Jens Baggesens energiske følelsesbrus fornemmes i den pastel, som Christian Horneman malede af ham omkring 1805. Det internationale levnedsløb havde Baggesen fælles med den jævnaldrende Horneman, der 1787-1803 var borte fra Danmark, oplevede revolutionen i Frankrig og malede miniatureportrætter af bl.a. Beethoven og Haydn i Wien.

.

Den 10. september 1785 kunne man i Odense Adresse-Contoirs Efterretninger læse en subskriptionsindbydelse. For 5 mark kunne man erhverve et bind fortællinger af Baggesen. Udgivelsen blev sikret med det i datiden svimlende antal af 1334 forhåndsbestilte eksemplarer.

Hvad fik man så for pengene? Et bind Comiske Fortællinger, der året efter følges af endnu en række fortællinger, alle på vers i skiftende gangarter („Vers, der trækkes ud og ind / Alt efter Musens løierlige Sind“). Kendtest er den utallige gange genoptrykte „Kallundborgs Krønike eller Censurens Oprindelse“, hvor byens borgmester i tidernes morgen forstyrres i sin middagslur under sin kones oplæsning af Kalundborgs krønike. Her optræder nemlig eventyret om den to gange hængte tyv, hvori borgmesteren straks ser skjulte hentydninger til sig selv. Præsten hentes, og i fællesskab foranstalter de danmarkshistoriens første bogbrænding:

De tvende Byens Fædre stod og saaeMed megen patriotisk Fryd derpaa,Mens Røgen af den brændende Kronik,Satyrisk selv i Dødens Øieblik, Dem begge to stak ondskabsfuldt i Næsen.

Herefter underkastes alle nye skrifter censur, og den tidligere blomstrende by nedsynker i ussel armod. I lyset af, at trykkefrihedens grænser fra 1784 netop var blevet udvidet, er der kun tale om ufarlig og uforpligtende satire. Det samme gælder i „Jeppe. Et siællandsk Eventyr“, der som andre tidlige tekster behandler bøndernes elendige vilkår.

„Jeppe“ er en såkaldt 'kontamineret' eller intertekstuel fortælling, hvor mange forskellige forlæg og inspirationskilder løber sammen, fra fabel og talrige folkeeventyr til Holberg, Wessel og Voltaire. På samme måde skrives også i de andre fortællinger i høj grad på andre(s) tekster, i „Kallundborgs Krønike“ på bl.a. Peder Paars. Fortællingerne er sammenstykket, monteret af ofte disparate elementer. Frem for at fortællingen organisk udvikler sig, afbrydes den af talrige sidespring eller selvkommenterende afsnit. Resultatet er en række blandingsprodukter, der ofte kører i højt gear, men hvor selve substansen i fortællingen fortoner sig. Interessen flyttes fra hvad til hvorledes, til legen med forlæg, sprog og stilarter.

Om denne praksis handler den vigtigste af fortællingerne, „Poesiens Oprindelse“, hvis forlæg er myten om skjaldemjøden fra Snorres Edda.

I korthed fortæller myten om, hvordan Odin franarrer jætten Suttung mjøden, som to dværge oprindelig har blandet af lige dele blod og honning. Suttung har muret mjøden inde i et bjerg og sat sin datter Gunløde til at vogte den, men det lykkes Odin i ormeskikkelse at snige sig ind, forføre hende, nedsvælge mjøden og stikke af i ørneskikkelse. Suttung sætter efter ham, og det kommer til et vældigt slag, hvor Odin må skille sig af med mjøden for at klare sig i kampen. De andre aser iler til med kar, hvori mjøden kan opsamles. Noget, det fine, kommer ud af næbbet – af det har de store skjalde siden drukket, mens det meste, på én gang sødere og mere grumsede, kommer ud den anden vej og danner ophav til alle de småpoeter, der siden har befolket verden.

Der er til slut ingen tvivl om, hvordan de to kar skal vægtes. På den anden side er det imidlertid påfaldende, at hans egen tekst klart er et temmelig grumset blandingsprodukt, der ikke tager det så nøje med, hvilket kar der drikkes af. Rene platheder og groteske situationer veksler med ophøjede skildringer af Gunlødes skønhed – akkurat som Odin skifter ham og mjøden jo oprindelig er blandet op. Muligheden af at drikke af begge kar nævnes da også.

Een drak af dette, een af hint,Og en anden af dem begge to,Adskillige drak saare fint,Og somme drak prestissimo

Baggesen føler sig hjemme begge eller ingen steder, og det kan i en postmoderne tidsalder få ham til at ligne en tidlig forløber, hvad han i en vis forstand også er, for selv om han tydeligvis kan sin klassicistiske kanon på fingrene, føler han sig ikke knyttet til nogen bestemt stor fortælling eller tradition og må derfor i sin frisatte position selv skabe den. Baggesen skal endnu fødes.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Publikumsgennembrud - Comiske Fortællinger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig