På vej mod frelsen

Og Ewald bliver frelst, dog ikke – som han forestiller sig – ved en offentlig bønskrivelse, men ved at modtage nadveren af Schönheyders hånd. Er dette knæfald – som det er blevet hævdet – en kapitulation? I en vis og meget begrænset forstand, ja, men som en konsekvens af hans udviklingshistorie, ikke som et brud på den. Som vi har set, fører hans vej frem mod frelseren.

Han har været der hele tiden. Ewalds første arbejde fra 1762 er en akademisk afhandling: Om en guddommelig forløser. Han gør her op med den rationalistiske og til dels fritænkeriske opfattelse af Jesus som blot et forbilledligt menneske. Jesus var Guds søn og som følge af Guds retfærdighed nødvendig som vor forløser. I lejlighedsdigtene gennem 1770'erne vender denne tanke med største selvfølgelighed gang på gang tilbage. Selv om han i perioder har stået kristendommen fjernt eller – hvad der er det samme – selv har løftet sig til guddommens niveau, har han aldrig forladt den.

Ordet kapitulation fra før må derfor forstås meget specifikt. Der er ikke tale om kapitulation i den forstand, at Ewald efter 1777 alene bliver kristen digter, for også den mere skæmtsomme og 'letsindige' side af hans forfatterskab vender tilbage igen. Fra hans omvendelse og frem til hans død kan man bl.a. finde epigrammer i Wessels stil eller den kostelige travesti Klage-Sang over Skiødehunden: Maske (1778). Men sagen er, at Ewald kæmper for sit liv og for at kunne digte. Og her er kapitulation nødvendig. Det individualistiske opbrud har haft sin dyre pris. Et berømt udateret fragment lyder: „Lær mig / Vor Sjæl er Ild, – som utaknemmelig, / Fortærer det, hvorved den føder sig – “ – en indsigt i jegudfoldelsen og digtningen som selvopbrænding, og Ewald har nu brændt sig selv op. Frelsen må komme udefra, fra en kraft, som han ikke selv disponerer over. I en række digtfragmenter fra 1777 kan man følge, hvordan Ewald søger frem mod den frelser, der omsider bliver fuld virkelighed for ham i digtet „Følelser ved Den hellige Nadvere. En Ode, tilegnet Hans Høiærværdighed Hr. Dr. Schønheyder“, formentlig ligeledes fra 1777.

Digtets ydre forløb er hurtigt fortalt. Jeget knæler med de andre nadvergæster, mens kalken bæres frem. Han fører den til munden og drikker. Ind i dette forløb flettes imidlertid et andet af uhørt dramatisk karakter: Ned fra Guds trone stiger „Naadens Herold“ i et strålehav, som omspænder jeget. Vi kan forstå, at dette jeg allerede har omvendt sig, er frelst, og det spørger nu, hvorfra den glans stammer. Nogen må fortolke hans syn. Han overvejer, om det er „Veemods rygende Dug“ eller „Angerens dampende / Milde Regn“, om det er hans tårer, eller om han måske – forført af sine helt nye erfaringer – blot fantaserer og leger med „Store Skygger af Gud“. Men da han sætter læben til kalken, fortolker synet sig selv:

Synker Jorden ei bort? Aabnes ei Himlene?O jeg føler! jeg seer! O det er ingen Drøm,Intet svindende Glimt! Thi jeg omfavner dig,Min Forbarmer! min Gud! (…)(…)Ham kun seer jeg, ham selv! Almagts enbaarne Søn!(…)Ham omfavner min Siel! og mine zitrendeArme fyldtes af Gud! det er ham selv, som nuKierlig blotter sit Bryst, helder det smilendeTil min Læbe af Kiød! diende hænger jegVed dets aabnede Veld, drikker et Svelg af Liv!(…)

Med disse sidste linjer er digtets opgave løst, transformationen af en rituel handling til personligt erfaret virkelighed, indgivelse af nyt liv. Alt det andet er forberedelse, først præstens forvandling til nådens sendebud, dernæst oplevelsen af stråleglansen, elimineringen af fejlkilder, åbenbarelsen af Jesus selv og omfavnelsen af ham. Det afgørende er at etablere den personlige relation, uden om præsten, uden om kalken, uden om ritualet, for at frelseren kan åbne sine livskilder for jeget og for det alene. Vi bringes her langt hinsides den protestantiske nadverlæres unio sacramentalis, foreningen mellem de jordiske nadverelementer og den himmelske Kristi legeme og blod. I stedet flyder det livgivende blod fra Jesu sår direkte over i jeget og fornyr det – som mælken fra et moderbryst.

Billedet af det diende jeg er drastisk, nogle vil sige usmageligt, men ingenlunde ukendt i pietistiske salmer. Beslægtede billeder kan fx findes hos Brorson og i tysk salmedigtning, og senere kunne Grundtvig være lige så frapperende kødelig i sin religiøse metaforik. Det usædvanlige er, at det her indgår i et personligt digt med en tydelig adskillelse af jeget og den øvrige menighed (jf. „Fremdrog Himle til mig Faldne; mig, Mørkets Træl, / Mig sin Fiende!“). Men billedet kan ikke undværes. Det er hele digtets anledning og mening, erfaringen af den næringskilde, Ewald i sin fortvivlelse og afmagt har søgt.