Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Levnet og Meeninger

Oprindelig forfatter KnMi

Man kan undre sig over, at Ewald, der skaber subjektivismens gennembrud i dansk litteratur, så længe og så konsekvent går uden om den genre, der ligger lige for, selvbiografien. Hvis man vil „kende mennesket“, hvad ville så for ham være mere indlysende end at begynde med sig selv? Og hvilket tema ville være mere passende end hans eget liv? Forklaringen er, at genren slet ikke fandtes. Jo, nok Augustins Bekendelser (397-401, da. 1988), men dette værk hørte hjemme i en teologisk og ikke en litterær tradition. Og Rousseaus Bekendelser var nok skrevet, men blev først udgivet 1782-89 (da. 1798). Hertil kom, at tiden nok vrimlede med selvbiografiske optegnelser, men enten i form af ren memoirelitteratur eller forbeholdt en aflåst skuffe eller en meget snæver kreds. Optegnelser af den art faldt uden for den offentlige sfære og den litterære institution, der var under tilblivelse.

I den situation er det så, at Hans Velærværdighed pastor Johan Christian Schönheyder, der efter Ewalds overflytning til Rungsted reelt fungerede som hans formynder, træder ind i litteraturhistorien. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at Levnet og Meeninger er blevet til på hans foranledning eller efter aftale med ham, og at værkets ikke blot selvbiografiske, men også bekendende karakter i høj grad skyldes hans funktion som adressat. Bekendelsen var ikke Ewald fremmed. Den kendte han jo fra sit pietistiske miljø. Men den indføjes i en digterisk komposition, som beror på ganske andre forbilleder, nemlig Laurence Sternes En følsom Rejse gennem Frankrig og Italien (1768, da. 1775) og Tristram Shandy. Fra rejsebogen henter han princippet bag handlingsgangen, der er præget af næsten ubevægelighed, og princippet bag kapiteloverskrifterne, hvor de samme overskrifter gentages, fx hedder tre kapitler Høyen. Og fra The Life and Opinions of Tristram Shandy, som romanens titel lyder, henter han titlen og konceptet samt den improviserende jegfortæller, der med mange digressioner fortæller sin livshistorie. Fornyelsen fra Ewalds side er da, at han indsætter sig selv i denne romans jegfortællers sted, men den er også temmelig afgørende. Derved får de brudflader og spil, der er velkendte fra den nye roman, en helt ny betydning, nemlig at skabe et litterært rum for det autentiske jeg.

 Manuskriptside til kapitlet „Arendse“ om Ewalds tabte kærlighed i Levnet og Meeninger.

Manuskriptside til kapitlet „Arendse“ om Ewalds tabte kærlighed i Levnet og Meeninger.

Resultatet af Schönheyders intervention er altså en helt ny genre, den litterære selvbekendelse, som skal vise sig at rumme et uanet potentiale, for mere veloplagt, sprudlende, opfindsom prosa er ikke skrevet før på dansk. Som bekendelsesskrift er Levnet og Meeninger af en særegen art, idet det nok gang på gang indlader sig på en strengere undersøgelse af hans motiver til dette eller hint, men igen lader denne opløse sig i en parodisk hvirvel af forklaringer, som først tager bund i fastlæggelsen af grundtrækkene i hans natur. De skrømtvise bekendelser er således blot anledning til en dybere selvanalyse, der viser sig at være det egentlige formål med værket. Og kan man tage moralsk afstand fra sin natur, sine anlæg, ens særegne individualitet? Absurditeten heri er Ewalds egentlige selvforsvar. Han er den, han er – som han udsprang fra sin skabers hånd. På den måde gøres individualiteten absolut og hans livs trakasserier og ulykker til den direkte følge heraf. Hans 'fejl' er, at han på forhånd har været „Borger af en anden Verden“, nemlig, viser det sig, den verden, som hans varme indbildningskraft, smeltende følelser, hang til det besynderlige og eventyrlige og hans stærke frihedstrang har indviet ham i.

