Fortællingen indledes med Philets ankomst til Elhøy, en bronzealderhøj, hvorfra man dengang kunne nyde synet af de udskiftede jorder fra Bernstorff Slot, men det er ikke noget, Philet (egl. 'menneskeven') i sin sørgelige og jamrende forfatning har blik for. Og hvad jamrer han så over? Over verdens ondskab og lastefuldhed. Menneskevennen viser sig at være den fuldkomne misantrop: „“Ak!“ – raabte han igien – „hvor er da varig Glæde? – / Hvor er Lyksalighed? – / Hvor er en Ting, som Dyder ei begræde, / Og ikke blues ved? –“. Kingo og mange andre havde stillet det samme spørgsmål tidligere, men kendte også svaret, som Philet åbenbart ikke kan bruge, for det er ikke himlen, han tragter efter, men et jordisk paradis. Fortællingens kup er så, at den – akkurat hvor han står – kan vise ham det jordiske paradis, han så inderligt længes efter, „det nyelig skabte Land“, dvs. de udskiftede bernstorffske jorder. Men netop som gennem et rokokomaleri a la Tullin er det lykkedes de stedlige bønder at overbevise den modstræbende Philet om stedets velsignelser og deres egen lyksalighed, kommer en budbringer med budskabet om Bernstorffs fald. Det hele var et blændværk, som han var blevet forført ind i.

Nu kan Bernstorffs fald næppe siges at være ensbetydende med, at det jordiske paradis, han havde skabt til sine bønder, var tabt. Men sådan fremtræder det ganske utvetydigt. Der sker nemlig samtidig en guddommeliggørelse af Bernstorff, som på én gang bliver stedets skaber, opretholder og beskytter. Og hvad er det så for en verden, han har skabt, og som går under? Her peger de mange lysmetaforer, der knyttes til Bernstorff (fx „vor Soel“) et bestemt sted hen, mod oplysningen, hvis borgerlige idealer overalt er til stede i klassisk ligevægt – „Her saae han [Philet] Nøisomhed hos Velstand / Flid og Orden, hos dydigt Tidsfordriv / Og dig o Fred“. Det er hele den borgerligt-optimistiske oplysning, der her manes frem, og hvis mål – lyksalighed – her er opfyldt.

Men dette billede tegnes altså samtidig i katastrofens perspektiv. Måske derfor bliver billedet næsten et glansbillede – ligesom stjerner lyser stærkere, inden de slukkes. I hvert fald er der gjort alt for at gøre faldhøjden størst mulig for Philet. Her ligger formentlig også forklaringen på, at Ewald har benyttet denne figur som stedfortræder. Hvor den naive Philet oplever fremadrettet, gør fortælleren Ewald det retrospektivt, med katastrofen som udgangspunkt. De spørgsmål, Philet indledningsvis stiller om varig glæde, dydens realitet og lyksalighed, forudsætter netop bevidstheden om den orden, fortælleren véd ikke mere lader sig opretholde. Garanten for denne orden er væk. I modsætning til situationen ved syndefaldet, hvor mennesket fordrives fra paradiset, er det her omvendt guden, der forlader menneskene, lader dem alene, prisgivet mørke og uberegnelige kræfter.

Philet er ikke i sig selv nogen nybrydende tekst, men den markerer et tydeligt brud i forfatterskabet. Sammenligner man de tekster, der ligger før og efter, vil man overalt se den samme bevægelse, bevægelsen fra objektiv mod subjektiv sandhed, fra det almene mod det individuelle, fra overleverede eller tilegnede stilmønstre mod fri digterisk udfoldelse. Men samtidig med at Ewald søger at bane sig sin egen vej, er hans forfatterskab i næsten ekstrem grad 'under indflydelse'. Forestillingen om Ewald som Danmarks første frie digter er en efterrationalisering, der knytter sig til den romantiske opfattelse af ham. Set forfra og i relation til hans livsskæbne er forfatterskabet tværtimod et stadigt forsøg på at manøvrere i forhold til magtfulde kræfter i den både politisk og kulturelt omskiftelige tid, der omfattes af Christian 7.s regeringsår.

Langt fra at operere uafhængigt er Ewald hele tiden tæt på og afhængig af magten. Mens han stiger op via kontakten med det tyske miljø og Bernstorff, går han så at sige under jorden i Struensee-perioden. Efter Struensees henrettelse får han kontakt med Guldberg-styret, hvis demonstrative danskhed finder et brugeligt ideologisk talerør i ham.

Man kan også sige det på den måde, at netop fordi Ewald aldrig fik embede, men i økonomisk forstand opererede frit, var han bundet af talrige hensyn og interesser, der uundgåeligt satte deres spor i forfatterskabet. Det gælder ikke mindst „Det Smagende Selskab“ (Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, stiftet 1759), der også helt konkret satte sit fingeraftryk på de værker, der blev udgivet i Selskabets skriftserie. Det interessante og det, der i vidt omfang berettiger romantikernes opfattelse af ham, er så, at Ewald gennem hele dette forløb aldrig mister sin integritet, men midt i forsøget på at tilfredsstille de skiftende interesser fører sit eget projekt igennem.

Det gælder også i forhold til den indflydelse, som i sidste ende er stærkest og dybest, den, som udgår fra det pietistiske miljø, han er opvokset i. Med den forholder det sig dog på en ganske særlig måde. For nok underlægges han fra dette miljø i stigende grad et formynderskab, men hans pietistiske baggrund er samtidig med til at udvikle hans digteriske bestræbelser i individualistisk retning.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Oplysningens tabte paradis - Philet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig