Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Receptionen i Danmark - drama og roman

Oprindelig forfatter KnMi

Den nye europæiske situation reflekteres stort set ikke i Danmark, men man søger dog at indhente den generelle forsinkelse i forhold til den europæiske udvikling. Hvad dramaet angår, udgives allerede i årene 1775-77 tre bind med oversatte udenlandske skuespil, bl.a. af Lessing og Beaumarchais. Sidstnævntes Figaros bryllup bliver oversat straks efter premieren i 1784, og andre oversættelser omfatter de populære forfattere, den engelske Oliver Goldsmith og den irske Richard Sheridan, bl.a. sidstnævntes berømte studie i overfladiskhed og forstillelse, Bagtalelsens skole (1777, opført på da. 1784). Derimod opfanges de nye signaler i fransk og engelsk litteratur ikke, ej heller nybruddet i tysk litteratur – i hvert fald ikke i form af oversættelser. Goethes og Schillers dramatik oversættes fx først i 1800-tallet. I stedet vinder det mere sensationsprægede indpas, bl.a. den tyske teaterskrædder August von Kotzebues familiedramaer, hvor det rørende fra den følsomme komedie kombineres med en mere radikal hævdelse af følelsens ret, fx i forbindelse med utroskab, dog uden anden hensigt end at forstærke gyset over familiens opløsning – og tårestrømmen ved den rørende forsoning. Kendtest af den enormt produktive Kotzebues stykker blev Menneskehad og Anger (1789, da. 1790).

Når det gælder den danske dramatik, kan der meget ofte påvises et udenlandsk forlæg, hos J.C. Tode engelske, hos Rahbek og Pram tyske og hos Heiberg franske, bl.a. Beaumarchais. Som tidligere nævnt står dramatikken dog i det hele taget svagt. Kun to stykker, produkter af hhv. engelsk og tysk inspiration, hævder sig med en vis vægt, dels lystspillet Gulddaasen (1793) af den ellers i en litterær sammenhæng ukendte Christian Olufsen (1763-1827), dels den nationale tragedie Dyveke (1796) af den tidligt afdøde O.J. Samsøe (1759-96). Især Gulddaasen, der udspiller sig på en jysk proprietærgård, har med sin spændende handlingsgang, sine realistisk og humoristisk tegnede karakterer og sin fine replikkunst vist sig holdbart i eftertiden. I Samsøes prosatragedie, der som baggrund har historien om Christian 2.s elskerinde, borgerpigen Dyvekes forhold til kongen efter hans giftermål, og de intriger, der spindes om det illegitime forhold, er det dyden og de ædle følelser, der endnu en gang fremholdes som eksempel. Intrigerne har rod i magtkampen mellem adel og borgerskab, men over for og over denne kamp står Dyvekes kærlighed og vilje til afkald, i sidste instans til at dø, som en lysende, selvstændig magt. Stykket viser kærlighedens sejr over politikken og peger med denne tematik frem mod romantikken.

Inden for romangenren skelner man i århundredets sidste halvdel mellem den borgerligt-didaktiske roman (Richardson, Marmontel), den borgerligt-psykologiske roman (Fielding) og den følsomme roman (Rousseau, Goethe, Sterne). Vi har tidligere set på Rousseau, Fielding og Sternes betydning for Ewald, og Richardson og Marmontels for Biehl. Der var allerede kommet enkelte oversættelser af de tre englændere. I 1779 får de selskab af Oliver Goldsmiths følsomt-humoristiske mesterværk Præsten fra Wakefield (1766, da. 1779) og i 1780'erne af Tobias Smolletts romaner fra 1760'erne, der følger i Fieldings spor. Af Richardson var hidtil kun Pamela oversat, men nu følger også de øvrige brevromaner, Clarissa (1747-48, da. 1783-88) og Sir Charles Grandison (1753-54, da. 1780-82) og af Fielding Tom Jones (1749, da. 1780-82). Hertil kommer et væld af efterligninger af den følsomme roman på tysk, fransk og engelsk, en del af baggrunden for tidens såkaldte sentimentalisme. Goethes pionerværk i genren, Werther-romanen fra 1774, blev forsøgt oversat i 1776, men projektet standsedes af en udtalelse fra det teologiske fakultet, der kaldte bogen for „et Skrift, der bespotter Religionen, besmykker Lasterne og kan fordærve gode Sæder“, og romanen udkom først på dansk i 1820. Efter 1780 er Baggesens Sterne-inspirerede Labyrinten (1792-93) stort set ene om at repræsentere den følsomme roman i Danmark.

Annonce

Langt den mest populære er fortsat Richardson, ikke mindst hos det kvindelige publikum, der udgjorde hovedparten af læserne. Nogle af disse kvinder nøjedes ikke med at læse ham, men skrev i lighed med deres engelske søstre selv romaner i samme stil. Det gælder fx Charlotte Baden, der i Den fortsatte Grandison (1785) viderefører skildringen af den ridderlige hovedperson i romanen af samme navn. Richardson er også inspirationskilden bag Emanuel Ballings mange føljetonromaner i tiåret 1783-93. Hos ham dukker samtidig et tema op, der er gennemgående i periodens danske romanproduktion, modstillingen af land og by, hvor byen med dens fristelser og libertinere bliver det sted, hvor dyden skal prøves. Heroverfor fremstår landlivet i rousseausk oprindelighed og uskyld. Forskellen er så, at hvor Balling er moraliserende og belærende, er forfatterne af den borgerligt-psykologiske roman mere satirisk-humoristiske og realistiske, fx Johann Clemens Tode i Kierligheds Nytte eller Tre Dages Tildragelser (1792).

Forskellen mellem den didaktiske Richardson og de realistiske Fielding og Tobias Smollett er således også virksom i Danmark, men som det gælder dramaet, står de danske efterligninger i kunstnerisk format langt tilbage for forbillederne, som desuden allerede havde mange år på bagen. Da der – med Baggesen som undtagelsen – samtidig er en udbredt afstandtagen fra den nyeste type, den følsomme roman, der anklages for 'føleri' og 'sværmeri', får den fortællende prosa en bagudvendt karakter, der dog i nogen grad sløres ved dens nutidshandling og inddragelsen af tidens politiske brydninger. Det sker fx i Rahbeks romanserie om Carl Melnek, indledt med Bomhuset (1791), der foregår i det førrevolutionære Frankrig, og som diskuterer borgerskabets muligheder i et enevældigt samfund med et intrigant og korrupt aristokrati. Og det sker i Christen Prams fortællinger, fx „Jørgen. En Dosmers Levnedsbeskrivelse“ (1786), der tegner et satirisk billede af et privilegiesamfund, hvor egoisme, småtskårenhed og beregning regerer.

Som hos Voltaire i Candide optræder en naiv hovedperson, men positivt opfattet som det undrende offer for omgivelsernes udnyttelse og ondskab.

Christen Pram (1756-1821) var udset til at være Ewalds efterfølger, for han bevægede sig også i andre tonarter, den naturlyriske i digtet Emilias Kilde (1782) og den heroiske i eposet Stærkodder (1785). Digtet er dog blot efterklang, og eposet med sine 7000 vers virker ufrivilligt komisk ved sin blanding af heltesagn, allegori og tørre nutidsbetragtninger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: Receptionen i Danmark - drama og roman i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476612