Annonce

Den ydre handlingsramme i Levnet og Meeninger er den 15-årige Ewalds rejse fra Hamburg til Magdeburg for at deltage i Den Preussiske Syvårskrig. Om rejsen hører vi næsten intet. Handlingen er indskrænket til, at han ved et toldsted stjæler en flaske vin fra skibet og nyder den på en nærliggende høj. Over denne tynde tråd væves et broget tæppe af barndomserindringer, oplevelser, refleksioner, lyriske besyngelser og komiske monologer. Alt dette refererer til et andet spor: den aldrende, miserable digter, der sidder i sin lænestol og genoplever sin barndom og ungdom og indimellem må have sig et glas for at komme videre og i den rette stemning. Som værket skrider frem, skyder disse to spor sig på subtil vis ind over hinanden og lader os som i et fikserbillede se snart den ene Ewald, snart den anden – og på samme måde snart sammenhængen, snart afstanden mellem dem. Her er det afstanden, umiddelbart før den 15-årige med vinflasken i hånden indtager sin høj:

Gjerne vilde jeg kalde de forbigangne Tider tilbage – gjerne unde mine Læsere at kige ind i den Scene som da syntes mig saa behagelig; og gjerne endnu engang nyde den selv – Ak men det er ikke meer en lysegrøn, med tusindfarvede Yndigheder omringet Høy, som jeg sidder ved – En gammel sørgelig med to Puder opfyldt Læne-Stoel er mit Sæde – – (…)
Og ved min Side staaer et randløst Blæk-Glas – Himmel! — hvor langt fra Muskateller! Dog jeg vil gjøre, hvad jeg kan –

En uflyttelig nutidig virkelighed dukker op midt i det erindrende tilbageblik, bryder illusionen og viser os, at alt er set i tabets perspektiv. Mellem fortid og nutid er et gabende svælg – som der så alligevel slås bro over. I dette paradoks ligger hele det vældige register gemt og i sidste ende hans hemmelighed og triumf som digter, direkte formuleret i det første kapitel om „Høyen“, der handler om hans indvielse til digter. Da han blev undfanget, havde den guddommelige lagt en gnist i hans hjerte, og som ørnen stiger han stadig højere mod Guds trone. Herefter hedder det:

Salige Formaal [Gud], kan den henrykte Digter tænke – føle dig – føle din Himmel? — og [samtidig] see tilbage til en Tue, hvorunder han fordum nød nogle af dine svageste Glimt – indhyllede, dæmpede, næsten qualte i en Skye af jordiske, af daarlige Glæder? – Han kan det! – Han skal det! – Thi evig dyrebar er den mindste Gnist af himmelske Dyder – og evig Salighed er i den spædeste Straale af deres Fader

Som digter ikke bare kan, men skal han bygge broen mellem himmel og jord og dermed mellem fortid og nutid. Der oprettes på den måde midt i jeget et skel mellem digteren Ewald og mennesket Ewald. Mens mennesket er henvist til den uflyttelige nutid, er digteren i pagt med den Gud, for hvem det forbigangne er et evigt nu.

Nu er der jo endnu en hovedperson i Levnet og Meeninger, Arendse. Om hende får vi dog næsten kun ét at vide: at han har mistet hende. I forholdet til hende er det derfor, som om skellet mellem digteren og mennesket ikke mere eksisterer. Afstanden mellem dengang og nu lader sig ikke overbygge. Gang på gang må han afbryde sig selv, og i hele tre små kapitler må han samle sig. Ewald er nået til en grænse, som han ikke kan overskride – eller netop kun kan overskride ved at fastholde tabets perspektiv: at han var bestemt til hende, og at han mistede hende. Kun på den betingelse kan hun genopstå i hans erindring. Mennesket er så at sige stærkere end digteren, der jo så alligevel i sidste ende er den, der med sit velberegnede arrangement af kapitlerne fortæller os det, og den, der også giver os lejlighed til både at se hende og genopleve deres første møde.

Som det ofte er påvist, er billederne af Arendse helt igennem bestemt af litterære forbilleder, især Fielding og Ossian. Det er den digteriske følelses, ikke virkelighedens Arendse, vi møder i portrætterne, der har karakter af retoriske glansnumre, som dette:

Havde jeg da og en Arendse? – Eller var det en Dulcinea, som min IndbildningsKraft allene skabte sig, fordi den trængte dertil? – Ney, ved Cupido, jeg havde en, eller egentligere jeg havdes af en deylig, en fiin og skarpsindig, en ædel, en majestetisk Arendse – en af disse skyggefulde Skjønheder, hvis Smiil er som Soelens igjennem en regnfuld Himmel – hvis Vink er en gjennemtrængende en uimodstaaelig Straale af tungsindet Dyd – en af disse bydende, mægtige, fortryllende Brünetter, som man ikke kan see uden Ærefrygt og neppe elske uden Tilbedelse – En Arendse, med store mørkebruune, straalende Øyne, med en lille kroged Næse, en Mund hvorpaa Gratierne syntes at skjærtse, tykke kastaniebruune Lokker, som beskyggede en sneeviid Hals, to runde, elastiske, svulmende – – – o Himmel! – jeg glemmer mig! – men det vigtigste! – en Arendse, med en dydig, en vittig, en satt og en høy Sjæl – En Arendse, med det ømmeste Hjerte, som nogentid har slaaet bag ved et Snørliv!

