Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En terrorists historie - Thora fra Havsgaard

Oprindelig forfatter KnMi

Ligesom Parthenais er „Thora fra Havsgaard“ (udg. 1816 i Danfana) genremæssigt en heksameteridyl, ordnet i sange, hvoraf dog kun de første ni foreligger. Ordet idyl går dog kun på genren, for indholdsmæssigt er „Thora“ snarere en heksametergyser. Foregår Parthenais i højderne, gør „Thora“ det i dybet, såvel i bogstavelig forstand, under jorden og i helvede, som i overført, i fortiden. Det er fortiden, der rummer nøglen til personernes nutid og mulige fremtid. Over for Parthenais' af fortiden ubelastede, renskurede Urania-dyrker Nordfrank står i det nye værk den sammensatte mandlige hovedfigur, Roller, dybt forviklet i sin slægtshistorie, og over for samme værks idealiserede gratie-replikant Myris står den handlekraftige, rent menneskelige kvindelige hovedfigur Thora.

Værket er enestående i Baggesens produktion ved at være i ét stykke og af én tone, samtidig med at det tematisk udfolder en hidtil uset kompleksitet gennem en indtrængende psykologisk analyse, der indlægges i en halvt historisk, halvt mytisk ramme. Handlingen er henlagt til begyndelsen af 1600-tallet, renæssancen, en tid, hvor den oprindelige hedenskab officielt for længst var udryddet, men hvor hekseri, sort magi og kætteri med rod i hedenske forestillinger stadig gjorde sig gældende. Det er i spændingsfeltet mellem disse og kristne forestillinger, handlingen udspiller sig.

Om værkets nære tilknytning til Sophie Ørsted er der ingen tvivl. Således bygger det på et skånsk sagn, som Baggesen har hørt hende fortælle, ligesom man i dets titelfigur kan spore hendes træk som i Roller hans egne. Samtidig rækker det dog langt ud over en biografisk sammenhæng med sin formning af et fiktivt episk univers, der består af en række forskellige lag.

Annonce

Udgangspunktet (1. sang) er en blanding af en røver- og kriminalhistorie. En aften kommer en mand, Rødskæg, der udgiver sig for kulsvier, til Havsgaard, hvor den gamle lensmand Herkuller bor med sin unge slægtning Thora og en karl. Thora opdager, at der i hans kulsække i vognporten ligger ti mænd parat til at overfalde gården, når beboerne er gået i seng, og får i hemmelighed sendt karlen af sted til den nærliggende by efter hjælp. Karlen når tilbage med hjælpen, slår Rødskæg for panden, og røverne, der viser sig at være „af troldelig Afkom“ og sønner af Rødskæg, anføreren, bliver dømt og henrettet.

Men der er endnu en søn tilbage i hulen, Roller, og hans mor sætter nu alt ind på at gøre ham, der netop fylder 18 år den dag, henrettelsen finder sted, til slægtens hævner og forebygge varslet. Det sker ved at mætte hans sjæl med had til menneskene, der i hendes fremstilling blodtørstigt og voldeligt har vendt sig mod hans egen uskyldige slægt, men især til Thora, som gøres ansvarlig for hans brødres død. Roller sværger at ville hævne moderen, der lever i ham, som han lever i hende. Han vil udrydde „Helvedet“, som forfølger hans slægt, og føler „Kraft som fortærer mig selv“, hvis han ikke fortærer det onde! „Det har jeg svoret evindelig Kamp!“ Der bliver her grundigt vendt op og ned på tingene, og Roller fanges i uløselige modsigelser, for det er jo hans oprindelige uskyld og ædle sindelag, der her gør ham til terrorist – og ikke på himlens, men på helvedes vegne.

Den nye hævnerrolle er da heller ikke holdbar. I stedet er der skabt en dyb splittelse i ham, der for alvor viser sig, da han som led i moderens plan bliver karl på Havsgaard og forelsker sig dybt i Thora. Samtidig med at kærligheden vokser, søger han i sin fantasi at ophæve splittelsen ved at se sin kærlighed som udtryk for en guddommelig lov:

Og ei hende nu blot han elskede; men i sit Hiertes Venlige Fylde hvert Led i Skabningens, Ringe til Ringe Sammenlænkte, den hyldede Brud omslyngende Kiæde. Een Slægt, følte han nu, var Troldes og Menneskers Afkom, Grims og Herkullers adsplittede Børn; een eneste Faders Alt velsignende Hierte nu slog i det evige Livs Puls, Hvis meddeelte Bevægelses Lov i det egne han adlød.

Men Roller er med denne romantisk-panteistiske tanke fortsat offer for en illusion. I virkeligheden er intet forandret, selv om han bliver gift med Thora, og de får et barn – der til Thoras ubehag får navnet Grimkul. Det synes ganske vist, som om Roller glemmer alt om sin fortid, men jo længere tiden går, jo stærkere vokser erindringen om moderen i hulen. Det fortrængte kommer igen, som de henrettede har varslet om sig selv. Efter en række hemmelige besøg, som han søger at bortforklare over for Thora, tager han en dag med hende og barnet derud. Thora opdager dog i tide faren og flygter hjem med drengen.

Resten af fragmentet handler om afsløringen af hulen, men noget bud på, hvordan værket skulle slutte foreligger ikke, heller ikke i Baggesens skitser, der dog bl.a. rummer en række oplysninger om slægtsforbindelserne. Det fremgår bl.a. heraf, at grimkuller og herkuller i virkeligheden er blandet op med hinanden, og at Roller er et forbyttet barn med en anden far og mor, end han tror, og formentlig halvbror til Thora. Så lidt som en røverhistorie er der altså tale om en slægtsfejde, derimod om psykiske instanser, lagt ind i et mytisk tegnsprog.

Som slutpunkt for Thora står imidlertid den ulægelige splittelse, hvor skyld og uskyld, ondt og godt, dæmon og engel bliver dele af det samme jeg og låser det fast, så det aldrig når ud i den frihed, det eftertragter. I digtet knyttes den frelserforestilling til Roller, at han skal forløse „Frihedens dybt begravede Kræfter“ og derved drage det fortrængte hedenske element ind i en kristen sfære, men denne nye helhed kommer han aldrig til at fuldbyrde.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er et håb i Thora – uanset hvordan Baggesen havde ønsket at lade fragmentet slutte. Som indledning til beretningen om Roller henvender digtet sig til musen. Hun skal fortælle

Hvordan den Fromme paa Veien blev ført til Forbrydelsens Afgrund,
Trods sin Uskyldighed! Neppe var meer den ømmeste Medynk
Værdigt paa Jorden et Væsen end han; o! viis os de skiulte
Rædsomme Traade, der bandt ham til Qval! lad Ører, som høre,
Fatte den Misklangs Værd, hvis Støvmodsigelse hæver
Tvivl om Udødelighed, og giør i Smerternes Dybmulm
Synlige Himmelens Stierner, de høieste, hvilke vort Jordlivs
Vanlige Nat ei lader os see, knap lader os ane!
Salig er den, der i Live har udtømt Lidelsens Bæger!

Støvmodsigelsen består i, at en himmelsk drift fører til forbrydelse, en modsigelse, der først kan opløses i himlen og dermed forvisser om udødelighed. Lidelsen i det jordiske liv er pantet på det evige. Nærmere kommer og kom Baggesen ikke sin gåde.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: En terrorists historie - Thora fra Havsgaard i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476624