførelsen af Forvandlingerne i 1788 og samme år af det nyskrevne Heckingborn efter et tysk forbillede. Begge dramaer er ubetydelige borgerlige lystspil, men fik en god modtagelse. Allerede året før havde han imidlertid med Rigsdalers-Sedlens Hændelser påbegyndt den mere politiske og satiriske del af sit forfatterskab.