Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Litterære og religiøse tendenser 1784-1800

Oprindelig forfatter KnMi

I den sidste del af perioden befinder den franske og engelske litteratur sig i en overgangsfase eller et æstetisk interregnum. Afviklingen og opløsningen af det klassicistiske genre- og normsystem er begge steder vidt fremskreden, men uden at en ny æstetisk norm kan siges at have dannet sig. Opmærksomheden er knyttet til andre ting, først og fremmest alt det, der udfolder sig på den politiske scene, og da revolutionen i 1789 bryder løs, er det, som om den med sine dramaer og medrivende skæbner træder i stedet for litteraturen og nærmest lammer den.

Interregnet viser sig af gode grunde tydeligst i Frankrig, hvor de få hovedværker i tidsrummet nærmest kan ses som et forspil eller akkompagnement til revolutionen og samtidig beskriver en accelererende opløsningsproces. Hos Pierre Beaumarchais høres i Figaros opgør med greven i komedien Figaros bryllup (opført 1784, men skrevet længe før) allerede så småt hvirvlerne fra revolutionstrommerne, men endnu overlejret af en politisk og moralsk uskyld, der til gengæld er totalt fraværende i Choderlos de Laclos' raffinerede brevroman Farlige forbindelser (1782, da. 1832), hvor de lastefulde, aristokratiske forførere nok får deres velfortjente straf, men til gengæld helt har overtaget romanens desillusioneret-kyniske synsvinkel. Endelig kan opløsningsprocessen siges at fuldbyrdes hos Marquis de Sade, der i Justine eller dydens genvordigheder (1791, da. 1979) konsekvent vender op og ned på dyden og lasten, således at lasten bliver til dyd, dyden til last og Gud til Satan.

I England går litteraturen efter det store romangennembrud med Richardson, Fielding og Sterne nærmest i stå. Det eneste store navn er den dybt originale og i samtiden lidet påagtede revolutionære mystiker William Blake. Hos ham viser opløsningsprocessen sig ved en lignende omvending som hos de Sade, af godt og ondt og krop og sjæl, men i en vision om en sammensmeltning og inden for en på én gang kristen og socialrevolutionær tolkningsramme.

Annonce

Samtidig er dog et nyt kulturelt og æstetisk normsystem undervejs i Tyskland. Siden 1770'erne overflyttes Europas åndelige centrum gradvis fra Frankrig til Tyskland. Det er her, de retningsgivende nybrud finder sted, først med Sturm und Drang, siden med den tyske nyklassik, primært repræsenteret af Goethe og Schiller og til dels Hölderlin, hvor den sidste danner overgang til den tidlige tyske romantik, repræsenteret af Novalis og Ludwig Tieck. Det er også her, tænkningen fornyr sig med Herder, Kant og Fichte som de førende skikkelser. Mens Europas politiske historie drejer sig om sit hængsel i Frankrig, gør dets idé- og åndshistorie det i Tyskland.

Nyklassikken, hvis storhedstid normalt henlægges til tiden mellem 1785 og 1805, repræsenterer både et opgør med klassicismen (som den altså ikke bør forveksles med) og Sturm und Drang. Dens teoretiske forudsætninger findes dels hos kunsthistorikeren J.J. Winckelmann, hvis studier i græsk og romersk kunst og arkitektur forskød interessen fra det regelbundne til den organiske helhed, der for Winckelmann samtidig rummede et humanitetsideal („Edle Einfalt und stille Grösse“), dels hos Lessing. Balance, proportion, harmoni, naturlighed inden for en stadig mere kompleks helhed fremstår i nyklassikken som idealet. Heri er der for så vidt ikke noget nyt. Det nye ligger i, at dette ideal knyttes til personligheden og ses som resultatet af en dannelsesproces.

Nyklassikken er på den måde tæt forbundet med den såkaldte nyhumanisme, hvor begrebet Bildung (dannelse) bliver det centrale, dvs. en pædagogik, der på én gang sigter mod den alsidige udvikling af individets evner og den harmoniske forening af dem til en stadig mere omfattende helhed i personligheden. Hovedværket er Goethes Wilhelm Meisters Læreaar (1795-96, da. 1801-02), der bliver forbillede for alle 1800-tal-lets dannelsesromaner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: Litterære og religiøse tendenser 1784-1800 i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476611