Om denne fødsel taler helt ud i titlen digtet „Min anden Skabelse“, et af de første digte til fru Pram, også fra 1785. Det skildrer ham som rå, følelsesløs og uden varme, „blot Krop, foruden Sands og Liv og Aand“, indtil han møder hende: „Jeg saae dig som en Guddom fra det Høie; / Og ved dit Smils oplivelige Bliv / Mit kolde Jeg, i Glandsen af dit Øie / forklaret, pludselig fik Aand og Liv“.

Om Odins ophold hos Gunløde hedder det i „Poesiens Oprindelse“, at det har „vise Fædre malt, som evig smukt Eksempel / Paa Veien, man skal gaae til Poesiens Tempel“. Eller sagt på en anden måde: erotik og digtning er uløseligt forbundne. Som det fremgår, er erfaringen af forbindelsen ikke ny, og man kan følge den stadig fornyet gennem middelalderens troubadourdigtning frem til i dag. I 1700-tallet indgår den som en nøgleerfaring hos Rousseau og Goethe i deres forhold til henholdsvis Madame de Warens og adelsfruen Charlotte von Stein, ligesom den danner grundlag for den sværmeriske tilbedelse, der er karakteristisk for sentimentalismens epoke.

At Baggesen var selvskreven til at indgå i dette tidstypiske kompagni, vidner et brev til en italiensk veninde fra hans sidste år om:

Allerede i mit 5. år elskede jeg til raseri og det på samme måde som i mit 25. og 55. år: tilbedende (…) Denne lidenskab er hos mig simpelthen medfødt, og den har vist sig upåvirkelig for ethvert anvendt lægemiddel. Den har pint mig usigeligt og vil vedblive med det, frygter jeg, til min død. Hverken filosofi eller religion formår at bevæbne min frie vilje tilstrækkeligt mod denne naturmagt, for jeg føler mig kun halvt levende uden den.

Til denne „urlidenskab“ svarer fantasier om en kvindelig engel, et urbillede af renhed, åndelig overlegenhed og kvindelig stolthed og trods. Det er dette urbillede, han møder i fru Pram, der viser sig at besidde alle de nævnte karakteristika og dertil et „Had til alt, hvad der respirerer Sanser“. Ikke blot på grund af hendes ægteskab er et seksuelt forhold altså på forhånd udelukket, hvad der for begge parter gør forholdet ideelt og på tværs af de sociale omstændigheder skaber en uanet frihed til at give lidenskaben udtryk.

I de fem år, forholdet varer, skriver Baggesen, bortset fra et utal af breve, ca. 50 digte til hende, såvel elegier som humoristiske rimbreve, og det bliver gennem dem klart, at Seline, som han kalder hende, først og fremmest indgår i et omfattende eksperiment med ham selv, hvor hun bliver tegn for en endnu højere guddom, Venus Urania, den æteriske kærligheds gudinde.

Sin færdige fortolkning finder forholdet derfor ikke i et digt til Seline, men i „Til Urania“ (1787). Ved hende sværger han:

(…)At evig ei min Elskovs reene LuerSkal smittes af en dig uværdig Lyst;

Men uden Pletter, som Selines Hierte,Som Lunas Sølv og Dagens Konges GuldDen brænde skal, og giennem Fryd og SmerteMig bringe hellig ned i Gravens Muld.

Lignede Baggesen i udgangspunktet så mange andre af tidens sværmeriske tilbedere, skiller han sig ud her. Forholdet til fru Pram bliver i sit videre forløb katalysator for en indre udvikling, der mindre handler om erotik og digtning end om et stadig mere selvberoende jeg.

