Mellem ironi og sentimentalisme

Som inspirationskilder bød dog også mange andre sig til. Der var først og fremmest de latinske klassikere: Horats, Tibul og Ovid, som Baggesen havde dyrket fra sin skoletid, men også nyere navne som Pope, Voltaire og især den tyske Christoph Martin Wieland (1733-1813), hvis ironiske og rokokoprægede værker afspejler oplysningstidens tolerance-og humanitetsidealer. Alle disse indflydelser er mærkbare i den tidligste digtning, som af samme grund udfolder sig i mange retninger, fra drikkevisen, satiren og den komiske fortælling til kærlighedsdigtet og elegien, uden at hverken man eller han selv kan sige, hvor han føler sig mest hjemme.

Til de mest kendte hører digtet „Idealia“ fra 1783, en opvisning i rokokoens graciøse elegance. Om pigen hedder det bl.a.:

Elskovsguder rundt omkrandseHendes mørkebrune Haar;Alle Gratierne dandseOm den Skiønne, hvor hun gaaer. Zefyr [vestenvinden] overgiven spøgerMed en Fold, nu hist, nu her,Som hver Yndighed forøgerVed kun halv at skiule hver.

Sådan er der ingen ende på hendes fortryllende egenskaber – selv „Ondskab blues ved at synde / Naar den kiender hendes Dyd“ – indtil sidste strofe med nærmest heinesk ironi punkterer hele herligheden:

Men een Feil har dog min Pige,Som det alt fordunkle vil:Denne UforligneligeEr desværre – ikke til.

Henrevet kærlighedsdigtning og ironi i ét! Baggesen kunne noget, andre ikke kunne, i hvert fald ikke med samme naturlige lethed og musikalske gehør.

Dobbeltheden i tone og følelse og det legende element er overalt mærkbar i Baggesens ungdomsdigtning, også når han hengiver sig til tidens sentimentalisme som i det berømteste af ungdomsdigtene „Da jeg var lille“ (1785):

Der var en Tid, da jeg var meget lille,Min hele Krop var knap en Alen lang:Sødt, naar jeg den mig tænker, Taarer trille,Og derfor tænker jeg den mangen Gang.(…) Da syntes mig, vor Jord var meget mindre,Men og tillige meget mindre slem;Da saae jeg Stiernerne som Prikker tindre,Og ønskte Vinger for at fange dem.

Da saae jeg Maanen ned bag Øen glide,Og tænkte: gid du var paa Øen der!Saa kunde du dog rigtig faae at vide,Hvoraf, hvor stor, hvor rund, hvor kiøn den er

Det øjensynlige er det barnlige, banalt-rørende og mundrette i tone og diktion, men dette er ved nærmere eftersyn overlejret af en voksen bevidsthed, der kunstfærdigt arbejder med ord og rim med henblik på netop at fremkalde dette indtryk. Det barnlige bliver en bevidst tilstræbt effekt ved hjælp af ganske små sproglige midler. Tag fx forskydningen af 'mindre' fra tillægsord til forstærkende biord i 2. strofe, eller den tilsvarende leg med grammatiske kategorier i strofe 3: „Hvoraf, hvor stor“. Grænsen mellem det rørende og absurd-humoristiske er hårfin, og digtets kvalitet beror netop på denne balance, der dog skrider i den entydigt sentimentale udgangsstrofe:

De svandt, de svandt, de glade Barndoms Dage,Min Rolighed, min Fryd med dem svandt hen –Jeg kun Erindringen har nu tilbage;Gud! lad mig aldrig, aldrig tabe den.

Med denne strofe ramte Baggesen imidlertid meget præcist publikums smag. Rousseaus forståelse af barndommen som en selvstændig livsfase med sin egen værdi var begyndt at slå igennem, og digtet opnåede snart ikke blot stor udbredelse i Danmark, men gennem mange oversættelser europæisk ry. Sentimentalismen er en vigtig tone i den mangestemmige baggesenske musik, men da han samme år udsendte sin første bog, var det den mere komiske side af sit talent, han på sine venners råd viste frem, den, der lå i forlængelse af traditionen fra Holberg og Wessel.