Religiøse brydninger

Kodeordet i tiden var humanitet. Det hørtes overalt, i digtningen, de politiske erklæringer, de populære filantropiske selskaber og frimurerbevægelser. Menneskeret, menneskeven, menneskehed var andre betegnelser for det samme. Uanset de forskellige litterære retninger og tankesystemer var mennesket den grundstørrelse, man orienterede sig imod. Frihed, lighed og broderskab lød parolen under Den Franske Revolution, for i disse ord rummedes menneskets naturlige udgangspunkt, og det var denne frihed, denne lighed og dette broderskab, der skulle genskabes efter århundreders undertrykkelse og kunstige skel. I det førrevolutionære Frankrig var gejstligheden den første stand, aristokratiet den anden og borgeren den tredje, men dermed havde man i realiteten anbragt det sande menneske på sidste plads, hvor det som en selvfølge burde indtage den første og eneste.

Det er klart, at kirken ikke kunne gå usvækket ud af denne nyorientering, heller ikke i det protestantiske Danmark, og det er da også påfaldende, hvor tilbagetrukken en rolle kirken spillede i hele perioden, i hvert fald i hovedstaden og de større købstæder. Oplysningens bibelkritik, der rettede sig mod de fortællinger og lærdomme i Bibelen, som ikke kunne stå prøven for fornuftens domstol, var i vælten, og de nye salmebøger fulgte trop, dels den såkaldte Guldbergs Salmebog fra 1778, dels dens afløser, Evangelisk-Christelig Salmebog fra 1798. I dem begge lægges vægt på en humanisering af det kristne budskab for at bringe det i overensstemmelse med bibelkritikken og den rationalistiske teologi. Samtidig dominerer billedet af Jesus som menneskevennen, den kærlige og milde forløser, som det også sker i periodens prædikensamlinger.

Inden for teologien selv var det imidlertid svært helt at undgå en konflikt mellem en rationalistisk position, hvor Bibelen var menneskeværk, og en mere traditionel position, hvor Bibelen blev forstået som Guds ord, og den kom til fuldt udbrud med teologen Otto Horrebows Jesus og Fornuften. Et Religionsblad, 1-5 (1797-1801), der helt afviser beretningerne om Jesus og i det hele taget Bibelen som åbenbaringsbog. Kun den tro, der bygger på viden og rationalitet, kan accepteres, og der findes også en sådan, nemlig troen på Gud som skaberen, en udødelig sjæl og på dyden som menneskets opgave. Horrebow gør dermed kort proces med alle forsøg på at fastholde Jesu mirakler og guddommelige natur og efterlyser konsekvens hos de præster, der på én gang vil fastholde Jesus som forsoneren og som en rent menneskelig skikkelse.

Hos Horrebow søges den moderne fornuftserkendelse integreret i teologien, men han får her svar på tiltale, ikke blot fra traditionelt hold, men også fra den nyeste filosofi, den kantske, der netop med sin hævdelse af, at den verden, vi kan erkende (das Ding für uns), er et produkt af menneskets eget erkendeapparat, mens verden i sig selv (das Ding an sich) er utilgængelig for erkendelsen, understreger fornuftserkendelsens grænse, også i religiøse anliggender. Betydningen heraf er dog forbeholdt tiden efter 1800.

Gennemgående er i hele perioden 1770-1800 en stærk svækkelse af den kristne kirkes stilling, ja der findes i dens tusindårige historie næppe nogen periode, hvor den har stået svagere. Det påfaldende er så, at kristendommen netop får stor betydning for periodens to største digtere, Ewald og Baggesen. Det gør den imidlertid kun, fordi den hos dem er underlagt en stærkt personlig tilegnelse, uafhængig af kirkens forkyndelse og tæt forbundet med den individualisme, som de også er fælles om.