I forbindelse med den frisættelse, der er blevet skildret i det foregående, dels af Baggesen som skribent, dels i mere eksistentiel forstand, er det klart, at den næppe kunne have fundet sted uden stor gæstfrihed og udstrakt økonomisk velvilje fra hans aristokratiske venners side. Baggesen havde jo hverken eksamen eller embede og skrev ikke bøger, han kunne leve af. Trods en tidlig erklæring om ikke at ville synge for mæcener, var der reelt tale om et mæcenatforhold, selv om begge parter i tidens fremskridtsvenlige ånd lagde vægt på at camouflere det mest muligt. En række digte om de reformer, som Reventlow, Bernstorff og andre stod for, bl.a. „Landforvandlingen“ (1787) om ophævelsen af hoveriet og udflytningen af gårdene på Christian Ditlev Reventlows lollandske gods, kan dog også ses som udtryk for Baggesens forsøg på at betale sine velyndere gælden tilbage i litterær mønt.

Det var også disse velyndere, der sørgede for, at han kom til at forestå oversættelsen af Holbergs latinske Niels Klim til et spillevende dansk. Oversættelsen blev i 1789 udsendt i en kongeligt understøttet pragtudgave med stik af J.F. Clemens efter Nicolai Abildgaards serie af malerier. Samme år begav Baggesen sig ud på sin første store Europarejse, finansieret af hertugen af Augustenborg. I første omgang var målet kurstedet Bad Pyrmont syd for Hannover, hvis brøndvand skulle genoprette hans skrantende helbred.

Det var dog ikke blot lægelig ordination, der fik Baggesen af sted. Der var det udmarvende forhold til fru Pram, som han måtte have en pause fra – en læge i Hamburg anser viseligt coitus for et probat middel – og hertil kom et stadig mere anspændt forhold til hans omgivelser, der ikke brød sig om hans nære forbindelser til det tyske aristokrati og åndsliv. I foråret 1789 opførtes den tyskfødte komponist Kunzens opera Holger Danske med libretto af Baggesen på grundlag af Wielands fortælling Oberon, en opførelse, der udløste den såkaldte Holgerfejde. Baggesen var rejst, inden fejden kulminerede, men meget havde forandret sig, siden Baggesen i 1785 udsendte sine Comiske Fortællinger. Hans popularitet havde fået et knæk, og europarejsen, der efter opholdet i Pyrmont førte ham længere sydpå til Frankrig og Schweiz, blev indledningen til en omflakkende tilværelse, hvor nye rejser i 1790'erne mere gjorde ham til lejlighedsvis gæst end borger i sit fædreland. En væsentlig medvirkende årsag var hans ægteskab i 1790 med Sophie Haller, som han havde mødt i Bern, et barnebarn af den store schweiziske digter Albrecht von Haller. Via ægteskabet kappedes forbindelsen til fru Pram, en afgørende livline til det danske miljø, og i stedet styrkedes hans relationer i Tyskland, hvor han gjorde bekendtskab med en række førende forfattere og filosoffer.

Det er med andre ord kosmopolitten eller verdensborgeren Baggesen, der udvikler sig i disse år, hvor han også så småt begynder at skrive på tysk. Hans frisatte position havde dog allerede tidligt ytret sig i en afstandtagen fra al national selvtilstrækkelighed. Et karakteristisk vidnesbyrd er rimbrevsfragmentet „Patriotisme“, som han skriver i Bern i 1789 og sender til grevinde Schimmelmann. Efter at han indigneret har afvist, at han skulle have glemt Danmark og være blevet udansk, lyder den centrale formulering: „Den sande Philantrop er Patriot; / Den sande Patriot Cosmopolit“.

Men at forstå patriotisme som det at virke for sit land, den klassiske betydning i oplysningen, var allerede overhalet af en anden forståelse, hvor patriotisme blev knyttet til sprog og national oprindelse. Og her måtte Baggesen sige fra, som han gør det i Labyrintens kapitel „Herrmannsbierg“, det stærkeste udtryk i dansk litteratur for oplysningens og revolutionstidens universalisme og utopi om én menneskehed.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Elsker og verdensborger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig