Guden, der bliver menneske - Adam og Ewa

Som et regelret skoleridt i klassicismens opbyggelige stil hører Lykkens Tempel absolut hjemme i småtingsafdelingen. I al korthed går prosafortællingen ud på at vise det bedrageriske i den timelige lykke og rette jegets blik mod „den evige Lyksaligheds Tempel“. Når der alligevel kan være grund til at nævne den, skyldes det ikke blot, at det er her, Ewalds digtning tager sit afsæt, men også, at den med det samme slår et hovedtema i forfatterskabet an, spørgsmålet om muligheden af den jordiske lyksalighed, den mulighed, der jo også er hovedtemaet i Philet. Afstanden herfra til Philet er imidlertid enorm, for mens bedraget i Lykkens Tempel blot fører jeget ind på den rette vej, er illusionsafsløringen i Philet et sidste håb, der slukkes. Den græske idé om tilværelsens orden, der ligger bag Lykkens Tempel, er definitivt brudt sammen.

Imellem ligger nemlig et fald af langt mere skæbnesvanger karakter end det, jeget oplever ved at betræde lykkens tempel, nemlig de første menneskers fald, som Ewald tager op i dramaet Adam og Ewa eller Den ulykkelige Prøve (1769), igen en tekst om den jordiske lyksalighed, men nu på et kristent grundlag. Anledningen var, at Det Smagende Selskab, i hvis skriftrække Lykkens Tempel efter en række anbefalede ændringer var blevet trykt, havde udsat en pris for den bedste ode om en af de guddommelige egenskaber. Ewald valgte Guds algodhed, men opgav i sidste ende at skrive en ode til fordel for et drama, den såkaldte Adamiade, der så blev indsendt til bedømmelse, dog uden at vinde prisen. Selskabet stillede sig dog velvilligt til det og foreslog en række forbedringer, som Ewald imidlertid afviste at foretage. Fuld af selvfølelse og forbitrelse trak han i stedet dramaet tilbage. Kunne kan ikke være den første digter i sit fødeland, ville han ikke være den anden.

Adamiaden er gået tabt, men handlingen i denne enakter har stort set svaret til det senere femaktsdrama, som blev påbegyndt et par år efter, et vidnesbyrd om, hvor vigtigt det var for ham at realisere den oprindelige plan. I mellemtiden søger han at styrke sin position som digter ved at studere de mest autoritative franske teoretikere i klassicismens kølvand, de latinske klassikere (Ovid, Horats) og nyere franske forfattere, ikke mindst Pierre Corneille. Han er således anderledes veludrustet, da han beslutter sig for at tage det gamle stykke op igen, og han finder nu i det „det vanskabteste Foster, som et varmt Hierte og en brusende Indbildningskraft nogentid kunde udklekke af en aldeles uvidende Hjerne“. Med Adam og Ewa er der derfor tale om et helt nyt drama, gennemtrængt af den dannelse, han har tilegnet sig, hvortil kommer inspirationen fra Friedrich Gottlob Klopstock, hvis Messias han under arbejdet med stykket læser igen og igen. Fjernere er forbindelsen til Klopstocks forudsætning, John Miltons posthumt udgivne epos Det tabte Paradis (1677, da. 1790).

Ud over selve syndefaldet inddrager stykket – ligesom sine forbilleder – to andre begivenheder. Den ene er de faldne engle, der omtales i 1. Mosebog, den anden Jesu soningsdød. Herved forskydes perspektivet drastisk i forhold til den oprindelige myte. Syndefaldet indlejres i en kosmisk kamp om herredømmet, hvor slangen, Satan, bliver del af en vældig mørkets hær, der ligger bundet i dybet, men endnu langt fra er uskadeliggjort. Over dem, i stadig højere ordener, befinder de gode ånder sig med ærkeenglene som Guds budbringere og retshåndhævere. I midten, på jorden, lever så de nylig skabte mennesker Adam og Ewa intetanende om den kamp, der udspiller sig, og allermindst om, at deres egen sjæl er dens egentlige skueplads.

I denne sjæl har Gud nedlagt sit billede. De er ham lig – og dog ikke. Som hans skabninger er de samtidig forbundet med den naturverden, der omgiver dem i Paradisets have – og med de onde ånder. Som disse har de i kraft af deres bevidsthed muligheden for at gøre det onde, for at synde, samtidig med at deres uskyld forbinder dem med Gud. De faldne engles brøde bestod i at ville være Gud lig, erobre hans ret til tronen. Kan nu også Adam og Ewa udvikles til oprørere, til at ville være Gud lig, er slaget vundet for mørkets hær. Og den mulighed kan Gud ikke lade uprøvet. I modsat fald er hans nedstyrtning af de rebelske ånder blot udtryk for en tyrannisk og vilkårlig magtudøvelse og hans krav om at være retfærdig og algod hyklerisk. Prøven – dvs. buddet om ikke at spise af Kundskabens Træ – bliver således til på de onde ånders foranledning. „Jeg tvang ham [Gud] til sig selv“, som Satan siger.