Et indtagende, et vidunderligt portræt, der i sin stadige stigning giver ikke blot sanseligheden, men også dyden sit, men netop ved sine udsøgte midler et portræt, der kun kan være en passiv genstand for tilbedelse og uden mindste spor af den virkelighed, man måtte kunne forvente hos en 15-årig københavnsk købmandsdatter.

I kraft af hele denne litterære iscenesættelse vises vi tilbage til tabet, hvorom Ewald bruger de stærkeste udtryk: „denne Catastrophe, som jeg skal ansee for den vigtigste i mine heele LeveTid“ – eller: „det var besluttet at jeg skulde tabe meer end Livet ved min Elskov“. Hvad mere kan man tabe? Ewald bliver her utydelig, begrunder udtrykket med, at hans kærlighed har været „en af de første og vigtigste Anledninger til mine betydeligste Feyltrin“, men lader det stå hen, hvori de består. Der er dog næppe tvivl om, at han sigter til de turbulente år i København før overflytningen til Rungsted. Det, han har tabt ud over sit liv, er sit omdømme, sin ære. Til gengæld er han ganske klar i stemmen, da han spørger sig selv, om „jeg vilde have undgaaet al den martrende Kummer, alle de nedtrykkende Gjenvordigheder, som denne min første Kjærlighed har været Aarsag i, paa det Vilkaar, at jeg tillige skulde have undvært alle de Sødheder, alle de Lyksaligheder, som den har skjænket mig“. Svaret er et afgjort „Ney!“ Uden den vellyst, Arendse har skænket ham, var hans liv intet – og, kan det tilføjes, hans digterskæbne intet, så sandt som den beror på tabet af hende.

Så vidt er sagen klar, men et regnskab bliver alligevel tilbage, det moralske. Er den vidunderligste scene den, hvor han tager afsked med hende efter det første møde, bukkende går baglæns mod døren med ilden af hendes fingre i sin sjæl – og kun ved hendes råb forhindres i at falde ned af en høj trappe, så er den mest gribende scene beskrivelsen af det fald, hun ikke har kunnet forhindre, men indirekte været medvirkende til. Det hedder i „Elskov I“:

Jeg kan ikke – jeg kan ikke tænke andet, end den Deel af min Lyksalighed, som de [forsvundne tider] toeg med sig i deres AfGrund – Bort! – Bort! –
Den muntre, raske, modige Ungdom, den uskyldige, ubesmittede Samvittighed, det følsomme, varme, glade, haabefulde Hjerte, den dristige, skaberiske IndbildningsKraft, svæve i en lang Skare forbi mig, som ligesaamange blege Spøgelser af afdøde Venner – Bort! – Bort! – fortrædelige Skygger! – Jeg vil holde Haanden tæt for Øynene og ikke see dem —“

Har Ewalds bekendelser hidtil nærmest haft karakter af drillende leg med Schönheyder, er denne bekendelse, der næsten ufrivilligt undslipper ham, dyb og dødelig alvor, den fundamentale erfaring af uskylds-tabet, af mennesket Ewald i hans besmudsede ler. Set herfra bliver man opmærksom på den betingelse, som giver dette værk dets lette, charmerende, dansende, frækt-frimodige karakter – den stadige udsættelse af det egentlige regnskab. Dets hyppigste sproglige figur er ikke uden grund selvafbrydelsen a la „Det er et vigtigt Spørgsmaal, som jeg nu er for træt til at undersøge“, „Dog dette kan alt sammen best forklares ved min Historie“. Men se, om denne undersøgelse eller denne forklaring nogensinde indfinder sig!

Det er som med den næsten samtidige Mozarts operafigur Don Juan, hvis strålende, champagneagtige færd gennem verden jo også blot er en stadig udsættelse af det endelige regnskab. Som denne lever Ewald i Levnet og Meeninger, hvoraf størstedelen skrives i 1774-75, kun på lånt tid, og da han i 1778 tog værket op igen og skrev endnu et par kapitler („Magdeburg“ og „Min Ærlighed“), kunne han ikke mere rigtig finde tonen. Kommandantens stentorstemme havde i mellemtiden lydt for højt i hans indre.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: Levnet og Meeninger i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476590