Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Menneske og borger - Frankhuysens Historie

Oprindelig forfatter KnMi

I 1775 indtræder en mærkbar forandring i Ewalds liv. To projekter, der kunne sikre ham en mere selvstændig og tryg position, forliser. Det ene er et ønske om at opnå en professortitel, det andet at gifte sig med en jævnaldrende kvinde, han har mødt i Rungsted. Forfærdede, ikke mindst over hans valg af livsledsager, ekspederer hans formyndere ham straks længere nordpå til Søbækshuset i Humlebæk, hvor han i et forsøg på at vriste sig fri af den økonomiske skruestik, han holdes i, genoptager arbejdet med De Fremmede. Resultatet er romanfragmentet „Frankhuysens Historie“, der kan ses som et forsøg på at almengøre hans egen historie. Men hvor Levnet og Meeninger behandler forholdet mellem mennesket og digteren Ewald, er det forholdet mellem menneske og borger, der nu er i fokus, altså en tematik, der er blevet voldsomt aktualiseret af de umiddelbart forudgående begivenheder.

I overensstemmelse hermed er det litterære mønster ikke mere Sterne, men den samfundsskildrende Fielding, hvis Tom Jones både i med- og modspil ligger som en inspiration bag fragmentet. Som Tom er den unge adelsfødte Frankhuysen et slags hittebarn, nemlig på forhånd sat uden for det gode selskab ved sin spontane livslyst og smag for uskyldige gale streger. Med sin totalt manglende evne til at bære maske, sin ædle, lidenskabelige natur, udstødes Frankhuysen i stigende grad af samfundet. Til gengæld indlemmes han i samme grad i læserens hjerte – som den kæmpende forsvarer af det sandt menneskelige i en hyklerisk og brutal verden.

Denne individualistiske synsvinkel står imidlertid ikke alene. Hans historie er filtreret gennem en besindig ræsonnør, som står med begge ben plantet i det borgerlige samfund, og som nærmest betragter Frankhuysen som en Don Quixote. Samtidig er de tidlige numres muntre tone, livfulde satire, farceagtige situationer og legende omgang med formen som blæst bort. Satiren er blevet bitter. Og mens det ikke før har været påfaldende, opdager man nu en ny dimension af det ellers helt igennem sekulære menneskeforståelsesprojekt, nemlig den mistænksomme pietistiske motivanalyse. Er Frankhuysen med al sin ædelhed i sidste ende ikke blot opfyldt af en falsk ærgerrighed, en trodsig stolthed, en løbsk indbildningskraft?

Annonce

Ikke uventet fremgår det, at historien skulle være endt med Frankhuysens død, men højst uventet meddeler fortælleren tidligt, at Frankhuysen to dage før sit „bedrøvelige Endeligt“ skulle have sagt: „Gud give, jeg efter min Død kunde blive et Gespenst, og uafladelig med en tordnende Stemme raabe i enhver af mine unge MedBrødres Øren: Bevar dit Rygte, som din Helbred og din Samvittighed“. Der åbner sig her et uforståeligt svælg mellem den Frankhuysen, vi får skildret, og den, han skal blive.

Det er derfor ikke mærkeligt, at romanprojektet ikke blev ført videre. Enderne ville aldrig kunne mødes. Baggrunden er, at Ewalds egen fortvivlelse på dette tidspunkt blander sig i skildringen af Frankhuysens skæbne. Ewalds sandhedssøgen kunne ikke standse i en demaskering af samfundet og den uret, han var blevet påført. Brodden sad for dybt i ham selv. Så betydningsfuld „Frankhuysens Historie“ end er som vidnesbyrd om det afgørende nye skel, der er ved at danne sig i perioden, mellem menneske og borger, er det ubrugeligt for ham, dets tematisering kun en nødvendig fase i hans udvikling. Det er dybest set ikke med samfundet, Ewald har et mellemværende, men med sig selv og Gud. Kun i dette forhold og ikke i et afmægtigt oprør kan han redde sig fra fortvivlelsen. Som han skriver i en privat optegnelse, „Apologie“: „Der er en retfærdig og barmhjertig Gud, som er Herre over de menniskelige Hjerter; og som kan velsigne dine Ord, om det er hans behagelige Villie – men som vist vil straffe din fortvivlede Taushed; og ansee dig som en Selvmorder, om du ikke gjør alt, hvad du kan, for at frelse dig – “.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: Menneske og borger - Frankhuysens Historie i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476579