Inden prøven lever Adam og Ewa i en verden i fuldkommen harmoni. Med dyrene belærer Adam Ewa om Guds storhed og visdom, fx i denne skildring af, hvordan harmonien omfatter det største som det mindste:

(…) O ædle Lige-VægtI Verden og i Støv. – I mig og Myrens Slægt! –Tilbed o Jord den Gud, som veite da han skabte,Og bød, at ey Natur sig i Naturen tabte! –Som under Ordens Lov uddeelte nok til hver,At ingen ønsker meer end det han har og er! –

Den orden, vi her møder, er den samme som hos Pope, Newton og Tullin (fx i hans „Om Skabningens Ypperlighed“), og så sent som i Joseph Haydns oratorium Skabelsen (1796-98), der netop standser foran syndefaldet.

Men med prøven ændres alt. Med den rejser muligheden sig, den mulighed, som det velordnede, lovbundne univers udelukker, muligheden for at sætte det hele på spil. Prøven skyldtes hensynet til de onde ånder, kravet om retfærdighed. Uden valget gælder ikke de samme vilkår, muligheden for at synde, men dette krav strider da mod Guds almagt. Der er også en modsigelse i forhold til algodheden, som kræver, at Gud skåner og tilgiver, selv om mennesket synder – eller med Satans ord:

Jeg kiender Godheds Magt. – Alt, hvad han længtes efter,Var at benaade; men det overgaaer hans Kræfter. –Hans Væsens Hellighed besmittes ved at see,Et Gran ustraffet Synd hos den Gienstridige. –Han er sig selv en Lov – (…)

På den måde er verdensordenen og Gud selv efter prøvens indstiftelse fanget i uopløselige modsigelser, der truer den selvsamme orden. Det er Ewalds intellektuelle bedrift at spænde disse modsigelser til det yderste og hans kunstneriske bedrift at gøre Ewas sjæl til deres arena. I hende er fra begyndelsen et savn til stede, en længsel, der først retter sig mod Adam, men også på tvetydig vis retter sig mod Gud. Forbuddet mod at spise af Kundskabens Træ bringer den konflikt, der her kun anes, til udbrud. Forbuddet vækker et nyt savn, en tiltrækning, men nu parret med en skræk, der imidlertid blot forstærker lysten.

Dybest set forfører Ewa da sig selv. Satan (slangen) er kun et ekko af hendes legen kispus med sig selv, men Ewa er jo også i sin gode ret til at være i vildrede. For hvordan unddrage sig en viden, man har en viden om? Hvordan unddrage sig en lyst, som ens sjæl hele tiden minder én om? Og hvordan være fri, når man ikke må bruge sin frihed?

Alle disse modsigelser sætter såvel himmel som helvede i højeste alarmberedskab og driver uimodståeligt først Ewa og siden Adam – hun af sin vilje til viden, han af sin kærlighed til hende – til det uundgåelige fald. Løsningen er, at Ewald så at sige kombinerer Miltons Det tabte Paradis og Det gjenvundne Paradis. Gud dør for synden („Gud er død for Synden“) ved at lade sin søn påtage sig den. Altså den strenge, retfærdige gud dør og giver plads for forsoneren og frelseren. På denne måde – ved Kristi mellemkomst, i sandhed en deus ex machina – løses knuden, og dramaet kan klinge ud i Adam og Ewas lovsang til den gud, der har ofret sig for dem. For Ewald er det afgørende ikke som senere for Kierkegaard paradokset, det at Gud bliver menneske, men dette at den menneskelige og medynksfulde Kristus træder i stedet for den almægtige Gud, helt bogstaveligt ved at Kristus som helten fra Golgatha standser bødlen Obaddons arm, da han efter faldet skal dræbe de formastelige.

Den nye orden, der etableres i Adam og Ewa, bærer humanitetens træk. I vid udstrækning formulerer dramaet en kristen humanisme, der vel ikke overskrider, men forholder sig yderst udogmatisk til den teologiske lærebog. Det gør det i kraft af sin psykologi, ved at koncentrere sig om det punkt, hvor mennesket er en gåde for sig selv, hvor det rummer muligheder, som det endnu ikke kender – alt det ubestemte, som følelser og lidenskaber fylder det med, og som driver det mod at overskride sin givne tilstand. Det gør det ved sin dristige sammenføjning af fald og forsoning og insisteren på friheden som menneskets forudsætning: „Synderen var stor i Naadens Øine“, som ærkeenglen Gabriel formulerer det. Og det gør det frem for alt ved at bringe guden ned på jorden og i øjenhøjde med de mennesker, som nu skal til at finde ud af at leve som andet end marionetter eller slaver af deres frygt. Det er derfor kun tilsyneladende, at stykket handler om mennesket, der søger at gøre sig Gud lig. I virkeligheden handler det om guden, der bliver mennesket lig.

Men med alt det kan det ikke skjules, at løsningen i Adam og Ewa er lige nem nok – med Kristus i rollen som supermand, der i sidste øjeblik kommer og ordner paragrafferne. Ewald var da heller ikke færdig med syndefaldet som tema.