Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rungsteds Lyksaligheder

Oprindelig forfatter KnMi

Ikke desto mindre demonstrerer Ewald jo med disse digte højdepunkter af sin kunst – og han har været fuldt bevidst om det. Det er derfor ikke sådan, at han på nogen måde oplever en kunstnerisk afmagt. Problemerne, der snarere må beskrives som grænseerfaringer, er indbygget i selve det kunstneriske projekt, han har kastet sig ud i: at hævde sin digtnings guddommelige rang.

I nogle centrale digte fra begyndelsen af 1773 sker gennembruddet. Tvivlen, usikkerheden, angsten er som blæst bort, og med lidenskabelig kraft besynges tilværelsen på godt og ondt, i lys og mørke, lyst og smerte. I det utrykte „Natte-Tanker“ viser natten og mørket, der med deres spøgelsessyner vækker dårens og gudsbespotterens angst, sig således at være digterens finest hour. Langt fra at være underkastet tiden griber digteren den her, og den rører ham lige så lidt som fremtid og fortid. Tiden synes at være ophævet i et 'altid' og digteren med sin sjæl og tanke at være Gud lig.

Det kunstnerisk mest afklarede udtryk for denne omvæltning er Ewalds kendteste digt, oden „Rungsteds Lyksaligheder“, skrevet efter overflytningen til Rungsted og trykt i 1775. I modsætning til før er det suveræne digterjeg med ét i fuldstændig ro, helt koncentreret om sin nys vundne lyksalighed. Et klart symptom på den nye situation er, at jeget er længe om at give sig til kende. Første strofe lyder:

Annonce

I kiølende Skygger,
I Mørke, som Roser udbrede;
Hvor Sangersken bygger
Og quiddrende røber sin Rede –
Hvor sprudlende Bække
Snart dysse, snart vække
Camoenernes [musernes] Yndling, den følende Skiald,
Med steds' eensrislende Fald –

Sådan fortsætter det over fire strofer, der er viet én lang henrykt beskrivelse af den egn, jeget befinder sig i, først afsluttet – også syntaktisk – med fjerde strofes sidste linje, hvor jeget efter en kort sammenfatning omsider dukker op. „Hvor Rungsted indhegner den reeneste Lyst;/ Der fyldte Camoenen mit Bryst“. Som den sidste linje afslører, har jeget imidlertid været der hele tiden, men så fuldt af sin lykkelige inspiration, at naturindtrykkene får lov at skabe deres egen scene, helt uden deres formidlers indblanding. Bevægelsen i digtet er fra omverdenen til jeget. Til gengæld tager jeget revanche i de følgende fire strofer, hvor det i en stadig stigning fortæller om, hvordan mødet med Rungsted har fået dets sang til at vokse i styrke, kulminerende i strofe otte, hvor

Cheruber fornemme
Hans dristige Stemme,
Og Himle forsamles omkring ham;og Lyst
Udbredes i Menniskets Bryst. –

Den sidste linje danner overgang til digtets sidste del, hvor bevægelsen atter retter sig udad i en direkte henvendelse til den kvinde, der er digtets egentlige modtager:

Men Du, som allene
Fremkaldte den Lyst af min Smerte,
Siig! – Kan min Camoene
Udbrede sin Fryd i dit Hierte? –
O siig mig, Veninde! –
Kan Sangens Gudinde,
Med smeltende Toner belønne det Skiød,
Hvoraf min Lyksalighed flød? –

 Rungstedlund i 1891. I den midterste bygning lå den kro, hvor Ewald var indlogeret under sit ophold i Rungsted. Siden blev stedet overtaget af Karen Blixen, der også havde sit barndomshjem her.

Rungstedlund i 1891. I den midterste bygning lå den kro, hvor Ewald var indlogeret under sit ophold i Rungsted. Siden blev stedet overtaget af Karen Blixen, der også havde sit barndomshjem her.

Man har spekuleret meget over, hvem denne kvinde kunne være, og givet adskillige bud. Man gætter dog næppe meget fejl, hvis man ser hende som den, der i hans selvforståelse gjorde ham til digter, altså Arendse. Det jo hende alene, der af hans smerte over tabet af hende fremkaldte den lyst, den digteriske inspiration skænker ham. (I en kladde har han skrevet „Min Barndoms Veninde“, derefter „Kummers Veninde“ og „ædle Veninde“, hvad der af flere er blevet tolket som moderen, men benævnelserne peger dog langt tydeligere mod Arendse.) Samtidig er der sket en afgørende forskydning i forhold til „Haab og Erindring“, hvor forholdet til Den Anden også spillede en hovedrolle. Bevægelsen var dér fra vennen til Ewald („og TÆNKER HAN PAA MIG?“), men er her fra jeget til veninden. Det er ikke mere den kriseramte digter, men hende, der skal fyldes – af det henrykte digt, hun har været den skjulte inspirationsbaggrund for. Kunstens grænse er igen markeret, men hinsides al tvivl.

Hvor omverdenen tidligere truede med at forsvinde, og kunst og eksistens tidligere var i konflikt, er de omsider i balance. Vi har set Ewald tematisere det jordiske paradis, fx i Lykkens Tempel og Philet, begge gange med et nedslående resultat. Hvad der fremtrådte så tillokkende, var i virkeligheden et blændværk. Det er det ikke her, for dybest set afhænger Rungsteds lyksaligheder ikke af stedet, men af den sammenhæng, der er oprettet i digterens sjæl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: Rungsteds Lyksaligheder i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476588