Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Individualismens kulmination - Jens Baggesen

Oprindelig forfatter KnMi

Blandt 1700-tallets store danske forfattere indtager Jens Baggesen (1764-1826) en særstilling ved at være så godt som ukendt i sit fædreland. Mens interessen for Holberg, Brorson og Ewald har holdt sig, meldte ulysten til at dykke ned i Baggesens omfangsrige værk sig tidligt, hvad han selv ikke har været uden skyld i. For det første fik han den vane at skrive på både dansk og tysk, hvilket med det stigende modsætningsforhold mellem dansk og tysk ikke fremmede udbredelsen. For det andet efterlod han sig af større danske værker stort set kun fragmenter, og for det tredje er hovedparten af hans danske produktion, der bygger på brevet og har rimbrevet som sin foretrukne form, såvel i sin henvendelse som i sin kerne af privat karakter. Det meste af, hvad han har skrevet, er til nogen, til personer i hans samtid, og man kan måske derfor ikke fortænke eftertiden i, at den – bortset fra betydningsfulde undtagelser – ikke følte sig kaldet til at træde ind i rollen som modtager.

Hertil kommer, at mens adressaten ofte er navngivet, kan man have sin tvivl om afsenderen. Det lyder tilforladeligt nok, når Baggesen i 1791 lader „Forfatterens Liv og Levned“ indgå i Ungdomsarbeider, men håbet om ren besked beskæmmes noget af titlens sidste del: „af hans Fætter“, blot et enkelt af de talrige pseudonymer, han gennem forfatterskabet leger med. Det hjælper heller ikke meget, når han i en optakt forsikrer, at han er „den Baggesen, som K n u d du kender“, for hvad er nu det for en Knud? – og selv når han utvetydigt skriver i eget navn, er man ikke meget hjulpet. Som han i 1789 skriver til Friederike Brun: „De ved, at min Navne [navnefælle], Janus Bifrons, havde to Ansigter; mig syntes, jeg undertiden endog havde tre“, en udtalelse, der for en gangs skyld mere ligner en under- end en overdrivelse.

Ud over at være den mindst kendte er Baggesen imidlertid også den mest moderne af de store danske forfattere fra 1700-tallet, og det moderne hos ham består netop i det ufærdige, i den konstitutionelle usikkerhed, der knytter sig til hans identitet. „Jens Baggesen skal endnu fødes“, hedder det betegnende i et rimbrev („Hesten Abildgraa“). I hans egen optik er dette grundtræk dog langtfra blot en ejendommelighed ved ham, men en refleks af den verden, han lever i. „Verden er under Bygning, og Skabelsen staaer endnu paa“, lyder en anden udtalelse, der anbringer os midt i den tid, der er hans, revolutionstiden med dens uhyre ydre og indre omvæltninger, hvortil Baggesen er et vidne af første rang, ikke blot fordi han i 1790 dansede rundt på Bastillens ruiner, men fordi han med hele sin rige åndelige udrustning gjorde sig til ét med denne tid.

Annonce

Mens Den Franske Revolution for andre – herhjemme fx P.A. Heiberg – var en politisk begivenhed, der først og fremmest handlede om afskaffelsen af enevælde og aristokratiets privilegier, var den for Baggesen en åndelig omvæltning, der spejlede, bekræftede og forstærkede den omvæltning, der foregik i ham selv. Hos ingen anden dansk forfatter er revolutionen som indre tilstand derfor så mærkbar som hos ham. Hans liv bliver en mikrokosmisk spejling af verdenshistorien, idet den anbringer ham „midt i Politikens, Filosofiens og Poesiens anarkiske Gæring; gærende selv fandt jeg mig ombruset af lutter gærende Væsner“.

Men netop som et sådant gærende væsen var han endnu intet bestemt – uden et bestemt ståsted, uden en bestemt livsanskuelse, uden en bestemt målsætning. Gæringen i tiden og gæringen i ham selv placerede ham i en overgang, i „det aandelige Jordskælv, hvori det nittende Aarhundrede løsrev sig fra det attende“, og ingen var mere bevidst om det end han. Heraf udspringer ikke blot den grundlæggende fragmentariske karakter af hans forfatterskab, men også de to symboler, hvori han sammenfatter sin digtereksistens, labyrinten og gåden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: Individualismens kulmination - Jens Baggesen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476614